Inkassorente. Oplysning om renter og restgæld.
| Sagsnummer: | 503/1990 |
| Dato: | 26-10-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - overtræk
|
| Ledetekst: | Inkassorente. Oplysning om renter og restgæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånedokument af 4. april 1986 ydede indklagedes Bagsværd afdeling klagerne et lån på 78.500,- kr. Provenuet anvendtes dels til indfrielse af et kviklån hos indklagede, dels til betaling af restskat.
Den 14. september 1986, da lånet var nedbragt til 77.018,25 kr., forhøjedes det ved tillæg til gældsbrevet med 14.981,75 kr. til i alt 92.000,- kr. Til sikkerhed for hele lånet håndpantsatte klagerne et ejerpantebrev på 125.000,- kr. Renten, der i henhold til gældsbrevet var variabel, var på forhøjelsestidspunktet 13,5% p.a. Den månedlige ydelse blev forhøjet til 1.410 kr.
I gældsbrevet hedder det umiddelbart foran låntagernes underskrift:
"For lånet gælder iøvrigt Sparekassens almindelige lånebetingelser, som jeg har modtaget sammen med en kopi af gældsbrevet, og som udgør en integreret bestanddel af gældsbrevet."
I de almindelige lånebetingelser hedder det i pkt. 13 om misligholdelse m.v. bl.a.:
"Som følge af misligholdelsen beregnes et gebyr for fremsendelsen af påkrav, ligesom der beregnes morarenter af forfaldne ikke betalte ydelser efter Sparekassens regler herom."
I pkt. 21 i lånebetingelserne hedder det:
"Debitor er i øvrigt bekendt med indholdet af Sparekassens almindelige forretningsbetingelser."
I indklagedes almindelige forretningsbetingelser hedder det bl.a.:
"4. Sparekassen fastsætter til enhver tid de betingelser og satser, der gælder vedrørende renteregulering, provisioner og gebyrer."
(.............)
"5. Udover de i pkt. 4 nævnte ydelser er sparekassen berettiget til at kræve betalt af kunden:
(.............)
- sparekassens udgifter i tilfælde af kundeforholdets misligholdelse herunder et af sparekassen fastsat gebyr for udsendelse rykkerskrivelser, juridisk bistand m.v.
- en af sparekassen fastsat overtræksrente, provison eller morarente såfremt en konto kommer i overtræk eller i restance eller udnyttes i strid med indgåede aftaler med sparekassen."
Den 4. oktober 1988 blev den pantsatte ejendom solgt på tvangsauktion. Det til indklagede pantsatte ejerpantebrev opnåede ikke dækning.
I august 1989, da restgælden udgjorde 95.292,17 kr., overgav indklagede lånet til en advokat til inkasso, og samtidig forhøjedes rentesatsen på lånet til indklagedes inkassorentesats, som da var 19% p.a.
Ved skrivelse af 13. september 1989 anmodede indklagedes advokat klagerne om at indbetale 98.713,69 kr. på lånet. Beløbet var opgjort således, at 95.292 kr. udgjorde lånets restgæld, 402,34 kr. påløbne renter og 3.019,35 kr. inkassoomkostninger.
Efter at have brevvekslet med indklagedes advokat vedrørende størrelsen af renter og restgæld, har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fremkomme med en opgørelse af tilskrevne renter og restgæld, at indgå en rimelig afdragsordning med klagerne samt at nedsætte den anvendte rentesats.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, men har oplyst, at indklagede er villig til at indgå en afdragsordning med klagerne, hvilket midlertid forudsætter, at lånet afdrages.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at lånet i 1986 udgjorde 92.000,- kr., og at restgælden i forbindelse med at kravet blev overgivet til inkasso i 1989 udgjorde 98.713,- kr. til trods for, at klagerne i den mellemliggende periode havde indbetalt 40.899,- kr. på lånet. På årsopgørelsen pr. 1. januar 1990 var restgælden oplyst til 100.000,- kr. I indklagedes skrivelse af 19. februar 1991 er restgælden anført til 116.767,63 kr., og i forbindelse med sagens behandling i retten var restgælden anført til 108.000,- kr. Det er yderst vanskeligt for klageren at beregne skat og fradrag udfra disse forskellige oplysninger, og på baggrund heraf ønsker klagerne, at indklagede udarbejder en opgørelse over størrelsen af renter og restgæld på lånet. Klagerne bestrider endvidere, at indklagede har hjemmel til at opkræve renter som sket.
