Afgørelse

Spørgsmål om rente samt nedsættelse af hæftelse.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav mod Djurslands Bank i forbindelse med en kredit ydet til ham og hans samlever til brug for køb af en ejendom.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes daværende samlever S rettede i efteråret 2006 henvendelse til Djurslands Bank. Parret ønskede at købe en naboejendom med henblik på udlejning af denne og ønskede bankens medvirken ved finansiering af købet.

I december 2006 købte klageren og S naboejendommen, efter det oplyste for 500.000 kr. Købet blev finansieret ved optagelse af et Totalkreditlån på 502.000 kr.; samtidig ydede Djurslands Bank klageren og S en kredit på 130.000 kr., som skulle anvendes bl.a. til brug for renovering af ejendommen.

Klageren og S underskrev den 14. december 2006 kreditkontrakt om kreditten på 130.000 kr. Ved kreditkontrakt underskrevet af klageren og S den 13. december 2007 blev kreditten forhøjet med 140.000 kr. til 270.000 kr. Renten var angivet til 11,5 % (variabel). Af bankens "Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere" fremgår:

"9. Forskellige bestemmelser

…

Indgår flere kunder aftale om en fælles konto, kan hver af kontohaverne disponere alene over kontoen, medmindre andet er aftalt."

Banken har anført, at forhøjelsen af kreditten blev anvendt til yderligere udgifter i forbindelse med renovering af naboejendommen, inddækning af 40.000 kr. på klagerens økonomikonto og 35.000 kr. på S’ lønkonto. Klageren har anført, at banken ved forhøjelsen af kreditten blev bekendt med, at S havde et pengemæssigt problem, idet S havde fået betalt sine udgifter til telefon mv. fra hans økonomikonto, hvilke udgifter ikke havde været indregnet i hans budget.

I starten af november 2008 afslog Djurslands Bank klagerens anmodning om finansiering af et bådkøb. Banken har anført, at baggrunden var, at klageren ikke havde solgt en anden båd, ligesom kassekreditten var overtrukket.

Af sagen fremgår, at klageren og S ophævede samlivet i efteråret 2008.

På et møde den 26. november 2008 med klagerens og S’ deltagelse stillede banken krav om yderligere sikkerhed for engagementet. Dette afviste klageren.

Ved brev af 28. november 2008 foreslog Djurslands Bank klageren, at kassekreditten blev indfriet ved etablering af et boliglån på 280.000 kr. og mod pant i den ejendom, som klageren bebor.

Ved brev af 8. december 2008 afviste klageren bankens krav om pant. Klageren gav samtidig udtryk for sin utilfredshed over bankens rådgivning i forbindelse med købet af naboejendommen.

En yderligere korrespondance mellem klageren og banken førte ikke til en omlægning af kassekreditten, ligesom banken ikke modtog yderligere sikkerhed fra klageren.

I juni måned 2009 overgav Djurslands Bank klagerens gæld i henhold til to separate kreditter til inkasso. Klageren indfriede i august 2009 bankens krav i henhold til de to kreditter.

Parternes påstande.

Klageren har den 14. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Djurslands Bank skal yde klageren en rentekompensation vedrørende den fælles kassekredit, omlægge lånet til "optimal belåning som var lovet oprindeligt" samt nedsætte hans hæftelse for kassekreditten med 25 %.

Djurslands Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken ydede dårlig rådgivning i forbindelse med overvejelserne om køb af naboejendommen. Banken gav endvidere tilsagn om, at den ydede kredit senere kunne omlægges til et prioritetslån til en væsentligt lavere rente. Dette løfte er banken fragået.

Da han i efteråret 2008 blev opmærksom på, at S misbrugte sin adgang til fælleskontoen, ophævede parret samlivet. Banken var bekendt med de hævninger, som S foretog. Ved forhøjelsen af kreditten i september 2007 var det blevet aftalt, at S ved hævninger skulle oplyse, hvortil beløbet skulle anvendes, og dette skulle påføres kontoudtog i forbindelse med hævning. Dette skete imidlertid ikke.

Han blev først efterfølgende bekendt med S’s misbrug af kassekreditten. Han har ikke set kontoudtog, rykkerbreve eller lignende, idet S åbnede posten. Ved flytningen medtog hun oplysningerne.

Banken burde have indset, at de hævninger, som S foretog på den fælles kredit, var af privat karakter og i strid med kontoens forudsætninger. S havde sin lønkonto, hvorfra hun skulle betale private udgifter, mens fælleskreditten kun skulle bruges til udgifter ved naboejendommen.

Djurslands Bank har anført, at klageren og S i forbindelse med købet af naboejendommen blev rådgivet på baggrund af de forelagte oplysninger. I forbindelse med købet kunne driften af ejendommen hænge sammen, hvis der kunne opnås den aktuelle markedsleje.

Finansieringen af købet blev tilbudt som optagelse af størst muligt realkreditlån samt en kredit i banken. Der blev på intet tidspunkt givet tilsagn om et prioritetslån til en rente på 5 % p.a.

Med hensyn til hævningerne på kreditten foretaget af S anser man dette for et forhold mellem klageren og S. Der var tale om en fælles konto, som begge kunne disponere over, og der blev løbende sendt kontoudtog til klageren og S på deres fælles adresse. Klageren havde således adgang til at følge posteringer og saldo.

Banken havde ikke grundlag for at kontrollere hævningerne på kreditten, idet klageren selv skulle udføre en stor del af arbejdet med ombygningen. Det var bankens opfattelse, at alle hævninger på kontoen vedrørte byggeriet. Det var klagerens eget ønske at styre projektet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har ikke godtgjort, at Djurslands Bank gav tilsagn om, at man til brug for finansieringen af ejendomskøbet ville yde klageren et prioritetslån med en rente på 5 %. Klagerens krav om rentekompensation samt omlægning af kreditten til et lån kan derfor ikke tages til følge.

Ankenævnet forstår klagerens påstand om nedsættelse af hans hæftelse for kassekreditten med 25 % som et krav begrundet i, at S ifølge klageren hævede beløb på kassekreditten i strid med vilkårene aftalt for kassekreditten. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Djurslands Bank var eller burde være i ond tro om de hævninger, som S foretog på kreditten, og således burde have indset, at S’ hævninger ifølge klageren ikke medgik til brug for renovering af naboejendommen eller i øvrigt var i strid med klagerens interesser.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.