Spørgsmål om meddelelse til kontohaver ved indbetaling på kontoen af tredjemand.
| Sagsnummer: | 60 /1999 |
| Dato: | 18-05-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Betalingsformidling - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om meddelelse til kontohaver ved indbetaling på kontoen af tredjemand. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i forbindelse med klagerens indbetaling af et beløb på en advokats konto skulle orientere advokaten om beløbets indbetaling.
Sagens omstændigheder.
Den 5. oktober 1998 indbetalte klageren 8.000 kr. på en advokats konto hos indklagede. Indbetalingen vedrørte et gældsforhold mellem klageren og advokaten. Kvittering for indbetalingen blev udleveret til klageren.
Af skrivelse af 10. november 1998 fra klageren til indklagede fremgår, at klageren efterfølgende modtog oplysning fra advokaten om, at indbetaling af beløbet ikke var sket rettidigt, hvorfor der påløb 1.950 kr. i sagsomkostninger. Han kontaktede advokaten, som oplyste, at der forelå en aftale mellem ham og indklagede om, at der ved indbetalinger skulle gives underretning.
Ved skrivelse af 27. november 1998 meddelte indklagede klageren, at klageren selv måtte drage omsorg for at meddele advokaten, at indbetalingen var foretaget; samtidigt oplystes, at det var "korrekt, at vi forsøger at sende kvitteringer, når der sker indbetalinger på advokatens konto", men indklagede fandt ikke at være erstatningspligtig i sagen.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. februar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.950 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han den 5. november (formentlig rettelig 5. oktober) henvendte sig til indklagede for at indbetale på advokatens konto. Han blev efterfølgende rykket af advokatens for indbetalingen, men først ved telefonisk henvendelse til indklagede blev det bekræftet, at betalingen var sket rettidigt. Indklagede havde undladt at oplyse advokaten om indbetalingen. Han finder indklagede bør erstatte ham de 1.950 kr., da han indbetalte rettidigt.
Indklagede har anført, at det ved undersøgelse af sagen ikke har været muligt at konstatere, om en kopi af kvitteringen for indbetaling i det konkrete tilfælde blev fremsendt til advokaten. I overensstemmelse med kreditaftalelovens § 25 må klageren, såfremt indbetalingsfristen var den 5. oktober 1998, anses at have betalt rettidigt, og der synes derfor ikke grundlag for, at klageren skal betale 1.950 kr. til advokaten. Der er ikke grundlag for at statuere, at indklagede er erstatningsansvarlig over for klageren for betalingen af 1.950 kr. Indklagedes undladelse af at fremsende en meddelelse til advokaten om indbetalingen må anses for en tvist mellem advokaten og indklagede.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren indbetalte den 5. oktober 1998 8.000 kr. til advokatens konto hos indklagede, hvilket klageren over for advokaten har kunnet dokumentere ved forevisning af den udleverede kvittering. For afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der i forholdet mellem klageren og advokaten var tale om rettidig betaling, må det anses for uden betydning, hvorvidt advokaten har fået meddelelse om indbetalingen fra indklagede. Allerede af denne grund kan klagerens påstand om, at indklagede skal godtgøre ham omkostningsbeløbet på 1.950 kr. ikke tages til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.