Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i 2007 og 2009 om optagelse af lån i schweizerfranc til finansiering af sommerhus og investering i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod rådgivning i 2007 og 2009 om optagelse af lån i schweizerfranc til finansiering af sommerhus og investering i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande samt spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

I oktober 2007 henvendte klageren sig til den daværende Brørup Sparekasse, nu Saxo Privatbank, herefter ”banken”, med henblik på at blive kunde. Klageren havde et sommerhus, der var finansieret med et realkreditlån med en restgæld på ca. 500.000 kr. og et boliglån med en restgæld på ca. 250.000 kr. Klageren blev præsenteret for forskellige alternative finansieringsforslag, herunder et forslag om at indfri de eksisterende lån med et nyt lån i schweizerfranc (CHF) og investering af et overskydende provenu i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

Klageren optog herefter et valutalån på 224.164,99 CHF, svarende til 1. mio. kr. Renten var efter det oplyste 3,5 % om året. Banken har oplyst, at CHF-lånet løb ét år ad gangen, hvorefter det årligt blev refinansieret, medmindre klageren ønskede at indfri lånet. Låneoptagelsen blev gennemført ved, at banken på klagerens vegne hjemtog lånet via en anden långiver, som var pengeinstituttet P. Lånet blev anvendt til indfrielse af realkreditlånet og boliglånet samt til køb af 2.620 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 99,05 pr. stk., svarende til en kursværdi på i alt 259.511 kr.

Ifølge en fremlagt kontoudskrift optog klageren den 4. august 2008 et boliglån på 627.100 kr.

Den 30. oktober 2008 blev CHF-lånet indfriet ved betaling af 1.165.865 kr. Om baggrunden for indfrielsen har banken oplyst, at hverken P eller andre pengeinstitutter havde mulighed for at refinansiere lånet på grund af de daværende forhold på valutamarkedet. Indfrielsen blev efter det oplyste finansieret med en kredit i banken. Banken har oplyst, at rentesatsen på kreditten ekstraordinært blev fastsat til 3,92 % om året, hvilket svarede til renten på CHF-lånet.

Pr. den 12. juni 2009 var værdien af investeringsbeviserne faldet til i alt 165.932,46 kr. (kurs 63,333 pr. stk.).

Den 17. juni 2009 optog klageren et nyt valutalån på 156.224,64 CHF, svarende til 769.453,22 kr.

Den 16. september 2010 blev CHF-lånet indfriet ved betaling af 909.316,05 kr. Om baggrunden for indfrielsen har banken oplyst, at muligheden for valutalån gennem P blev stoppet. Indfrielsen blev efter det oplyste finansieret med en kredit nr. -064 i banken. Banken har oplyst, at rentesatsen på kreditten ekstraordinært blev fastsat til 3,92 % om året, hvilket svarede til renten på CHF-lånet. Banken har videre oplyst, at renten på kreditten har fulgt udviklingen i markedet, og at rentesatsen i december 2015 var 4,65 %.

Boliglånet på oprindelig 627.100 kr. blev indfriet den 15. juli 2014. Restgælden udgjorde 125.603,74 kr. Om renten på boliglånet har banken anført, at rentesatsen er blevet reguleret i overensstemmelse med generelle renteændringer. På stiftelsestidspunktet var rentesatsen 7,75 %. Pr. den 5. maj 2011 blev rentesatsen nedsat til 7,25 %. Pr. den 9. maj 2012 og den 23. marts 2014 blev rentesatsen forhøjet til henholdsvis 9,40 % og 8,90 %.

Den 20. oktober 2015 indgav klageren en klage over Brørup Bank (Saxo Privatbank) til Ankenævnet.

Den 19. januar 2016 ydede banken en rentekompensation på 2.127,96 kr. på en Privatkonto med kredit, som klageren havde i banken. Banken har oplyst, at rentesatsen på kreditten ved en fejl i banken blev forhøjet fra 7,75 % til 16,75 %, og at de 2.127,96 kr. vedrører for meget betalt rente til fejlen blev rettet.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Saxo Privatbank skal betale erstatning.

Saxo Privatbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke kendte til CHF-lån før banken forud for låneoptagelsen i 2007 oplyste, at det var den billigste finansieringsmulighed. Ifølge banken var der tale om en meget sikker og meget anvendt løsning. Den største risiko var, hvis Schweiz gik bankerot. Da dette var yderst usandsynligt, var risikoen så godt som ikke eksisterende.

