Afgørelse

Indledning.

Under denne sag har klagerne gjort indsigelse mod størrelsen af indklagedes krav i henhold til to lån.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er dels A, der frem til 1994 drev erhvervsmæssig virksomhed som murer, dels A's mor og bror.

Ved gældsbrev af 18. maj 1993 ydede indklagede A's mor og bror hver et lån på 105.000 kr. Lånene blev anvendt til finansiering af et anpartsselskab, gennem hvilket A skulle drive virksomhed som murer. Af gældsbrevene fremgår bl.a.:

Af gældsbrevenes generelle bestemmelser fremgår bl.a.:

"2. Foruden det skyldige beløb, renter og provision samt portoudgifter kan banken kræve særskilt betalt af debitor:

a. bankens udgifter i tilfælde af lånets misligholdelse, herunder et af banken fastsat gebyr for rykkerskrivelser,

.....

e. en af banken fastsat morarente/overtræksprovision for restancer/overtræk."

A påtog sig kaution for lånene, og anparterne blev lagt til sikkerhed.

Ca. et år efter lånenes etablering blev virksomheden afviklet.

Den 25. august 1994 underskrev A's mor og bror et tillæg til gældsbrevene. Af tillæggene fremgår:

"ÆNDRING AF AFVIKLINGSAFTALE

Nærværende lån afvikles fremover med en månedlig ydelse på kr. 2.500,-, første gang den 01.09.1994.

Ydelsen kan, såfremt der er dækning på kontoen, hæves på konto nr. [... 301-6], tilhørende [A].

Låneaftalens øvrige vilkår og betingelser er uændret gældende."

A tiltrådte tillæggene med sin underskrift.

Klagerne har anført, at tillæggene blev underskrevet i forbindelse med et møde med indklagede s.d., hvor gælden i henhold til de to lån opgjort til i alt 210.000 kr., idet renterne løbende var betalt. Det blev aftalt, at et indestående på 30.244 kr. på en sikringskonto hos indklagede skulle anvendes til nedskrivning af gælden, som herefter var 179.256 kr. A, der skulle afvikle gælden, tilbød 4.000 kr. pr. måned over fem år. Da indklagede alene kunne acceptere en afvikling med 5.000 kr. månedligt over fire år, blev dette aftalt. Renten skulle være fast 15% p.a. Indklagede har bestridt, at en afviklingsperioden på 4 år blev drøftet, og at der blev aftalt fast rente.

Klagerne har under sagen fremlagt en af deres advokat indhentet erklæring af 28. oktober 1998 fra en revisor, der deltog i mødet den 25. august 1994. Erklæringen støtter klagernes fremstilling af det aftalte på mødet og er vedlagt en beregning, der viser, at et lån på 179.756,25 kr. til fast rente 15% p.a. med månedlig rentetilskrivning og med en ydelse på 5.000 kr. månedligt ville være afviklet på fire år.

Endvidere har klagerne fremlagt en beregning foretaget af et andet pengeinstitut den 9. oktober 1998, der viser, at et lån med hovedstol på 180.000 kr. med pålydende rente på 15%, kvartårlig rentetilskrivning og med en ydelse på 5.000 kr. vil være afviklet på fire år.

Den 15. juli 1996 krediterede indklagede på baggrund af en henvendelse fra klagernes advokat lånene for beløbet vedrørende sikringskontoen på 30.243,76 kr. Den 30. september 1996 blev den tilskrevne rente af beløbet for perioden 1. september 1994 til 16. juli 1996 på 863,16 kr. krediteret lånene.

Ved skrivelse af 16. december 1998 til klagernes advokat oplyste indklagedes advokat, at indklagede var indforstået med at meddele en rentedekort på i alt 10.003,12 kr., fordelt med 5.001,56 kr. på hvert lån, svarende til at indeståendet på sikringskontoen var blevet krediteret lånene den 1. september 1994.

Ifølge årsudskrifter pr. 31. december 1998 var restgælden i henhold til de to lån i alt 74.720,65 kr. fordelt med 37.810,24 kr. på moderens lån og 36.910,41 kr. på broderens lån.

Rentedekorten, jf. skrivelsen af 16. december 1998, fremgår ikke af de kontoudskrifter, der er fremlagt under sagen.

Indklagede har oplyst, at lånene er blevet forrentet med følgende rentesatser:

Indklagede har af restancer som følge af for sen eller manglende betaling af ydelser beregnet sig et rentetillæg (overtræksrente) på 9 procentpoint, ligesom der er opkrævet rykkergebyrer.

