Afgørelse

Spørgsmål om krav på frigivelse af pantsætning af ejerpantebrev med pant i fælles ejendom til sikkerhed for medejers gæld.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod pantsætning af et ejerpantebrev med pant i en fælles ejendom til sikkerhed for medejers gæld til Salling Bank.

Sagens omstændigheder

Klageren er samlevende med S, der var kunde i Salling Bank. S var selvstændig erhvervsdrivende og havde i mange år været biavler.

Banken oplyser, at den i juli 1999 ydede S et lån -822 på 300.000 kr. til køb af ca. 400 ha. landbrugsjord i Letland.

I den forbindelse underskrev S og klageren den 27. juli 1999 en erklæring til banken om håndpantsætning af et ejerpantebrev på 165.000 kr. med pant i deres privatbolig. Af håndpantsætningserklæringen fremgår blandt andet følgende:

”…

Debitor(er)

Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som

…. [S]

nu har eller senere måtte få overfor

Pengeinstituttet

Salling Bank A/S

…

herunder enhver af pengeinstituttets filialer og afdelinger

i henhold til

Ethvert mellemværende

Stilles herved af undertegnede håndpantsætter(e)

…. [S] …. [klageren]

Følgende effekt(er) i håndpant

1. 165.000 ejerpantebrev i fast ejendom

…”

Af årsoversigter pr. ultimo året fra banken til S fremgik, at S pr. ultimo året i hele perioden fra 1999 til 2005 havde en gæld til banken. Ultimo 1999 udgjorde S’s samlede gæld til banken ca. 740.000 kr. og ultimo 2005 udgjorde den ca. 630.000 kr. I hele perioden bestod engagementet ultimo året blandt andet af gæld på lån -822 og træk på kassekreditkredit erhverv -226. Ultimo 1999 var der en gæld på kassekredit -226 på ca. 240.000 kr., og ultimo 2005 var gælden på kassekreditten ca. 197.000 kr.

Den 11. september 2006 underskrev klageren en kautionserklæring (erhverv) på 200.000 kr., hvorved klageren indestod banken som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af forpligtelser af enhver art, og for betaling, herunder renter, provision og omkostninger vedrørende S.

Af årsoversigt pr. ultimo 2006 fra banken til S fremgik, at S havde en samlet gæld til banken på 1.024.083 kr., heraf udgjorde gælden på lån -822 ca. 235.000 kr. og gælden på kassekredit -226 ca. 462.000 kr. Herudover havde S en byggekredit erhverv -470, hvorpå der var trukket ca. 162.000 kr.

I 2007 fik S likviditetsproblemer og solgte sit lettiske selskab. Salget indbragte et større provenu, som han blandt andet brugte til at renovere en af ham ejet ejendom og til at købe og renovere en yderligere fast ejendom. Herudover indgik provenuet på S’s engagement i banken.

Af årsoversigter pr. ultimo året fra banken til S for perioden fra 2007 til 2010 fremgik, at S pr. ultimo året i hele perioden havde et større positivt indestående i banken, herunder et positivt indestående på kassekredit -226. Herudover var der pr. ultimo året i perioden en mindre gæld på byggekredit -470 på 2.000 kr. - 5.000 kr.

Af kontoudskrifter for kassekredit -226 for perioden fra 31. marts 2008 til den 30. december 2009 fremgår ligeledes, at der var et positivt indestående på kreditten i en stor del af perioden, og at trækningsretten kun blev anvendt i begrænset omfang.

Banken har oplyst, at S, uanset den positive saldo på kassekredit -226 og den begrænsede udnyttelse af byggekredit -470, i hele perioden fortsat havde uændrede trækningsrettigheder på kreditterne. Af bankens interne fællesengagementopgørelse pr. ultimo året for 2007, 2008 og 2009 fremgår, at maksimum på kassekredit -226 var 340.000 kr. og maksimum på byggekredit -470 var 250.000 kr. Af bankens interne bevillingsansøgning af 31. august 2010 fremgår disse maksima ligeledes.

Det fremgår endvidere af bankens interne bevillingsansøgning af 31. august 2010, at SKAT fremsatte et større skattekrav mod S i forbindelse med hans salg af det lettiske selskab og landbrugsjorden i Letland.

Det fremgår af bankens interne bevillingsansøgning af 16. juni 2011, at S havde en gæld til SKAT på ca. 3 mio. kr., og at forhandlinger om rekonstruktion skulle indledes. Det var meningen, at S skulle nedbringe skattegælden blandt andet ved en forhøjelse af maksimum på kassekredit -226 til 630.000 kr., ved salg af en af sine ejendomme og ved optagelse af realkreditlån i en anden ejendom.

Den 21. juni 2011 bevilgede banken et nyt boliglån på 75.000 kr. til S. Klageren og S underskrev samme dag en aftale om underpantsætning, hvoraf fremgik, at banken til sikkerhed for enhver forpligtelse, som S og klageren nu havde eller senere måtte få over for banken, fik underpant i et ejerpantebrev på 75.000 kr. med pant i S og klagerens privatbolig næst efter ejerpantebrevet på 165.000 kr. Banken fik ligeledes underpant på 75.000 kr. i anden af S’s ejendomme.

