Rådgivning om valg af renteprocent.
| Sagsnummer: | 9802043/1998 |
| Dato: | 08-07-1998 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Leif Nielsen, Keld Christiansen, Per Englyst |
| Klageemne: |
Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
|
| Ledetekst: | Rådgivning om valg af renteprocent. |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren købte i 1994 et fritidshus, hvori der indestod to realkreditlån. Ingen af de indestående lån var ydet af det indklagede realkreditinstitut. Realkreditinstituttet afgav den 17. juni 1994 tilbud på et kontantlån på 518.000 kr. Lånetilbudet blev fremsendt til en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for realkreditinstituttet. Lånetilbudet var udstedt til sælgerne af fritidshuset, hvilken angivelse efterfølgende med håndskrift var rettet til klagerens navn (som køber). Af lånetilbudet fremgik det, at renten ud fra kurs 84,40 kunne beregnes til 8,774 pct. p.a. ved salg af 7 pct. obligationer. Det fremgik endvidere af lånetilbudet, at udbetaling kunne finde sted med en anden obligationsrente og -serie end den anførte, at den anførte kurs var tilbudsdagens, og at den kunne ændre sig indtil udbetalingsdagen, hvorved rente og ydelse kunne ændres. Klageren gav den 28. juni 1994 sit pengeinstitut fuldmagt til at modtage og kvittere for udbetalingen af det tilbudte lån. Ifølge fuldmagtsblanketten ønskedes der udbetaling "når der gives besked". Klagerens pengeinstitut anmodede den 15. juli 1994 realkreditinstituttet om udbetaling af lånet i 6 pct. obligationer.
Efter behandling i dagspressen af spørgsmålet om rådgivning i forbindelse med kontantlån ydet i 1994 indbragte klageren sagen for Realkreditankenævnet med påstand om, at realkreditinstituttet var erstatningsansvarlig for det tab, som klageren havde lidt i anledning af, at han som følge af manglende rådgivning i 1994 optog et kontantlån på basis af 6 pct. obligationer. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.
Nævnet lagde til grund, at realkreditinstituttet baserede sit lånetilbud på 7 pct. obligationer, men at klagerens pengeinstitut på klagerens vegne anmodede om udbetaling baseret på 6 pct. obligationer. Allerede som følge heraf fandt Nævnet, at klageren var afskåret fra at gøre et erstatningsansvar gældende mod realkreditinstituttet med henvisning til, at lånet blev udbetalt baseret på 6 pct. obligationer. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.