Han havde ikke forstand på udlandslån og investering og forstod bankens forslag som anbefalinger. Han stolede på bankens rådgivning og på, at banken ville ham det bedste.

Formålet med investeringsbeviserne var at nedbringe låneomkostningerne yderligere, idet renten på CHF-lånet var 3,5 %, mens investeringsbeviserne gav et afkast på minimum 7 %.

Låneoptagelsen i 2009 skete efter tilskyndelse fra banken, der opfordrede ham til at ”komme op på hesten igen” med henblik på at vinde det tabte tilbage. Han accepterede dog kun et CHF-lån til restfinansieringen, efter at han havde opnået størst mulig realkreditlån i sommerhuset.

CHF-kursen steg, og banken indfriede CHF-lånet på det værst tænkelige tidspunkt. Værdien af investeringsbeviserne faldt og det garanterede afkast på 7 % ophørte.

Ved en så godt som ”ikke eksisterende risiko” var han blevet påført et tab på knap 1 mio. kr. Som almindelig lønmodtager er han således blevet bragt i en umulig økonomisk situation. Banken bør ”stå på mål” for rådgivningen og påtage sig ansvar for tabet.

Banken bør yde en rentekompensation, idet renten på kreditten og boliglånet steg betydeligt.

Han har ved flere lejligheder ytret sin utilfredshed med forløbet. Bankrådgiveren oplyste, at hun selv havde mistet en masse penge på samme måde, og at der ikke var noget at gøre. Han havde ikke råd til at søge advokatbistand og han var ikke bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet.

Saxo Privatbank har anført, at den på klagerens anmodning præsenterede forskellige finansieringsforslag, herunder det valgte engagement. Klageren blev rådgivet om fordele og ulemper, herunder om risikoen for valutaudsving ved optagelse af CHF-lån.

Klageren søgte en væsentlig billigere finansiering af sit sommerhus.

Klageren blev ikke garanteret et afkast på 7% på investeringsbeviserne. Klageren fik oplyst, at der på daværende tidspunkt blev udloddet 7 kr. pr. investeringsbevis. Beslutningen blev senere ændret på en generalforsamling i investeringsforeningen.

Det bestrides, at banken som anført af klageren skulle have oplyst, at risikoen var så godt som ikke eksisterende.

På trods af tabet ved indfrielsen i oktober 2008 efterspurgte klageren ved flere lejligheder muligheden for igen at optage et CHF-lån. Klageren var i hvert fald på daværende tidspunkt klar over risikoen. Det bestrides, at banken som anført af klageren skulle have opfordret klageren til at ”komme op på hesten igen”.

Indfrielserne af CHF-lånene er blevet finansieret af banken til en favorabel rente svarende til CHF-lånene.

Klageren har ikke før klagen til Ankenævnet givet udtryk for utilfredshed med bankens rådgivning.

Et eventuelt rådgivningsansvar er forældet. Forældelsesfristen er på tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Det seneste rådgivningstidspunkt var den 16. september 2010, hvor klagerens CHF-lån nr. to blev indfriet.

Banken har refunderet for meget betalte rente.

Ankenævnets bemærkninger

I 2007 og 2009 optog klageren efter rådgivning i den daværende Brørup Sparekasse, nu Saxo Privatbank, lån i schweizerfranc (CHF) til finansiering af klagerens sommerhus og til investering i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

Engagementet udviklede sig negativ for klageren, idet CHF-kursen steg, og værdien af investeringsbeviserne faldt.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Klageren var i hvert fald i slutningen af 2010, hvor tabet på låne- og investeringsengagementet var indtrådt, bekendt med de omstændigheder, som kunne begrunde et eventuelt erstatningskrav. Et eventuelt erstatningskrav for mangelfuld rådgivning var derfor forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 20. oktober 2015.

Allerede som følge heraf får klageren ikke medhold for så vidt angår kravet om erstatning for tabet på låne- og investeringsengagementet.

Banken har under sagen betalt en rentekompensation på 2.127,96 kr. vedrørende klagerens Privatkonto med kredit.

Ankenævnet finder ikke, at det kan pålægges banken at betale yderligere rentekompensation til klageren.

Klageren får ikke medhold i klagen.