Ifølge indklagede er lånene i perioden 1994-1998 blevet afviklet med 41 ydelser af 5.000 kr. fordelt med 2.500 kr. på hvert lån.

A har oplyst, at han har indbetalt i alt 42 ydelser à 5.000 kr., men har ikke i fuldt omfang kunnet fremlægge dokumentation herfor.

Parternes påstande.

Den 18. december 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet og har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at den samlede gæld i henhold til de to lån højest udgør ca. 30.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de på grundlag af aftalen med indklagede af august 1994 berettiget kunne forvente, at gælden i henhold til de to lån var afviklet efter 48 måneder, jf. de fremlagte beregninger vedrørende afviklingsbeløbet. Det fastholdes, at A har indbetalt 42 ydelser, hvorfor de højest kan anerkende en samlet restgæld på ca. 30.000 kr. Da der var aftalt en fast rente på 15% p.a., har indklagede ikke været berettiget til at beregne sig en højere rentesats. Den månedlige rentetilskrivning har medført en forøgelse af den i forvejen høje renteberegning. Dette er urimeligt og er ikke blevet særligt fremhævet over for dem. Beregningen af overtræksrenten er sket uden hjemmel. De var ikke bekendt med hverken overtræksrenten eller gebyrerne. De faktisk tilskrevne renter, overtræksrenter og gebyrer står i misforhold til de renteangivelser, der fremgår af revisorens beregning af afviklingsforløbet. Da de ikke har modtaget meddelelse om ændringerne i afviklingsvilkårene, har de ikke haft mulighed for at gøre indsigelse tidligere.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det af tillæggene til gældsbrevene fremgår, at vilkårene og betingelserne for lånene fortsat skulle være gældende. Renten på tidspunktet for afviklingsaftalens indgåelse var 15%, og det forhold, at renten var variabel, har ikke forårsaget nævneværdige afvigelser i afviklingsmønstret. På trods af usikkerhed om, hvorvidt man var forpligtet hertil, har man indvilget i at stille klagerne, som om beløbet på 30.243,75 kr. var blevet krediteret lånene den 1. september 1994. Den væsentligste årsag til, at der herefter fortsat består en restgæld er de udeblevne ydelser og deraf følgende overtræksrenter og rykkergebyrer. Man har ved en minutiøs gennemgang af lånene konstateret, at der kun er betalt 41 ydelser, og beregningen af restgælden på lånene er korrekt. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at lånene vedrører et erhvervsmæssigt forhold og derfor falder uden for Ankenævnets kompetence.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagen vedrører den afvikling af to lån, som har fundet sted, efter at den erhvervsvirksomhed, som lånene i sin tid skulle finansiere, var ophørt, Ankenævnet finder derfor ikke, at klagen bør afvises.

Der er ikke grundlag for at antage, at der i forbindelse med indgåelsen af afviklingsaftalen den 25. august 1994 blev indgået aftale om en fast rente på 15% p.a. i afviklingsperioden. Selv om det blev aftalt, at A skulle forestå betalingen af ydelserne, indestod moderen og broderen som debitorer på lånene for, at ydelserne blev betalt rettidigt.

Det er i tillægget fastslået, at låneaftalens øvrige vilkår og betingelser var uændret gældende, hvorfor den månedsvise tilskrivning af rente samt opkrævningen af overtræksrente for restancer og gebyr for rykkerskrivelser ikke kan anses for uberettiget, jf. gældsbrevets bestemmelser herom.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Allan Petersen og Bjarne Lau Pedersen - finder ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte overtræksrentesatsen som urimelig.

2 medlemmer - Inge Frølich og Leif Nielsen - finder, at en overtræksrentesats på 9% p.a. overstiger det rimelige, og stemmer derfor for at nedsætte den til 6% p.a.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke, at det kan lægges til grund, at der er indbetalt mere end 41 ydelser på lånene i perioden 1994-1998, og under hensyn til det ovenfor anførte finder Ankenævnet ikke grundlag for at betvivle indklagedes opgørelse af restgælden på lånene. Ankenævnet finder dog anledning til at bemærke, at det ikke af de foreliggende kontoudskrifter fremgår, at klagerne rentemæssigt er blevet stillet, som om indeståendet på sikringskontoen var blevet krediteret lånene den 1. september 1994.

Som følge heraf