Omprioritering. Realisation af sikkerhed, stillet for trediemands gæld uanset afdragsaftale med skyldneren.
| Sagsnummer: | 50/1989 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - realisation
|
| Ledetekst: | Omprioritering. Realisation af sikkerhed, stillet for trediemands gæld uanset afdragsaftale med skyldneren. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 23. maj 1986 meddelte indklagedes Air Terminal afdeling klageren, at sagen vedrørende omprioritering af hendes ejendom i forbindelse med salg var afsluttet, og at kontoen udviste en saldo i hendes favør på 60.203,83 kr., hvilket beløb var krediteret hendes konto i afdelingen. Skrivelsen var ifølge sit indhold vedlagt to indfriede veksler samt kreditforeningsafregninger, aflyste pantebreve og skøde m.v.
Den 24. juni 1986 underskrev klageren en påtegning på et dokument, der indeholdt en opstilling over lånesagens forløb ved angivelse af de debet- og kreditposteringer, der var foretaget i sagens anledning. Det fremgik af påtegningen, at klageren anerkendte modtagelsen af den opstillede afregning og af de dermed fremsendte bilag, ligesom hun erklærede sig enig i indholdet af afregningen.
Ved skrivelse af 15. juli 1986 til Kreditforeningen Danmark bemærkede købernes advokat, at der fortsat henstod ikke indfriede kreditforeningslån i ejendommen, som imidlertid ifølge skødet var køberne uvedkommende. Afdelingen debiterede herefter klagerens konto for restgælden.
Klageren havde endvidere kautioneret for sin datters engagement med indklagede, og ved skrivelse af 2. juni 1988 meddelte- indklagedes advokat, at engagementet, som var misligholdt, var taget til inkasso, hvorfor indklagede ville søge sig fyldestgjort i terminsydelserne fra de pantebreve, som klageren havde stillet til sikkerhed for engagementet.
Efter brevveksling med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dokumentere rigtigheden af de posteringer, man har foretaget i forbindelse med ekspeditionen af omprioriteringssagen samt om, at indklagede tilpligtes at afskrive de terminsydelser, som udredes af de af hende til indklagede deponerede pantebreve, på hendes eget engagement med indklagede i stedet for som sket på hendes datters engagement med indklagede. Klageren har herudover rejst spørgsmål om indklagedes ekspedition af en udbetaling, som hun foretog i Puerto Rico på sit internationale credit card.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse overfor de af klageren nedlagte påstande og har afgivet en redegørelse om det af klageren rejste spørgsmål.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand for så vidt angår spørgsmålet om omprioriteringssagen gjort gældende, at klageren ved påtegning af 24. juni 1986 har godkendt rigtigheden af de af indklagede indtil da foretagne dispositioner. Det lån, som købernes advokat i skrivelsen til kreditforeningen omtalte, var i forbindelse med en tidligere omprioriteringssag ved en af kreditforeningen begået fejl blevet modregnet i provenuet fra det dengang nyoptagne lån. Da fejlen blev konstateret, berigtigede kreditforeningen den ved fremsendelse af det fejlagtigt tilbageholdte beløb til kredit for klagerens konto. Det pågældende pantebrev var dog allerede blevet aflyst af tingbogen, selvom fordringen ikke rettelig skulle indfries. Da fordringen ikke vedrørte køberne, debiterede indklagede klagerens konto med 69.816,28 kr. til indfrielse af kreditforeningslånet. Dette medførte et overtræk på klagerens konto på ca. 95.000 kr. Klageren, der var indforstået hermed, underskrev senere et lån hos indklagede på 100.000 kr. til inddækning af overtrækket.
Med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af de løbende terminsydelser til nedbringelse af klagerens datters engagement med indklagede har indklagede gjort gældende, at klagerens datters engagement allerede i marts 1988, på hvilket tidspunkt gælden udgjorde ca. 100.000 kr., blev sendt til inkasso, og at man derfor har været berettiget til som sket primært at benytte terminsbetalingerne til nedskrivning af dette engagement, uanset at der under under inkassationen var indgivet aftale om en afdragsordning på 200 kr. månedlig med klagerens datter.
Med hensyn til det af klageren rejste spørgsmål vedrørende udbetaling på hendes credit card, har indklagede oplyst, at det kontonummer, der er anført på hævebilaget, tilhører hendes daværende arbejdsgiver. Da checken kom frem, debiterede indklagede derfor arbejdsgiverens konto for beløbet. Arbejdsgiveren nægtede imidlertid at honorere udbetalingen, hvorfor indklagede den 20. januar 1987 tilbageførte beløbet. Klageren havde dog sideløbende hermed uden at advisere arbejdsgiveren gennem en anden af indklagedes afdelinger indbetalt beløbet på arbejdsgiverens konto. Den 22. maj 1987 anmodede arbejdsgiveren indklagede om at tilbageføre beløbet til klagerens konto. Det rentetab, som klageren derved har lidt, må indklagede uvedkommende og alene et spørgsmål mellem klageren og hendes arbejdsgiver.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ved sin påtegning den 24. juni 1986 erklæret sig enig i den af indklagede foretagne afregning vedrørende den foretagne omprioritering og har efter afdelingens indfrielse af kreditforeningslånet underskrevet et gældsbrev vedrørende et lån på 100.000 kr. Klageren findes på denne baggrund ikke nu uden angivelse af konkrete indsigelser at kunne kræve yderligere dokumentation for misligheden af de foretagne posteringer.
Aftalen med klagerens datter om betaling af 200 kr. månedlig på dennes engagement på ca. 100.000 kr. med indklagede findes ikke at have afskåret indklagede fra som sket at afskrive terminsydelserne vedrørende de af klageren deponerede pantebreve på datterens engagement, som pantebrevene lå til sikkerhed for.
Klageren har vedrørende den omhandlede betaling ved creditcard intet anført, som kan begrunde et ansvar for indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.