Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med optagelse af lån som enedebitor.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning i forbindelse med optagelse af boliglån som enedebitor.

Sagens omstændigheder

I 2007 ønskede klageren og hendes daværende registrerede partner, P, at købe et sommerhus.

Den 20. april 2007 udarbejdede banken en økonomiberegning vedrørende køb af et sommerhus, baseret på finansiering med et fast forrentet 30-årigt realkreditlån på 889.000 kr. og et 25-årigt boliglån på 556.668 kr. i banken. Ifølge beregningen ville parrets fremtidige månedlige rådighedsbeløb efter købet udgøre 14.182 kr., stigende til 15.762 kr. i 2012. Parrets eksisterende og fremtidige samlede årlige lønindkomst før AM-bidrag indgik i rådighedsberegningen med 640.000 kr., hvoraf klagerens eksisterende lønindkomst udgjorde 370.000 kr. Det var forudsat, at klageren og P købte sommerhuset i lige sameje.

Efter det oplyste underskrev såvel klageren som P en købsaftale vedrørende køb af et sommerhus til 1.450.000 kr.

Skødet blev underskrevet af klageren som eneejer. Klageren optog et 30-årigt 5 % obligationslån på 875.000 kr. i realkreditinstituttet R som enedebitor. P kautionerede for lånet som selvskyldnerkautionist den 31. maj 2007. Den 21. juni 2007 underskrev klageren endvidere som enedebitor et gældsbrev vedrørende et 25-årigt boliglån i banken på 585.000 kr. med variabel rente, for tiden 7 % p.a.

Klageren har anført, at købet af huset og bevillingen af lånet var baseret på både hendes og P’s indkomst, og at det var banken, som anbefalede hende at købe huset som eneejer og at optage lånene til finansiering af huset som enedebitor. Klageren har endvidere anført, at banken oplyste, at hun som gift var lige så godt stillet, som hvis P underskrev lånene som debitor. Banken har bestridt dette og har anført, at klagerens advokat havde anbefalet, at klageren stod som eneejer i skødet, da P som udenlandsk statsborger ifølge advokaten ikke kunne eje et sommerhus i Danmark. Banken har endvidere anført, at banken godkendte klageren til købet af sommerhuset til 1.450.000 kr. ud fra klagerens egen økonomi, da banken fandt klagerens rådighedsbeløb tilfredsstillende.

I 2011 blev realkreditlånet omlagt til et F3 lån på 838.000 kr. med indledende afdragsfrihed. Ved brev til P af 28. september 2011 meddelte R, at P’s forpligtelser som kautionist for det oprindelige realkreditlån var ophørt.

Primo 2013 blev parret skilt. Klageren ønskede herefter at sælge sommerhuset, der blev vurderet til 995.000 kr.

Banken har oplyst, at den afviste en anmodning fra klageren om at opdele boliglånet, hvoraf P skulle hæfte for det ene lån.

I februar 2014 udarbejdede banken en ny økonomiberegning, der viste, at klagerens eksisterende månedlige rådighedsbeløb var 9.597 kr., og at rådighedsbeløbet ville falde til 9.398 kr., hvis klageren solgte sommerhuset med et underskud på 600.000 kr., som blev finansieret ved et 10-årigt lån i banken.

Klageren har oplyst, at hun forsøger at sælge sommerhuset for 800.000 kr.

Parternes påstande

Den 26. februar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale en erstatning til hende eller nedsætte hendes gæld til banken betydeligt.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at boliglånet blev bevilget ud fra to indtægter. Det fremgår af økonomiberegningen, at købet af huset var baseret på både hendes og P’s indkomst. De blev først sent i forløbet klar over, at P ikke kunne stå på skødet. Banken burde have informeret om det.

Det var banken, der anbefalede hende at købe sommerhuset selv og at stå som enedebitor. Advokaten rådgav hende alene om husets tilstand og andre forhold overfor ejendomsmægleren. Advokaten deltog ikke i drøftelser om finansieringen og kendte ikke lånene.

Ifølge banken havde giftermål samme effekt som en underskrift. Banken oplyste således, at det absolut ingenting betød, om P stod på lånene, da de som gifte hæftede på lige fod, også ved skilsmisse. Banken havde aldrig oplevet, at en ægtefælle undveg en gæld. Hun optog lånene i tillid til bankens rådgivning om, at gifte personer hæftede, som hvis de begge havde skrevet under på lånene.

Banken burde klart og tydeligt have rådgivet hende om, at hun hæftede alene for lånene. Hun ville ikke have optaget lånene ud fra løfter, der alene var moralsk forpligtende.

Det er også uforståeligt, at P blev frigjort fra sin kautionsforpligtelse i 2011.

Hun vil stå tilbage med en gæld på 600.000 kr., hvis det lykkes at sælge sommerhuset for 800.000 kr. Hun har nu fire børn på henholdsvis 4 år, 4 år, 6 år og 15 år og har ikke råd til at betale gælden. Banken bliver ved med at regne hendes rådighedsbeløb forkert. Hun har et underskud på mellem 1.000 kr. og 3.500 kr. om måneden og har måttet optage en kassekredit i banken.

Danske Bank har anført, at banken ikke har rådgivet klageren til at købe sommerhuset alene.

Banken godkendte først parret til købet af sommerhuset på baggrund af en gennemgang af parrets økonomi.

Klageren anmodede selv, på baggrund af sin advokats anbefaling om at blive godkendt som eneejer og enedebitor for lånene. Banken godkendte klageren til købet af sommerhuset, alene ud fra klagerens egen økonomi. R ønskede dog for en sikkerheds skyld at tage kaution fra P.

Banken kan ikke genkende klagerens sagsfremstilling. Særligt klagerens anbringender om, at klagerens rådgiver i banken skulle have oplyst, at et giftermål havde samme juridiske effekt som en underskrift, afvises.

Klageren underskrev gældsbrevet for boliglånet og to pantebreve vedrørende realkreditlånet som enedebitor.

P har ikke på noget tidspunkt hæftet for boliglånet, hverken som debitor eller kautionist.

Banken kan på ingen måde anses for at være ansvarlig for tab, der eventuelt vil opstå, hvis klageren vælger at sælge sommerhuset.

Ankenævnets bemærkninger

I 2007 ønskede klageren og hendes daværende registrerede partner, P, at købe et sommerhus. Klageren har anført, at hun efter anbefaling fra Danske Bankunderskrev skødet som eneejer og optog et realkreditlån og et boliglån i banken som enedebitor til finansiering af sommerhuset. Klageren har endvidere anført, at banken tilkendegav, atP som hendes registrerede partner hæftede for lånet, uanset at P ikke underskrev gældsbrevet som debitor. Banken har bestridt dette og har anført, at klageren selv, på baggrund af sin advokats anbefaling, anmodede banken om at blive godkendt som eneejer og enedebitor for lånene, da P som udenlandsk statsborger ifølge advokaten ikke kunne eje et sommerhus i Danmark.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Jesper Claus Christensen og Michael Reved – udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at Danske Bank fejlagtigt oplyste til klageren, atP som klagerens registrerede partner hæftede for lånet, uanset at P ikke havde underskrevet gældsbrevet som debitor.

Vi finder det heller ikke godtgjort, at banken i sin rådgivning af klageren i øvrigt har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar, eller at klagerens gæld til banken skal nedsættes.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold.

To medlemmer – Hans Daugaard og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

På baggrund af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder vi, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.