Afgørelse

Gældsovertagelse. Renteindberetning.

Klageren solgte pr. 1. oktober 2001 sin ejendom, som var under om- og tilbygning. Det indklagede realkreditinstitut afgav i august 2001 tilbud på ejerskiftelån, som var betinget af færdiggørelse af byggearbejderne, dog således at udbetaling kunne ske mod et depot på 100.000 kr. Ifølge lånetilbudet kunne der bevilges endelig gældsovertagelse efter modtagelse af gældsovertagelseserklæring og endeligt tinglyst skøde. I oktober fremsendte instituttet meddelelse til klageren om gældsovertagelse, som var betinget af fremsendelse af tinglyst skøde og opfyldelse af særlige udbetalings- eller garantibetingelser. Instituttet erindrede i februar 2002 klageren om gældsovertagelsessagen, idet der fortsat manglede både endeligt tinglyst skøde og opfyldelse af særlige udbetalings- eller garantibetingelser. Der blev herefter løbende sendt erindringsbreve til klageren om opfyldelse af de særlige udbetalings- eller garantibetingelser. I samtlige gældsovertagelsesbreve blev klageren gjort opmærksom på, at hun fortsat hæftede for lånet, selv om terminsydelser blev opkrævet hos køberne. Instituttet fremsendte endvidere løbende årsopgørelser til klageren, som viste, at der på hendes CPR-nummer blev foretaget renteindberetning til skattemyndighederne. I forbindelse med købernes videresalg af ejendommen i april 2003 blev lånet indfriet og depotet indløst. Skattemyndighederne forhøjede i november 2003 klagerens skatteansættelse for 2001 og 2002 med rentefradragene, idet der blev henvist til, at instituttet havde oplyst, at renterne ved en fejl var blevet indberettet for klageren i købernes ejerperiode.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var forpligtet til at holde hende skadesløs for virkningerne af den fejlagtige skatteindberetning. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at instituttet løbende havde gjort det klart for klageren, at hun fortsat blev betragtet som debitor for lånet. I konsekvens af denne opfattelse havde instituttet indberettet rentefradrag i hendes navn for købernes ejerperiode. Nævnet fandt, at klageren burde have reageret, da hun havde solgt ejendommen og ikke kunne forvente at have krav på rentefradrag for lånet, som blev betalt af køberne. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i klagen. Et mindretal bemærkede, at instituttet ikke var uden skyld, idet gældsovertagelsen i henhold til betingelserne i lånetilbudet burde være bevilget allerede ved fremsendelsen af skødet og gældsovertagelseserklæringen. Mindretallet fandt det derfor rimeligt, at instituttet tilbød at yde eller formidle et lån til klageren til finansiering af skattegælden. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet frifundet.