Afgørelse

Spørgsmål om tegning af forsikring i forbindelse med etablering af kassekredit.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren som følge af manglende oprettelse af en erhvervsevnetabsforsikring i forbindelse med etablering af en kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Efter anmodning fra klageren, der drev en personligt ejet virksomhed, bevilgede indklagede i slutningen af 1996 en kassekredit på 200.000 kr. i tilknytning til virksomhedens girokonto hos indklagede. Klageren fik i forbindelse hermed udleveret en tilmeldingsblanket til indklagedes gruppeforsikring tegnet i Forenede Gruppeliv. Det blev endvidere drøftet at overføre klagerens private engagement med et andet pengeinstitut, P, til indklagede.

Ved telefaxskrivelse af 2. december 1996 meddelte klageren, at hun ikke ønskede at overføre sit billån på grund af omkostningerne herved, og at en eventuel overførsel af hendes gevinstopsparingskonto forudsatte uændrede vilkår.

Ved skrivelse af 4. december 1996 meddelte indklagede blandt andet følgende:

"Ved vor drøftelse af overførsel til [indklagede] blev det aftalt, at Deres samlede engagement blev overført fra [P] . Dette forhold er selvfølgelig med i vor vurdering ved fastsættelsen af debetrente 11% på kassekreditten.

Efterfølgende har du sat følgende overførsel i bero:

……

Såfremt gevinstopsparingen ikke overføres til [indklagede] må vi konstatere, at forudsætningen for den aftalte rente ikke længere er til stede.

Vi vil i stedet kunne tilbyde samme kreditfacilitet, men til debetrente 10% og løbende provision 2,5% af maksimum."

Klageren besvarede skrivelsen ved telefaxskrivelse af 5. december 1996, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

"Ved endnu engang at læse brevet er jeg fortsat lidt usikker på de endelige krav, og jeg vil derfor være meget taknemmelig, hvis du vil informere mig om disse, herunder også hvad der evt. vil kunne ske, hvis min forsikringsansøgning ikke bliver godkendt."

Klageren havde og har forsat bopæl i en ejendom, som hun ejer i fællesskab med tredjemand, T. Den 15. december 1996 underskrev klageren og T en samejeoverenskomst vedrørende ejendommen. Af overenskomsten fremgår blandt andet:

"Hver part kan alene pantsætte sin ejerandel, dog kan ingen af parterne optage lån med pant i ejendommen uden den anden parts godkendelse."

Under sagen er der fremlagt kopi af en kassekreditkontrakt vedrørende en kredit på 200.000 kr. underskrevet af klageren den 22. marts 2000. Af denne fremgår bl.a.:

"Opsigelse

…[Indklagede] kan opsige kreditten med et varsel på 14 dage. Ved opsigelse fra [indklagedes] side har debitor krav på en begrundelse."

Af indklagedes almindelige betingelser for lån og kreditter til erhvervskunder fremgår bl.a.:

"5. Indfrielse, opsigelse

…[indklagede] kan opsige lånet eller kreditten til indfrielse med et varsel på 14 dage. Opsigelse kan dog ske uden varsel hvis debitors økonomiske forhold efter [indklagedes] vurdering bliver væsentlig forringet."

I 2001 blev klageren uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Klageren har under sagen fremlagt kopi af en speciallægeerklæring af 21. november 2001 herom.

Klageren gav i december 2001 indklagede meddelelse om sygdommen og forespurgte i forbindelse hermed til den gruppeforsikring, som efter klagerens opfattelse var blevet tegnet i forbindelse med etableringen af kreditten. I en skrivelse af 10. februar 2002 til indklagede fremsatte klageren et akkordforslag. Indklagede meddelte, at der ikke var oprettet en forsikring.

Ved skrivelse af 19. februar 2002 meddelte indklagede, at sagen nu var overdraget til indklagedes inkassoafdeling, "som vil kontakte dig om ca. 14 dage".

Ved skrivelse af 28. februar 2002, meddelte inkassoafdelingen, at den havde fået overdraget klagerens "opsagte engagement til videre behandling". Indklagedes tilgodehavende i henhold til kassekreditten var pr. den 26. februar 2002 opgjort til 196.345,54 kr. Indklagede havde pr. samme dato lukket girokontoen.

Ved skrivelse af 4. marts 2002 tilbød inkassoafdelingen at stille sagen i bero i 2 år på betingelse af, at klageren underskrev et frivilligt forlig vedrørende gælden, og at der blev udstedt et ejerpantebrev på 200.000 kr. i klagerens andel af ejendommen.

Parternes påstande.

Den 27. marts 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte sit krav i henhold til kassekreditten.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ved kredittens etablering konstaterede, at det på grund af samejeoverenskomsten ikke var muligt at opnå sikkerhed for kreditten i form af pant i ejendommen. Den manglende sikkerhed i ejendommen afspejlede sig i fastsættelsen af rentesatsen, som var relativt høj.

