Valutaterminsforretning, risiko for tab. Indgåelse af forretning i yen.
| Sagsnummer: | 62/1992 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
Terminsforretninger - lukning Terminsforretninger - rådgivning |
| Ledetekst: | Valutaterminsforretning, risiko for tab. Indgåelse af forretning i yen. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 13. april 1989 bevilligede indklagedes Odense afdeling et tabslimit på 300.000 kr. til klager A for valutaterminsforretninger. Til sikkerhed håndpantsatte klager B pantebreve med en kursværdi på 410.000 kr. Samtidig gav klager A skriftlig fuldmagt til klager B til at indgå valutaterminsforretningerne i klager A's navn og for klager A's regning og risiko. Afdelingen indgik herefter en række terminsforretninger, som alle bekræftedes ved klager A's underskrift.
Den 27. juli 1989 blev tabslimit forhøjet med 30.000 kr. til 330.000 kr. mod yderligere sikkerhedsstillelse i form af pantebreve til nom. værdi af 60.000 kr. Den 28. september 1989 blev tabslimit påny forhøjet med 70.000 kr. til 400.000 kr. Til sikkerhed herfor håndpantsatte klager B en konto ført hos indklagede med et indestående på 70.000 kr. hidrørende fra fortjeneste på valutaterminsforretninger. Den 16. oktober 1989 forhøjedes tabslimit på ny med 18.000 kr. til 418.000 kr. mod sikkerhed i et yderligere indestående på 36.000 kr. på den klager B tilhørende konto. Ved skrivelse af 29. november 1989 til klager A meddelte afdelingen, at klageren ved opgørelse af de løbende forretninger skulle indbetale ca. 403.000 kr., men at terminsforretningerne i henhold til aftale fortsatte uændret.
Den 22. januar 1990 underskrev klager A en aftale vedrørende terminsforretninger, ifølge hvilken indklagede stillede et limit på valutakursrisiko i forbindelse med klagerens valutaterminsforretninger op til modværdien af 418.000 kr. til klagerens rådighed. Det var i kontrakten anført:
"Jeg er opmærksom på, at min tabsrisiko ikke er begrænset til ovenstående limit for valutarisici, hvorfor [indklagede] bemyndiges til at belaste min konto nr. [...] for det beløb, der måtte konstateres som tab.
Jeg er endvidere blevet gjort opmærksom på de ret betydelige risici i form af tab, valutaterminsforretningerne kan medføre."
Henholdsvis den 13. februar og den 3. juli 1991 afholdtes møder i afdelingen om klagernes engagement. Den 1. august 1991 underskrev klager A påny en aftale vedrørende valutaterminsforretninger, ifølge hvilken indklagede stillede et maximum for valutaterminsforretninger på 8.360.000 kr. med et maximum for kursdifferencerisiko på 418.000 kr. til klagerens rådighed.
Den 12. september 1991 realiseredes pantebreve for 160.000 kr. til nedbringelse af de tabsgivende terminsforretninger. Den 6. december 1991, efter at valutaterminsforretningerne havde udviklet sig med yderligere tab, foreslog afdelingen klagerne en lukning af terminsforretningerne og afvikling af restengagementet ved realisation af de pantsatte pantebreve.
Klagerne kunne ikke tilslutte sig dette forslag og anmodede ved skrivelse af 24. december 1991 indklagede om at tilbageføre ca. 500.000 kr. til dækning af tab ved de indgåede valutaterminsforretninger. Ved skrivelse af 17. januar 1992 meddelte afdelingen klagerne, at gælden i alt androg 553.911,17 kr., og anmodede klagerne om at meddele, hvornår de ønskede at underskrive et lånedokument svarende til saldoen på sikringskontoen samt debetrente fra den 10. januar 1992.
Efter yderligere brevveksling mellem klagerne og indklagede har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klagerne det tab, de har lidt ved valutaterminsforretningerne. Klagerne har opgjort tabet til 426.476 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de i 1984 afhændede deres ejendom og i den forbindelse modtog nogle pantebreve, som blev indlagt i åbent depot hos indklagede. I foråret 1989 blev klagerne telefonisk kontaktet af en medarbejder i indklagedes Odense afdeling, som foreslog klagerne at indgå i valutaterminsforretninger.
Klagerne blev oplyst om, at der var en betydelig chance for gevinst, mens tabsrisiko meget kort blev berørt som noget i størrelsesordenen "nogle få hundrede kroner", som dog aldrig skulle afregnes, da man altid kunne "forlænge sig ud af det". Efter at valutaterminsforretningerne i maj 1989 var begyndt at blive tabsgivende, rettede klagerne adskillige gange henvendelse til afdelingen og anmodede den om at standse forretningerne. Indklagedes medarbejdere afviste imidlertid dette med henvisning til, at tabet ville blive indvundet ved forlængelse af forretningerne. I den forbindelse anførte medarbejderne, at klagerne havde større chance for at genindvinde tabet ved at hæve limit. Tabet voksede imidlertid frem til årsskiftet 1989/90, hvor det udgjorde ca. 500.000 kr. Klagerne var ikke bekendt med vilkårene for valutaterminsforretningerne, før de blev præsenteret for kontrakten af 22. januar 1990, og da var det for sent. Klagerne er ikke ved påbegyndelsen af valutaterminsforretningerne i foråret 1989 i tilstrækkelig grad blevet gjort opmærksom på den tabsrisiko, der var forbundet hermed.
Indklagede har anført, at der, forinden aftalen blev indgået den 13. april 1989, blev afholdt et møde, hvor såvel gevinstmuligheder som risici blev grundigt gennemgået, ligesom indklagedes brochure vedrørende "almindelige betingelser for valutaterminsforretninger" blev udleveret. Klagerne har fuldt ud været bekendt med de vilkår, under hvilke valutaterminsforretningerne blev indgået. Indklagede bestrider, at medarbejdere i afdelingen skulle have forhindret, at de indgåede terminsforretninger kunne standses, eller at klagerne skulle være blevet overtalt til at fortsætte med garanti for, at tabet ville blive dækket.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at den rådgivning, der blev ydet af indklagedes medarbejdere i forbindelse med aftalens indgåelse, har været fejlagtig eller mangelfuld på en sådan måde, at der kan pålægges indklagede erstatningsansvar over for klagerne, der selv måtte være klar over, at arrangementet var forbundet med risiko for tab.
Det findes heller ikke godtgjort, at medarbejderne har afvist at efterkomme anmodninger fra klagerne om lukning af forretninger eller har garanteret, at opståede tab kunne genvindes ved fortsættelse af forretningerne, eller at yderligere tab ikke kunne opstå. Det må således lægges til grund, at medarbejderne i perioden fra maj til december 1989 alene rådede klagerne til at fortsætte forretningerne, og der findes ikke at være grundlag for at fastslå, at der ved denne rådgivning er begået fejl, som kan medføre erstatningsansvar for indklagede. Det bemærkes herved, at klagerne måtte indse, at rådgivningen var baseret på forventninger til kursudviklingen, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at de derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.