Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse for betalingstransaktioner med tilknyttet kreditkort.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om klagerens hæftelse for træk med et MasterCard.

Sagens omstændigheder.

Klageren blev primo 2000 kunde hos indklagede. I februar ydede indklagede klageren en privat kredit med en trækningsret på 45.000 kr. (konto -950). Til kreditten blev der knyttet et Visa/Dankort.

Klageren, der er bosiddende i Irland, stiftede anpartsselskabet U, hvori han var direktør og anpartshaver. U skulle drive virksomhed i Irland. Af en skrivelse af 25. februar 2000 til U om etablering af et engagement med indklagede, fremgår blandt andet:

"Det er enten [U] eller dig privat, der låner kapitalen. Hvem det bliver, må afklares i samråd med revisor. Hvis lånet etableres i [U], skal der være selvskyldnerkaution af dig samtidig med, at anparterne transporteres til [indklagede]."

I april 2000 blev der for U etableret en driftskonto (-290) hos indklagede. Omkring samme tidspunkt pantsatte klageren anparterne i U til sikkerhed for sine forpligtelser af enhver art over for indklagede vedrørende blandt andet kassekreditten. Indklagede ydede U et valutalån på modværdien af 500.000 DKK. Klageren stillede sikkerhed over for indklagede i form af kaution samt pantsætning af et ejerpantebrev samt en livsforsikringspolice.

Den 12. maj 2000 blev der etableret et MasterCard tilknyttet U's driftskonto. Samtidig blev der etableret et MasterCard tilknyttet klagerens kassekredit.

Af sagen fremgår, at baggrunden for etableringen af MasterCard'et til klagerens kassekredit var, at selskabets MasterCard alene gav adgang til et månedligt træk på 30.000 kr., hvilket klageren anså for problematisk.

Under sagen er fremlagt kopi af en e-mail-korrespondance mellem klageren og indklagede i perioden 19. februar 2001 til 7. februar 2002. Heraf fremgår blandt andet klageren og indklagedes overvejelser om, hvorledes U's træk på driftskontoen kunne afvikles. Klageren har blandt andet fremhævet, at han i en mail af 24. september 2001 anførte, at trækket på den private kassekredit skyldtes, at denne blev brugt som "gennemgangskonto", da der var problemer med kreditkortet til erhvervskontoen. I en mail af 13. november 2001 anførte klageren:

"Det er klart, at det personlige roderi omkring mine privat konti brugt som betalings kanal for selskabet først og aldeles må afklares til fuld tilfredsstillelse."

I en mail af 5. februar 2002 anførte klageren, at hans private kreditkort med indklagedes "velsignelse og tilladelse" var blevet brugt som kanaliseringsmedie på vegne af U, og at ideen var at overføre penge fra selskabets konto til hans private konto.

Ved skrivelse af 11. februar 2002 meddelte indklagede, at klagerens private engagement var opsagt til fuld indfrielse pr. 1. marts 2002 svarende til et skyldigt beløb på ca. 280.000 kr.

Af sagen fremgår, at selskabet U i andet halvår 2002 blev taget under konkursbehandling / tvangsopløsning.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. november 2003 indbragt sagen for Ankenævnet. Klageren har nedlagt følgende påstand:

"1. At Banken ifølge mine instrukser, fjerner fra privat konto, den del af gælden som ikke vedrører mig 2. At banken derved tillader mig at indfri min personlige overtræk (anslået til Dkr. 50,000) 3. At Banken erkender at den bevist har forhindret mig, som privat konto, at opgøre mit privat forbrug på kontoen, da banken havde til hensigt at bruge enhver indbetaling til inddækning af andre ikke sikrede mellemværende banken havde med [U]. 4. At banken derfor ikke har krav på nogen former for renter eller dækning af andre omkostninger. 5. At banken på skrift garanterer at man ikke baseret på denne sag, ikke har ret til at indskrive mig hos RKI eller nogen anden form for register."

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det var vanskeligt for ham at opnå disposition over U's midler som følge af den månedlige begrænsning på MasterCard'et på 30.000 kr., og da han opholdt sig i Irland størstedelen af tiden. Han forelagde problemet for indklagede, som oplyste, at det ikke var muligt at fjerne eller forhøje beløbsbegrænsningen. Han kunne i stedet få udstedt et supplerende kort, der skulle tilknyttes hans private konto, da der ikke kunne være mere end et kort pr. konto. Trækket på hans private konto skulle udlignes med jævne mellemrum.

Den fremlagte e-mail-korrespondance støtter hans opfattelse af baggrunden for etableringen af det yderligere kort.

Han indgik en klar aftale med indklagedes medarbejder om, at de beløb, der blev trukket på vegne U via kortet på hans private konto, skulle udlignes ved overførsel fra selskabets konto. Dette skulle ske på hans anmodning, og der var ikke fra indklagedes side noget krav om specifik dokumentation for disse transaktioner.

Han havde imidlertid ikke adgang til selv at foretage overførsler, eftersom han opholdt sig i udlandet. Det var derfor op til indklagede at forestå udligningen mellem kontiene.

Da klagen udelukkende omhandler misbruget af hans private konto og hans forhold til indklagede som privatkunde, har Ankenævnet kompetence til at behandle klagen.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen primært angår det erhvervsmæssige engagement med selskabet U. Ankenævnet bør derfor afvise klagen under henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren hæfter for trækket med MasterCard'et på den personlige konto. Man har på intet tidspunkt hverken udtrykkeligt eller stiltiende accepteret eller anerkendt, at U i forhold til indklagede uden videre skulle hæfte for træk på den private kredit foretaget ved klagerens anvendelse af Visa/Dankort eller MasterCard.

Det var en forudsætning fra starten, at klageren selv måtte forestå udligning mellem U's konto og sin private konto, og det forudsatte en positiv saldo på selskabets konto. Saldoen på denne konto var imidlertid negativ under det meste af forløbet, bortset fra et kortere tidsrum umiddelbart efter engagementets etablering. Træk på selskabet konto blev alene bevilget som overtræk.

Klageren har ikke dokumenteret, at hævningerne foretaget med de private kort blev foretaget på vegne U. Indklagede har på intet tidspunkt modtaget regnskabsmateriale for selskabet eller anden skriftlig dokumentation, der dokumenterer eventuelle mellemregninger mellem selskabet og klageren.

Det må have stået klageren klart, at indklagede ikke ville acceptere udokumenterede mellemregninger mellem selskabet og hans private konti udelukkende baseret på klagerens angivelse af beløb, som han via træk på sit private MasterCard skulle have afholdt på vegne selskabet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, jf. stk. 3.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren med indklagede indgik aftale om, at træk med Mastercard'et tilknyttet hans private kassekredit ikke skulle medføre en personlig hæftelse for ham, således at alene U hæftede for disse træk.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at undlade indberetningen til RKI i henhold til de regler, der gælder for dette register. Herved bemærkes, at klager over registrering hos RKI ikke kan ske til Ankenævnet, men skal ske til Datatilsynet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.