Kreditvurderingen var alene baseret på hendes arbejdsindtægt, og indklagede stillede derfor krav om en gruppeforsikring, således at indklagedes tilgodehavende var sikret i tilfælde af, at hun skulle blive uarbejdsdygtig som følge af ulykke eller sygdom. Under drøftelserne meddelte indklagede, at man kunne få svært ved at fastholde tilbudet på kassekreditten, såfremt der blev taget forbehold i forsikringen. Hun fremsendte ansøgningen til forsikringsselskabet og benyttede hertil en blanket og en fortrykt A5 kuvert med selskabets adresse og "Modtager betaler portoen", som indklagede udleverede. Indklagede burde have fulgt op på sagen og have påset, at forsikringen rent faktisk også blev tegnet. Hun forventede ikke at modtage en bekræftelse fra forsikringsselskabet, da hun opfattede forsikringen som tegnet i indklagedes interesse. Hun formodede, at indklagede selv trak præmien, som for eksempel kunne være indeholdt i den årlige "grundydelse" på kontoen.

Det fremgår af telefaxskrivelsen af 5. december 1996, at hun havde den klare opfattelse, at det var et krav til oprettelsen af kassekreditten, at forsikringsansøgningen blev godkendt. Hendes bekymring gik på, at hun på et tidspunkt havde pådraget sig en hjernerystelse, som havde givet anledning til et forbehold i en anden forsikring. Hendes nuværende sygdom har intet med hjernerystelsen at gøre, hvorfor selv et forbehold i forsikringen ikke ville have givet problemer i forhold til hendes aktuelle situation. En anden forsikring, som hun har tegnet, har anerkendt sygdommen som erstatningsberettiget på baggrund af den fremlagte speciallægeerklæring.

Indklagede svarede ikke på telefaxskrivelsen af 5. december 1996, men stillede blot kreditten til rådighed, hvorfor hun gik udfra, at forsikringen var blevet godkendt.

Ved henvendelsen i december 2001 ønskede hun oplyst, om hun på baggrund af prognosen for hendes sygdom kunne få udbetalt forsikringen og blev chokeret, da indklagede meddelte, at forsikringen aldrig var trådt i kraft. Indklagede erkendte et ansvar for den manglende forsikring og lovede at undersøge andre muligheder, herunder en akkordordning.

Forsikring mod erhvervsevnetab, herunder udbetaling af invalidesum, indgår i Forenede Gruppelivs produktoversigt, og indklagede burde have påset, at denne relevante forsikring blev tegnet i henhold til hendes ansøgning herom.

Da en anden forsikring er kommet til udbetaling, må det antages, at forsikringen via indklagede i givet fald også ville være kommet til udbetaling.

Da indklagede hidtil har erkendt, at det ikke er muligt at opnå pant i ejendommen er hun uforstående over for, at der nu rejses krav herom.

Det er uacceptabelt, at indklagede undlod at fremsende en begrundet opsigelse af kassekreditten, som ikke var misligholdt, og at indklagede uden varsel lukkede girokontoen, hvilket indebærer at indbetalinger returneres til afsender.

Indklagede har anført, at kreditten blev etableret uden sikkerhed i ejendommen, idet samejeoverenskomstens bestemmelse om samtykke vanskeliggjorde dette. At indklagede på nuværende tidspunkt forsøger at etablere sikkerhed i ejendommen skyldes alene klagerens ønske om at få gælden stillet i bero i en periode.

Rentesatsen var et resultat af sædvanlig prissætning med udgangspunkt i forretningsomfanget, klagers bonitet og den manglende sikkerhed.

Der blev ikke stillet krav om tegning af forsikring. I givet fald ville kreditten først være blevet stillet til rådighed, når sikkerheden var etableret.

Det er sandsynligt, at tegning af en gruppelivsforsikring har været drøftet i forbindelse med kredittens etablering, men ikke som en betingelse herfor. Det er formentlig i denne forbindelse, at klageren har fået udleveret en forsikringsansøgning. Indklagede hørte dog ikke videre i denne forbindelse og har ej heller rykket herfor.

Forenede Gruppeliv har på indklagedes forespørgsel oplyst, at man ikke har modtaget en begæring fra klageren.

Klageren burde være klar over, at forsikring ikke var tegnet, idet hun hverken har fået en bekræftelse herpå eller har betalt præmie.

I tilknytning til indklagedes gruppelivsforsikring er det alene muligt at tegne erhvervsevnetabsforsikring med løbende udbetaling. På den baggrund anvendes erhvervsevnetabsforsikringer ikke som sikkerhed.

Sagen blev overdraget til inkassoafdelingen med henblik på en stillingtagen til klagerens akkordansøgning. Engagementet blev opsagt ved skrivelsen af 28. februar 2002.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at der i forbindelse med etableringen af kassekreditten i 1996 blev indgået aftale om tegning af en erhvervsevnetabsforsikring. Klageren måtte endvidere indse, at forsikringen rent faktisk ikke blev tegnet, navnlig henset til at klageren hverken modtog en bekræftelse på forsikringen eller blev opkrævet præmie. Der er herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar for den manglende tegning af forsikring.

Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre at indklagede er forpligtet til, at frafalde eller nedsætte sit krav.

Det må lægges til grund, at indklagede på baggrund af klagerens ændrede økonomiske situation, herunder klagerens akkordforslag, var berettiget til at opsige kassekreditten. I februar 2002, hvor engagementet overgik til inkasso, var kassekreditten imidlertid ikke misligholdt, og Ankenævnet finder, at indklagede burde have fremsendt en formel og begrundet opsigelse til klageren. Den anvendte fremgangsmåde har imidlertid efter det oplyste ikke haft økonomiske konsekvenser for klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.