Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Etablering af fuldmagt ved udlændings oprettelse af konto. Spørgsmål om fuldmagtens gyldighed.

Sagsnummer: 67 /2001
Dato: 03-07-2001
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Fuldmagt - gyldighed
Konto - dispositionsforhold
Ledetekst: Etablering af fuldmagt ved udlændings oprettelse af konto. Spørgsmål om fuldmagtens gyldighed.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører en udlændings oprettelse af en konto og en samtidig etableret kontofuldmagt.

Sagens omstændigheder.

Klageren under denne sag er udlænding og bosiddende i Rusland.

Den 7. juli 1999 oprettede klageren under et ophold i Danmark en konto i indklagedes Glostrup afdeling.

Klageren har anført, at en dansker, T, i det firma, som han havde kontakt med, bistod ham ved kontoens oprettelse. Han forstår og taler ikke dansk.

I forbindelse med kontoens oprettelse underskrev klageren en blanket, hvorefter T fik fuldmagt til kontoen.

Klagerens konto blev ført i USD. Ved kontoens oprettelse indsatte klageren 9.000 USD.

Den 31. marts 2000 udbetalte indklagede 8.610,39 USD svarende til 67.000 DKK til T. Den 11. august 2000 udbetalte indklagede yderligere 299,38 USD til T, hvorefter kontoen udgik.

Parternes påstande.

Klageren har den 23. februar 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de hævede beløb til kontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at som følge af, at han ikke taler dansk, virkede T som oversætter i forbindelse med kontoens oprettelse. T forsikrede ham om, at de dokumenter, som han underskrev, blot var underskriftsprøver. Han var ikke klar over, at der var tale om en fuldmagt.

Indklagede har anført, at hævningerne på klagerens konto blev foretaget af T i henhold til den afgivne fuldmagt.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ved kontoens oprettelse den 7. juli 1999 underskrev klageren en erklæring, hvorefter han gav den person T, som medvirkede ved oprettelsen, fuldmagt til at disponere over kontoen. Selv om klageren ikke måtte have været klar over, at han afgav denne fuldmagt, og der således eventuelt måtte være udvist svig af T, kan dette forhold ikke gøres gældende over for indklagede, da der ikke er grundlag for at fastslå, at indklagede ved klagerens afgivelse af fuldmagten eller på de tidspunkter, da T i henhold til fuldmagten hævede på kontoen, var eller burde have været bekendt med, at der ikke forelå en gyldig fuldmagt, jf. herved aftalelovens § 30, stk. 1.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.