Afgørelse

I september 1986 ydede en sparekasse, der nu er fusioneret med indklagede, klageren et billån på 71.406,08 kr., hvoraf 59.625 kr. blev udbetalt til klageren, og 11.781,08 kr. blev anvendt til indfrielse af eksisterende kreditfaciliteter og omkostninger ved låneoptagelsen. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 975 kr., første gang den 1. november 1986, og der skulle inden den 1. oktober 1986 indbetales et ekstraordinært afdrag på 20.000 kr. Lånets rente var p.t. 12%, og løbetiden var anført til 6 år. Det var endvidere anført:

"Sparekassen forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende".

Indklagede har oplyst, at renten på klagerens lån har udviklet sig således:

Det fremgår af kontooversigter pr. 31 december fremsendt til klageren, at lånet har udviklet sig således:

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at klageren var frigjort for sin forpligtelse i henhold til gældsbrevet ved indbetaling af den ordinære ydelse pr. 1. november 1992, subsidiært at nedsætte renten til en ikke nærmere angivet sats.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det af lånedokumentet fremgår, at lånets løbetid er aftalt til 6 år, ligesom indklagede er berettiget til at ændre ydelsen i forbindelse med renteændringer. Indklagede har ikke benyttet sig af denne ret, og indklagede har ikke orienteret klageren om de skete renteforhøjelser. Det fremgår endvidere af en af Ankenævnet tidligere afsagt kendelse (sag nr. 28/1992), at indklagede har været uberettiget til at foretage de skete forhøjelser af renten på billån oprettet i slutningen af 1980'erne, ligesom indklagede efter klagerens opfattelse har ydet nye billån til en lavere rente end renten på eksisterende lån.

Indklagede har anført, at indklagede i gældsbrevets bestemmelser forbeholder sig ret til at ændre ydelsen på lånet ved renteændringer, hvilket ikke indebærer en forpligtelse for indklagede til at foretage en sådan ændring. Det fremgår af lånedokumentet, at renten er variabel. Selvom det ikke udtrykkeligt fremgår, at den beregnede løbetid er fastsat under forudsætning af en uændret rente, burde dette stå klart for klageren, når renten er angivet som variabel, og indklagede forbeholder sig ret til at ændre ydelsen. Renten på klagerens lån er ændret i overenstemmelse med den generelle udvikling i produktet billån hos indklagede, og lånet har gennem hele forløbet været reguleret i overenstemmelse med den oprindelige aftale. Renteudviklingen har ingen lighed med den af klageren nævnte sag. Samtlige renteændringer har været annonceret i dagspressen i henhold til gældende praksis.

Ankenævnets bemærkninger:

Gældsbrevet kan ikke forstås således, at indklagede har påtaget sig nogen forpligtelse til at regulere lånets ydelse med henblik på at fastholde en bestemt løbetid, og klageren måtte således påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser. Det må endvidere lægges til grund, at lånets rente har fulgt indklagedes sædvanlige rente for lån af tilsvarende type. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge.

Som følge heraf