Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank.
| Sagsnummer: | 7/2009 |
| Dato: | 03-06-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på hans lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank.
Sagens omstændigheder.
Klageren har i en årrække været kunde i Roskilde Bank.
I forbindelse med en aktieemission tegnede klageren i september 2005 55 aktier i Roskilde Bank til kurs 61,75.
Den 16. marts 2007 tegnede klageren 690 aktier i Roskilde Bank til kurs 32,5 samt 100 aktier til kurs 300 eller i alt 52.425 kr. Aktiekøbet blev finansieret med lån fra banken.
Ved gældsbrev af 27. marts 2007 blev klagerens lån i Roskilde Bank forhøjet med 53.000 kr. til 66.746,45 kr. Lånet var uden afvikling indtil 1. april 2017. Renten var 5 % p.a.
Klageren har fremlagt en e-mail af 27. september 2007 fra Roskilde Banks privatkundechef i klagerens afdeling. Mailen er ifølge klageren sendt på bankens eget initiativ. Af mailen fremgår:
"Bankens aktiekurs har som følge af Subprime krisen i USA, samt likviditetskrise i England, faldet den senest måneds tid.
Jeg vil gerne slå fast, at Roskilde Bank er meget likvid. Vi sikrede i foråret (inden kreditkrisen) et solidt kapitalgrundlag og har absolut ingen likviditetsproblemer."
Som svar på en e-mail af 3. december 2007 fra klageren, der forespurgte om bankens vurdering af aktiekursen, oplyste A i mail af 4. december 2007, at "forretningen Roskilde Bank er sund og god – og har aldrig været bedre".
Ved brev af 21. juli 2008 rettede klageren henvendelse til Roskilde Banks direktion. Klageren anså sig for ført bag lyset af bankens medarbejder A og stillede krav om, at banken tilbageførte hans seneste aktiekøb fra 2007. Ved brev af 22. august 2008 afviste banken kravet.
Af sagen fremgår, at klageren har nogle indekskontrakter, der er under udbetaling. Udbetalingerne sker via klagerens konto i Roskilde Bank. Fra denne betales renterne på klagerens lån fra marts 2007.
Af sagen fremgår yderligere, at klageren via et investeringsanpartsselskab har købt aktier i Roskilde Bank for 48.000 kr. i februar 2004 samt for knap 200.000 kr. i august 2007.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. januar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank "tilbagefører de hævede rentebeløb og annullerer aktielånet".
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han føler sig groft ført bag lyset af bankens medarbejder A, jf. indholdet af e-mails fra A.
Banken har undladt at fraråde ham at investere yderligere i bankens aktier og bør derfor godtgøre ham 373.000 kr.
Med hensyn til afviklingen af aktielånet tager banken hans udbetalinger fra indekskontrakterne, hvilket er ulovligt ifølge lovgivningen om indekskontrakter.
Særligt for så vidt angår forhøjelsen af hans lån med 53.000 kr. bemærker han, at A telefonisk kontaktede ham og tilbød lån til køb af aktierne. Han afviste, men A’s svar var, at han skulle tilbagebetale lånet ved salg af aktierne, ligesom der var fordele som aktionær. På denne baggrund accepterede han.
Roskilde Bank har bestridt, at banken har ført klageren bag lyset, idet oplysningerne i de fremlagte mails ikke er ukorrekte.
Klageren besluttede selv at investere i Roskilde Bank aktier for lånte midler. Som ejer af et investeringsselskab har klageren kendskab til investeringer og er klar over risikoen, der er forbundet med at investere i enkeltaktier.
Klageren har løbende haft mulighed for at sælge aktierne og indfri lånet. Banken har ikke haft pligt til at råde klageren til at sælge aktierne.
Særligt for så vidt angår investeringsselskabets køb af aktier bemærkes, at købet ikke angår et privat kundeforhold. Klagen bør derfor vedrørende dette punkt afvises af Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke kan behandle en klage vedrørende de aktier, der er købt af klageren via dennes investeringsanpartsselskab, da klager fra erhvervsdrivende efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3, kun behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privatkundeforhold. Da en klage vedrørende selskabet adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privatkundeforhold, afvises denne del af klagen.
Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Banks medarbejder anbefalede klageren at optage lån til køb af aktier i banken.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren har valgt at lade udbetalingerne fra sine indekskontrakter indgå på en konto, hvorfra betalingen af renter på aktielånet sker. Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere dette forhold.
Tre medlemmer – John Mosegaard, Karin Sønderbæk og Ole Jørgensen – udtaler herefter:
Vi finder ikke, at det ydede lån til køb af aktier i banken i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at banken på anden måde har begået ansvarspådragende fejl ved rådgivningen af klageren, der hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier eller om den yderligere risiko en lånefinansiering af investeringen indebærer.
Vi stemmer herefter for ikke at tage denne del af klagen til følge.
To medlemmer – Karin Ladegaard – udtaler:
Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger herved vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. At det er i strid med redelig investeringsrådgivning at anbefale kunder lånefinansieret køb af egne aktier understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår klagerens investeringsselskabs køb af Roskilde Bank aktier.
Klagen tages i øvrigt ikke til følge.