Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hæftelse for lån efter skilsmisse. Spørgsmål om berettiget forventning om, at kravet var frafaldet.

Sagsnummer: 680 /1994
Dato: 26-10-1995
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Hæftelse for lån efter skilsmisse. Spørgsmål om berettiget forventning om, at kravet var frafaldet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indklagede ydede i december 1984 klageren og dennes daværende ægtefælle et lån på 41.000 kr. Ægtefællerne blev skilt i 1986.

Ifølge klageren aftaltes det i forbindelse med skilsmissen med en navngiven medarbejder hos indklagede S, at ægtefællen herefter skulle være enedebitor på lånet. Indklagede har oplyst, at S har meddelt, at hun ingen erindring har om en sådan aftale.

Efter at lånet var misligholdt overgav indklagede sagen til inkasso. Indklagedes advokat indgav i april 1987 begæring om fogedforretning mod klageren og den tidligere ægtefælle. Klageren har oplyst, at hun forud for fogedforretningen rettede henvendelse til S, der meddelte, at hun havde glemt at få klagerens og ægtefællens underskrifter på aftalen om, at ægtefællen alene skulle hæfte. S tilbød at afgive forklaring i fogedretten, men fogedretten oplyste, at mundtlig aftale ikke var gældende.

Sagen blev foretaget i fogedretten den 18. maj 1987 og af påtegning på fogedrekvisitionen fremgår, at gælden blev opgjort til 39.001,59 kr., ligesom der blev afgivet insolvenserklæring.

Efter fogedretsmødet fortsatte klageren med at indbetale 250 kr. månedligt. På et tidspunkt henvendte klageren sig til indklagede og anmodede om, at lånet blev delt. Dette afslog indklagede, hvorefter klageren stoppede indbetalingerne.

Indklagedes advokat indgav påny anmodning om fogedforretning i september 1988. Ved opgørelsen af kravet medtog indklagedes advokat ved en fejl restgælden på et lån på oprindeligt 10.000 kr., som alene den fraskilte ægtefælle hæftede for. Klageren afgav igen insolvenserklæring, hvorefter indklagede henlagde sagen som foreløbig uerholdelig.

Det omtvistede lån fremgår ikke af fremlagte kontooversigter for årene 1989 og 1990. Klageren har anført, at det samme var tilfældet i årene 1988, 1991 og 1992. På kontooversigter for årene 1993 og 1994 er lånet anført under betegnelsen "gammel gæld" og med en saldo på 39.001,59 kr.

Ved skrivelse af 28. april 1994 anmodede indklagedes inkassocenter klageren om at indbetale gælden opgjort pr. 18. maj 1987 til 39.001,59 kr. Klageren har oplyst, at hun herefter telefonisk kontaktede S privat. S kunne huske sagen og oplyste, at der var skrevet et stykke papir på sagen. Klageren optog telefonsamtalen på bånd. Klageren forsøgte efterfølgende forgæves at modtage kopi af det af S nævnte papir. Indklagede har anført, at man ikke er i besiddelse af nogen form for skriftligt materiale vedrørende en aftale om, at klageren skulle frigøres som debitor.

Ved skrivelse af 15. juni 1994 tilbød klageren gennem sin advokat indklagede at betale 20.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. Som svar herpå anmodede indklagede om at modtage økonomiske oplysninger for klageren. Klageren fremsendte oplysningerne til sin advokat, der den 26. august 1994 videresendte materialet til indklagede. Indklagede havde imidlertid forinden overgivet inkassationen til et privat inkassoselskab. Selskabet forsøgte ved personlige henvendelser på klagerens bopæl to gange i september 1994 forgæves at indgå en afviklingsaftale med klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke er indklagede noget beløb skyldig vedrørende lånet på oprindeligt 41.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at i forbindelse med skilsmissen blev der indgået aftale med indklagede om, at ægtefællen alene skulle hæfte for lånet. Lånet fremgik ikke af de for årene 1988-1992 udsendte kontooversigter. Hun er derved bibragt en berettiget forventning om, at indklagede havde anerkendt, at hun ikke hæftede for gælden.

Indklagede har anført, at der ikke er indgået aftale med klageren om, at alene den tidligere ægtefælle skulle hæfte for lånet efter skilsmissen. Af regnskabsbekendtgørelsen for pengeinstitutter § 40, stk. 13, fremgår, at et pengeinstitut skal ophøre med at indtægtsføre renter, såfremt renten anses for uerholdelig. Når et engagement overgives til inkasso, anses renten for uerholdelig efter bekendtgørelsens § 40, stk. 14, nr. 4. Den interne automatiske renteberegning blev derfor standset i forbindelse med engagementets overførsel til inkasso. Af Ankenævnets kendelse i sag 528/1993 følger, at et pengeinstitut efter en sags overgivelse til inkasso ikke er forpligtet til at udarbejde kontoudskrifter og fremsende renteindberetninger til skattemyndighederne. Indklagede var derfor ikke forpligtet til at fremsende kontoudskrifter m.v., og dette er ikke og kunne ikke opfattes som udtryk for, at indklagede havde frafaldet sit krav.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagerens skilsmisse i 1986 gav hende tilsagn om, at hun var frigivet som debitor ifølge lånet på oprindelig 41.000 kr. Det bemærkes i denne forbindelse, at et sådant tilsagn blev bestridt af indklagede allerede i forbindelse med fogedforretningen i 1987, og at klageren ifølge sin egen forklaring i en periode herefter betalte afdrag på lånet.

Såvel ved fogedforretningen i 1987 som ved fogedforretningen i 1988 afgav klageren insolvenserklæring, og hun måtte indse, at dette var baggrunden for, at indklagede de følgende år ikke rettede henvendelse til hende vedrørende lånet. Heller ikke det forhold, at lånet ikke fremgik af kontooversigterne for 1988-1992, findes at have kunnet give klageren en retligt beskyttet forventning om, at indklagede havde frafaldet sit krav mod hende.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.