Indklagede har anført, at renten på lånet i 1987 og 1988 steg, uden at ydelsen blev forhøjet forholdsmæssigt, hvilket bevirkede, at afdragene på lånet formindskedes, og løbetiden som følge heraf blev forlænget. Da lånet i august 1989 blev overgivet til inkasso, ændredes rentesatsen på lånet, der da var 16% p.a., til indklagedes inkassorentesats, hvilket samtidig medførte, at den månedlige ydelse kun dækkede de påløbende renter og ikke dækkede afdrag på lånet. Da lånet blev overgivet til inkasso, udgjorde restgælden 95.292, kr., og den automatiske rentetilskrivning ophørte. Som følge af løbende rentetilskrivning på fordringen og de med inkasseringen forbundne omkostninger er de opgjorte beløb, som klagerne har fået oplyst, forskellige. Klagerne har i hele lånets løbetid modtaget årsopgørelse på lånet med angivelse af restgælden, ligesom de i forbindelse med at lånets overgivelse til inkasso modtog en opgørelse af gælden.
Forsåvidt angår inkassorenten på 19% p.a., har indklagede med henvisning til de citerede bestemmelser i gældsbrev, almindelige lånebetingelser og almindelige forretningsbetingelser anført, at det er aftalt, at inkassorenten fastsættes af indklagede. Det er desuden i overensstemmelse med kutyme, at indklagede beregner sig en forhøjet rente ved overgivelse til inkasso. Baggrunden herfor er bl.a. den øgede sisiko og den forringelse af indklagedes beregnede likviditet, som misligholdelsen medfører.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne har i lånets løbetid modtaget årsopgørelse vedrørende lånet med angivelse af tilskrevne renter og restgæld, ligesom de i forbindelse med lånets overgivelse til inkasso modtog en opgørelse af gælden. Klagerne har endvidere modtaget oplysning om, hvorledes der efter sagens overgivelse til inkasso forholdes med hensyn til renter, hvorved bemærkes, at spørgsmålet om skattemæssigt fradragsret for disse renter beror på bestemmelsen i ligninglovens § 5, stk. 7, og at klagerne vil kunne få de i denne forbindelse nødvendige oplysninger ved henvendelse til indklagedes advokat. Der findes herefter ikke at være grundlag for at pålægge indklagede at meddele klagerne yderligere oplysninger vedrørende renter og restgæld.
Det ligger uden for Ankenævnets kompetance at pålægge indklagede at indgå en afdragsordning med klagerne.
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler herefter:
Ved den citerede bestemmelse i de almindelige lånebetingelsers pkt. 13, jfr. også pkt. 5 i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i lånebetingelserne, findes indklagede på gyldig måde at have betinget sig ret til i tilfælde af forsinket betaling at kræve en morarente, der overstiger kreditrenten.
Herefter, og da vi ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den af indklagede fastsatte morarente som urimelig, stemmer vi for heller ikke at tage klagen til følge på dette punkt.
2 medlemmer - Kirsten Nielsen og Lars Pedersen - udtaler:
Vi finder ikke, at der ved de citerede bestemmelser i indklagedes almindelige lånebetingelser og almindelige forretningsbetingelser er skabt fornøden hjemmel for, at indklagede kan forlange en morarente, der overstiger kreditrenten, jvf. herved dommen U 1991.354 Ø. Vi stemmer derfor for, at indklagede tilpligtes at nedsætte den efter lånets overgivelse til inkasso beregnede rente til den sædvanlige kreditrente.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.