Rådgivning om spredning af risiko på aktiebeholdning. Salg af aktier inden tre års ejertid.
| Sagsnummer: | 131/2006 |
| Dato: | 08-11-2006 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Erik Sevaldsen. Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning om spredning af risiko på aktiebeholdning. Salg af aktier inden tre års ejertid. |
| Indklagede: | Alm. Brand Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod et aktiesalg i februar 2005, hvor en del af aktierne ikke havde været ejet af klageren i tre år.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde hos indklagede, hvor han har et åbent værdipapirdepot.
Pr. den 31. december 2003 indeholdt depotet 30-årige 5 % obligationer i Realkredit Danmark til en kursværdi på 675.466 kr. og 5.819 stk. FLS-aktier til en kursværdi på 399.765 kr. (kurs 68,70).
I november 2004 rettede indklagede henvendelse til klageren med forslag om et møde til drøftelse af klagerens investeringer. Der blev afholdt møde den 1. december 2004, hvor indklagede anbefalede klageren at sprede risikoen på aktierne og at omlægge 5 % obligationerne. Klageren har anført, at det af skattemæssige årsager blev besluttet at udsætte salget af aktierne til det tidspunkt, hvor han havde ejet dem i tre år. Indklagede har anført, at det blev aftalt, at man i forbindelse med salget skulle søge at komme under den gældende skattefrihedsgrænse ("100.000 kr.s grænsen"), således at der ikke skete beskatning af kursgevinsten. De aktier, som klageren havde ejet i mindre end tre år, skulle beholdes, hvorimod salget af aktier med en ejertid på over tre år skulle effektueres. Denne fremgangsmåde accepterede klageren.
I forbindelse med at klageren den 18. februar 2005 besøgte indklagedes afdeling, gennemførte indklagede klagerens salg af 3.902 stk. af aktierne til en kursværdi på 423.367 kr. (kurs 108,50).
I forbindelse med klagerens skatteopgørelse i foråret 2006 viste det sig, at 553 stk. af de solgte aktier ikke havde været ejet af klageren i tre år.
Indklagede udarbejdede følgende skatteopgørelse:
"Navn | Stk. | Køb | Salg | Gevinst | Købsdato | Salgsdato |
Aktier ejet over tre år rubrik 63 | ||||||
FLS | 3349 | kr. 361.549,66 | 18.02.05 | |||
98 | kr. 12.188,57 | 08.06.00 | ||||
440 | kr. 49.906,45 | 15.06.00 | ||||
326 | kr. 39.922,00 | 01.12.00 | ||||
830 | kr. 99.900,00 | 10.01.01 | ||||
655 | kr. 74.950,01 | 16.03.01 | ||||
1000 | kr. 75.281,25 | 04.10.01 | ||||
I alt rubrik 63 | kr. 352.148,28 | kr. 361.549,66 | kr. 9.401,39 | |||
Aktier ejet under tre år rubrik 39 | ||||||
FLS | 553 | kr. 49.956,64 | kr. 59.700,50 | kr. 9.743,86 | 30.07.02 | 18.02.05" |
Med henvisning til, at gevinsten på 9.743,86 kr. ved salget af de 553 aktier før tre års ejertid ville blive beskattet med 43 % i stedet for med 28 %, tilbød indklagede klageren en godtgørelse på 1.461 kr. svarende til differencen på 15 %.
Klageren rejste krav om erstatning for den kursgevinst, som han kunne have opnået, hvis aktiesalget var blevet udskudt. Klageren opgjorde kravet til 554.250 kr. på baggrund af den aktuelle kurs på FLS-aktier, som i foråret 2006 var på ca. 250.
Det fremgår, at klageren i årene 2000-2003 foretog følgende handler med FLS-aktier:
Dato | Køb/salg | Stk. | Kurs | Kursværdi | (Rest)be-holdning stk. |
8.6.2000 | Køb | 804 | 124 | 99.996 kr. | 804 |
15.6.2000 | Køb | 440 | 113 | 49.720 kr. | 1.244 |
6.10.2000 | Salg | 706 | 142 | 100.252 kr. | 538 |
1.12.2000 | Køb | 326 | 122 | 69.772 kr. | 864 |
5.1.2001 | Køb | 830 | 120 | 99.600 kr. | 1.694 |
16.3.2001 | Køb | 655 | 114 | 74.670 kr. | 2.349 |
4.10.2001 | Køb | 1.000 | 75 | 75.000 kr. | 3.349 |
30.7.2002 | Køb | 553 | 90 | 49.770 kr. | 3.902 |
24.1.2003 | Køb | 1.917 | 52 | 99.684 kr. | 5.819 |
18.2.2005 | Salg | 3.902 | 108,5 | 423.367 kr. | 1.917 |
Parternes påstande.
Den 15. maj 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 554.250 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 1.461 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at salget af aktierne skete på fejlagtigt grundlag, og at indklagede som følge heraf skal betale en erstatning svarende til aktuelle kursværdi som er på 975.500 kr. (3.902 stk. x kurs 250) med fradrag af provenuet ved salget den 18. februar 2005, som udgjorde 421.250 kr.
