Ikke bevis for forringet regresmulighed.
| Sagsnummer: | 51/1988 |
| Dato: | 22-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Per Overbeck, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Ikke bevis for forringet regresmulighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. august 1984 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist på et gældsbrev på 20.000 kr. udstedt til indklagedes Sundbyvester afdeling. Ved samme lejlighed påtog låntagerens mor sig selvskyldnerkautionsforpligtelse over for afdelingen. Lånet skulle tilbagebetales ved en månedlig ydelse på 600 kr., første gang den 1. september 1984.
I februar 1985 accepterede begge kautionister i anledning af låntagerens misligholdelse, at "lånet går to ydelser tilbage."
I perioden indtil den 31. december 1985 blev kun 5 ydelser erlagt, idet der i flere tilfalde skete tilbageførsel af overførte ydelser på grund af manglende dækning på den konto, hvorfra overførslen fandt sted.
Efter at have forsøgt at inddrive restancen hos låntageren meddelte indklagedes advokat ved skrivelse af 14. februar 1986 klageren, at han som selvskyldnerkautionist var pligtig at indfri lånet, idet låntageren havde misligholdt tilbagebetalingsvilkårene.
Den 17. februar 1986 meddelte klageren indklagedes advokat, at han var af den opfattelse, at han alene kautionerede for et beløb på 10.000 kr.
Efterfølgende indgik klageren i fogedretten, hvortil sagen af indklagedes advokat var fremsendt, en afdragsordning på 200 kr. pr. måned.
I december 1986 indgik afdelingen og klageren en aftale om, at klageren kunne ophøre med sine indbetalinger, såfremt han kunne formå låntageren til at indbetale 500 kr. pr. måned, hvilket skete.
Da låntageren imidlertid misligholdt denne aftale, meddelte klageren afdelingen, at han ville genoptage betalingerne med 500 kr. pr. måned eller erlægge et engangsbeløb på 15.000 kr. imod meddelelse af saldokvittering.
Ved skrivelse af 25. marts 1988 meddelte indklagedes advokat klagerens advokat, at indklagede ikke kunne acceptere forslaget om modtagelsen af 15.000 kr. imod udstedelse af saldokvittering, hvorimod man formentlig ville acceptere forslaget om genoptagelse af afdragsordningen nu med 500 kr. pr. måned. Samme dato fremsendte afdelingen til klageren meddelelse om, at man havde modregnet et beløb på 3.688 kr. i klagerens indestående i afdelingen for at nedbringe saldoen på det kautionssikrede lån.
Klagerens advokat reklamerede straks til indklagede over den skete modregning. Indklagedes advokat meddelte herefter ved skrivelse af 29. marts 1988, at den skete modregning kunne tilbageføres for så vidt angår 3.188 kr., idet modregningen af de resterende 500 kr. ville blive fastholdt og beløbet betragtet som klagerens afdrag pr. 1. april 1988.
Efter fortsat brevveksling mellem parternes advokater, hvorunder klagerens advokat bl.a. bestred indklagedes adkomst til at tilbageholde det nævnte beløb på 500 kr., har klageren herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at han frigøres fra kautionsforpligtelsen, at indklagede tilpligtes at tilbageføre det nævnte beløb på 500 kr., samt at indklagede tilpligtes at erstatte klageren hans omkostninger til advokat i sagens anledning.
Indklagede har påstået frifindelse.
Til støtte for den nedlagte påstand har klageren anført, at indklagede overfor ham har oplyst, at han alene hæftede for 10.000 kr.
Endvidere gør klageren gældende, at indklagedes skrivelse af 15. november 1985 om debitors misligholdelse ikke er kommet frem, men at han først ved skrivelse af 14. februar 1986 er blevet bekendt med debitors misligholdelse af lånet. Eftersom debitor i januar 1986 solgte løsøre, hvori klageren kunne have foretaget udlæg, er hans regresmulighed blevet forringet ved indklagedes manglende opfyldelse af sin meddelelsespligt.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at man ikke har meddelt klageren, at han alene hæfter for 10.000 kr. Debitor var, da klageren modtog meddelelse den 14. februar 1986 i restance med 10 ydelser, hvoraf klageren havde accepteret henstand for så vidt angår 2 afdrag. Meddelelsesfristen ifølge Bank- og Sparekasselovens § 41 er således overskredet med 2 måneder. Eftersom debitor i hele perioden var insolvent, kan der ikke føres bevis for tab af regresmulighed.
Derudover gør indklagede gældende, at klageren i fogedretsmødet den 21. maj 1986 erkendte gælden, og at indklagede er berettiget til at modregne hele beløbet på klagerens eventuelle konti, hvorfor indklagede også må være berettiget til at modregne 500 kr. som dækning af ydelse på den tilbagebetalingsordning, klageren har tilbudt.
Ankenævnets bemærkninger:
Der er ikke holdepunkter for at antage, at klageren som af ham anført alene hæfter for et beløb på 10.000 kr., og som sagen foreligger, kan det ikke lægges til grund, at klagerens muligheder for at gennemføre et regreskrav over for hovedskyldneren er blevet forringet ved indklagedes manglende overholdelse af fristen i Bank- og Sparekasselovens § 41.
Der må gives indklagede medhold i, at man efter almindelige regler har været berettiget til at foretage modregning for klagerens forpligtelser i dennes indestående. Der kan derfor ikke gives klageren medhold i klagen, men Ankenævnet finder det uheldigt, at indklagede overfor klageren ved at betegne det modregnede beløb på 500 kr. som afdrag pr. 1. april 1988 har tilkendegivet, at man accepterede klagerens tilbud om en afdragsordning, uden i forbindelse hermed at opfylde de betingelser, som klageren satte ved tilbuddets afgivelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.