Afgørelse

Indsigelser vedrørende kassekredit på 3 mio. kr., der blev stiftet i 2007

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i tilknytning til en kassekredit på 3 mio. kr., som klageren optog hos Sydbank i 2007.

Sagens omstændigheder

Klagerens årsregnskab for 2006 viste et negativt resultat på 188.623 kr.

Ved kassekreditkontrakt af 18. oktober 2007 ydede Sydbank klageren en kassekredit på 3 mio. kr. Klageren var i øvrigt kunde i et andet pengeinstitut. Rentesatsen var variabel for tiden 6 % om året. Til sikkerhed for kreditten fik banken håndpant i et ejerpantebrev på 3 mio. kr. med pant i klagerens sommerhus.

Den samlede belåning af sommerhuset udgjorde herefter 7,2 mio. kr. På daværende tidspunkt vurderede Totalkredit ejendommens værdi til 9,5 mio. kr. uden hensyntagen til en eventuel merværdi, hvis klageren skulle få mulighed for at udstykke sommerhusgrunden til flere parceller.

I august 2011 blev kassekreditten drøftet mellem parterne. Saldoen var da knap 3 mio. kr. (negativ). Efter det oplyste blev sommerhuset på daværende tidspunkt vurderet til 6 mio. kr.

Den 20. september 2011 blev der hævet kvartalsmæssig rente på 52.456,97 kr., hvorved kreditten kom i overtræk.

Den 11. oktober 2011 blev der afholdt et møde mellem parterne.

Den 8. november 2011 indsatte klageren henholdsvis 1.000 kr. og 10.000 kr. på kreditten, hvorefter saldoen var 3.020.977,91 kr. (negativ).

Den 20. december 2011 blev der hævet kvartalsmæssig rente på 57.891,13 kr. på kreditten.

Ved brev af 30. december 2011 blev klageren anmodet om at inddække overtrækket, som nu var på 79.069,04 kr.

Den 16. januar 2012 opsagde banken kassekreditten til indfrielse.

Den 24. januar 2012 indgav klageren en klage over Sydbank til Ankenævnet.

Den 11. april 2012 overgik kassekreditten til bankens inkassoafdeling.

Efter det oplyste var vurderingen af sommerhuset i begyndelsen af 2012 3,5 mio. kr.

Klageren har opgjort de samlede renteomkostninger i perioden 20. december 2007 - 20. december 2011 til 632.018 kr.

Banken har oplyst, at renten på kassekreditten har varieret i intervallet 6 % - 8,50 % om året. Ved overgangen til inkasso steg renten til bankens inkassorente (højeste udlånsrentesats) for tiden 16,25 % om året.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Sydbank skal yde en rentekompensation og acceptere en lempelig ordning vedrørende kassekreditten.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken bør acceptere lempelige vilkår for kreditten indtil tiderne skifter. Der er fortsat mulighed for at udstykke sommerhusgrunden.

Banken anbefalede kassekreditten, hvor han kun skulle betale rente af de lånte penge, mens han ved et obligationslån ville få alle pengene på én gang. På daværende tidspunkt var forskellen på kassekreditrenten og obligationsrenten 0,5 procentpoint. Banken lovede, at han kunne omlægge til obligationslån, hvis kassekreditrenten steg. Dette understøttes af hans håndskrevne notater, der er fremlagt i sagen.

Kassekreditten blev etableret på grundlag af en for høj ejendomsvurdering. Han accepterede kreditten på grundlag af vurderingen og en udtalelse fra Totalkredit om, at han altid kunne sælge huset med fortjeneste.

Gennem årene har han ønsket at omlægge sine lån til obligationslån eller EU-lån, hvilket Sydbank ikke har villet imødekomme. Tværtimod har banken løbende forhøjet renten. Den samlede rentetilskrivning på 632.018 kr. er urimeligt stor.

Hvert år har han efter ønske fra banken indsendt sit årsregnskab, som til stadighed har vist underskud.

På et møde den 11. oktober 2011 lovede banken at hjælpe. Det blev aftalt, at han skulle indsætte 11.000 kr. i november 2011 og 15.000 kr. i februar 2012, hvorved overtrækket ville blive nedbragt til 6.000 kr. Han overholdt sin del af aftalen.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke har karakter af en formueretlig tvist.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at kassekreditaftalen er gyldig og har retsvirkning efter sit indhold.

Aftalen er opsagt som følge af klagerens misligholdelse.

Klageren valgte kreditten efter at have modtaget rådgivning om alternative finansieringsformer.

Kreditten blev etableret som et supplement til klagerens beskedne indkomst som folkepensionist (nedsparingslån). Klageren opnåede herved mulighed for at beholde sommerhuset. Klageren overførte imidlertid større beløb fra kreditten til blandt andet værdipapirhandel uden for banken.

I august 2011 opfyldte klageren ikke en aftale om at sende årsopgørelse, budget, engagementsoversigt og regnskab for 2010. Faldet i ejendommens markedsværdi betød desuden en samlet belåning af ejendommen på ca. 119 %. I perioden frem til opsigelsen i januar 2012 viste banken imødekommenhed og tålmodighed med klageren.

Banken har på ingen måde garanteret klageren en eventuel omlægning af kreditten til et realkreditlån.

Banken var og er fortsat indstillet på at finde en fornuftig afviklingsordning, som kan tilgodese begge parter.

Renteændringerne er foretaget ved bankens varsling af generelle renteforhøjelser på forskellige produkttyper, herunder kassekreditter. Der er ikke foretaget individuelle renteforhøjelser på klagerens kassekredit.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Sydbank skal yde en rentekompensation og acceptere en lempelig ordning vedrørende kassekreditten. Klagen vedrører således en formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet.

Banken får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.

Klagerens kassekredit i Sydbank blev i 2007 etableret med en variabel rente på 6 % om året. I den efterfølgende periode frem til opsigelsen den 16. januar 2012 varierede rentesatsen i intervallet 6 % - 8,50 % om året.

Banken har oplyst, at udviklingen i renten på klagerens kredit fulgte renteudviklingen på kassekreditter af samme art i banken.

Ankenævnet finder ikke, at renten kan tilsidesættes som urimelig, hverken helt eller delvist.

Der er efter det anførte ikke grundlag for at pålægge banken at yde klageren en rentekompensation.

Det kan ikke lægges til grund, at banken garanterede klageren, at kreditten til enhver tid kunne omlægges til et realkreditlån.

Der er ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Sydbank pålægges at frafalde klagerens hæftelse for kassekreditten, hverken helt eller delvist.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordering eller en bestemt afvikling af gælden.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnet har noteret sig, at banken var og fortsat er indstillet på at finde en fornuftig afviklingsordning, som kan tilgodese begge parter.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.