Salget af aktierne skete på initiativ fra indklagede, som anbefalede ham at sælge såvel aktierne som obligationerne og investere provenuet med 1/3 i henholdsvis 3 % og 4 % obligationer samt investeringsbeviser. Det blev aftalt, at aktierne ikke skulle sælges før efter tre års ejertid.
Da han den 18. februar 2005 tilfældigt besøgte indklagede, hilste han på den medarbejder, der havde deltaget i mødet. Medarbejderen foreviste en aktieoversigt og oplyste, at aktierne var over tre års grænsen. Medarbejderen anbefalede ham på ny at sælge med henvisning til risikoen ved investering i en enkelt aktie og for så vidt angår 5 % obligationerne risikoen ved en rentestigning. Vedrørende placeringen af provenuet blev han henvist til en anden medarbejder, som efter en kort vurdering meddelte "at det var lige efter bogen". Han spurgte, om vi skulle "trykke på knappen". Han var forvirret, klokken var mange, og han skulle hjem, og han sagde desværre ja.
Indklagedes rådgivning var en utidig indblanding i hans private økonomi. Ved rådgivningen blev indklagedes interesse i at få pengene over i sin egen investeringsforening tilgodeset frem for hans mulighed for at få kursstigning på aktierne.
Det var aftalt og en væsentligt betingelse for salget, at dette først blev gennemført efter tre års ejertid. Salget skulle derfor først ske senere. I forbindelse med skatteopgørelsen i 2006 kom denne klare fejl frem.
Det anførte beløb på 12.188,57 kr. i indklagedes skatteopgørelse er en gevinst og ikke et købsbeløb. Det korrekte beløb skal være 99.696 kr. ÷ 12.188,57 kr. Anskaffelsessummen for aktierne var derfor reelt på ca. 480.000 kr. og ikke på ca. 402.000 kr. som opgjort af indklagede. Ved salget til 421.250 kr. realiserede han således ikke som anført af indklagede en gevinst på ca. 19.000 kr., men et tab på ca. 57.000 kr. Han ville aldrig have accepteret at realisere et sådant tab.
Indklagede har anført, at klageren blev anbefalet at sælge en del af aktierne med henblik på at sprede risikoen. Klageren administrerede selv sin portefølje og valgte selv at følge anbefalingen.
Indklagede kunne ikke forudse, at kursen på de solgte aktier efterfølgende ville stige.
Ved en fejl blev der solgt 553 aktier med en ejertid på under tre år. Klagerens tab herved svarer til skattedifferencen på 1.461,58 kr., som man har tilbudt og fortsat tilbyder at godtgøre klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at klageren på grundlag af de generelle drøftelser på mødet den 1. december 2004 og de konkrete drøftelser den 18. februar 2005 besluttede at sprede risikoen på aktieporteføljen, der bestod af en enkelt aktie, ved at sælge den del af aktierne, som han havde ejet i mere end tre år.
Salget den 18. februar 2005 burde således have været begrænset til de 3.349 stk. aktier, som klageren havde erhvervet før den 18. februar 2002.
På grundlag af købskursen på 90 og salgskursen på 108,50 kan det som anført af indklagede lægges til grund, at salget af de 553 for meget solgte aktier medførte en kursgevinst på 10.230,50 kr., eller efter fradrag af kurtage en gevinst på 9.743,86 kr. Merbeskatningen som følge af, at salget blev gennemført før tre års ejertid, udgjorde 15 % heraf, svarende til 1.461 kr., som indklagede har tilbudt at godtgøre klageren.
På grundlag af den generelle risiko, der er forbundet med at placere investeringer i en enkelt aktie, finder Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere, at indklagede anbefalede klageren at omlægge en del af aktierne til investeringsbeviser.
Det må lægges til grund, at indklagedes skatteopgørelse, der viser en samlet gevinst på 19.145,25 kr. i forhold til anskaffelsesprisen, er korrekt. Det bemærkes herved, at klageren den 8. juni 2000 købte 804 aktier til kurs 124, og at han solgte 706 stk. af aktierne den 6. oktober 2000, hvorefter han havde en restbeholdning på 98 stk. af de aktier, der var købt til kurs 124, hvilket svarer til en kursværdi på ca. 12.000 kr.
Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig og Erik Sevaldsen - udtaler:
Det forhold, at klageren kunne have opnået en større gevinst, hvis salget af de 553 aktier var blevet udskudt, kan ikke føre til, at indklagede pålægges at betale erstatning herfor, idet der ikke er tale om en påregnelig følge af den begåede fejl.
Vi stemmer herefter for at tage indklagedes påstand til følge som nedenfor bestemt.
Et medlem - Poul Erik Tobiasen, der efter vedtægternes § 13 er tildelt to stemmer - udtaler:
Jeg finder, at den indgåede aftale må forstås således, at klagerens aktier skulle sælges på 3-års dagen, hvis dette ville være fordelagtigt. På grund af den fejl, som indklagede begik, fik klageren ikke mulighed herfor. Jeg finder, at indklagede under disse omstændigheder bør betale en erstatning beregnet med udgangspunkt i kursværdien af 553 stk. aktier den 30. juli 2005.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge af det anførteIndklagede skal inden fire uger til klageren betale 1.461 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 15. maj 2006. Klagen tages i øvrigt ikke til følge.