Den 6. september 2011 opsagde banken engagementet med S på grund af misligholdelse. S’s samlede engagement med banken udgjorde på daværende tidspunkt ca. 909.000 kr., heraf udgjorde gælden på kassekredit -226 ca. 716.000 kr. og gælden på byggekredit -470 ca. 102.000 kr.

Den 6. september 2011 skrev banken endvidere til klageren og orienterede hende om opsigelsen. Banken bad hende samtidig indbetale kautionsforpligtelsen på 200.000 kr.

På et ikke oplyst tidspunkt gik S personligt konkurs.

Den 22. marts 2012 bevilgede banken et lån på 400.000 kr. til klageren med S som kautionist til brug for hendes overtagelse af en af S’s ejendomme fra konkursboet.

Den 14. april 2014 skrev banken til klageren og anmodede hende om at indbetale et beløb på 476.438,36 kr. svarende til kautionsbeløbet på 200.000 kr. samt renter heraf og hovedstolene på ejerpantebrevene på i alt 240.000 kr. (165.000 kr. og 75.000 kr.).

Klagerens advokat korresponderede herefter med banken om kravet.

Parternes påstande

Den 14. maj 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Salling Bank skal acceptere, at banken alene kan kræve 75.000 kr. hos klageren i henhold til underpantsætning af ejerpantebrev på 75.000 kr. den 21. juni 2011.

Salling Bank har efter sagens indbringelse for Ankenævnet frafaldet kautionen på 200.000 kr. og herudover nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at håndpantsætningen af ejerpantebrevet på 165.000 kr. i 1999 ikke uden særskilt påtegning af nogen art kan gøres gældende på nuværende tidspunkt, hvor den gæld, der eksisterede i 1999 for længst er indfriet, og hvor der ikke senere er foretaget påtegning på pantsætningserklæringen.

I forbindelse med underpantsætningen af ejerpantebrevet på 75.000 kr. udtalte banken, at det kun var i S’s halvdel af privatboligen, der skulle tages pant. Hun overså, at pantet også blev taget i hendes halvdel af ejendommen, og hun accepterer at hæfte herfor.

Det bestrides, at hun som anført af banken skulle have deltaget i årlige møder i banken, hvor der blev taget stilling til fornyelse af engagementet med S. Hun blev heller ikke orienteret herom.

Det bestrides endvidere, at banken på møder i oktober og december 2011 skulle have orienteret hende om, at hun også hæftede med ejerpantebrevet på 165.000 kr.

Banken har udvist passivitet ved først at gøre pantsætningen gældende i april 2014.

Det må komme banken bevismæssigt til skade, at den ikke er fremkommet med kontoudtog eller lignende nærmere oplysninger om engagementet med S, herunder hvornår det opstod, og hvordan det helt eller delvist blev afviklet.

Salling Bank har anført, at det fremgår af håndpantsætningserklæringen fra 1999, at klageren og S har stillet sikkerhed for S’s nuværende og fremtidige mellemværende med banken.

Klageren har været vidende om og har løbende accepteret gyldigheden af begge de pantsatte ejerpantebreve.

En privat pantsætter nyder ikke samme høje grad af beskyttelse som en privat kautionist med hensyn til kreditors oplysningsforpligtelser, og banken har overholdt den gældende lovgivning i forbindelse med de løbende genforhandlinger og mange ændringer af engagementet med S.

Den 13. oktober og den 6. december 2011 blev der afholdt møder i banken med S og klageren. På disse møder blev S’s og klagerens fremtidige engagement med banken og klagerens køb af den af S ejede ejendom drøftet. Sikkerhederne blev også drøftet, og her var såvel S som klageren fuldt orienteret om alle de stillede sikkerheder. Der var ingen tvivl hos klageren om, at hun blandt andet var medpantsætter af de to ejerpantebreve.

Det bestrides, at banken skulle have udtalt, at underpantet på 75.000 kr. kun vedrørte S’s halvdel af privatboligen.

På trods af alle de løbende drøftelser om de stillede sikkerheder, gjorde klageren først indsigelse mod pantsætningen af ejerpantebrevet på 165.000 kr. i april 2014.

Ankenævnets bemærkninger

Ved håndpantsætningserklæring af 27. juli 1999 håndpantsatte klageren og klagerens samlever S et ejerpantebrev på 165.000 kr. med pant i deres privatbolig til Salling Bank til sikkerhed for S’s nuværende og fremtidige forpligtelser over for banken.

I september 2006 underskrev klageren en kautionserklæring på 200.000 kr. Banken har efter indgivelsen af klagen til Ankenævnet frafaldet denne kautionsforpligtelse.

Den 21. juni 2011 gav klageren og S banken underpant i et ejerpantebrev på 75.000 kr. med pant i deres privatbolig næst efter ejerpantebrevet på 165.000 kr. til sikkerhed for S og klagerens nuværende og fremtidige forpligtelser over for banken.

Begge ejerpantebreve gav som nævnt sikkerhed i den private bolig, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at klageren på grundlag af bankens rådgivning er bibragt den opfattelse, at pantebrevene kun havde sikkerhed i S’s halvdel af ejendommen.

Ankenævnet lægger til grund, at S’s lån til banken i 2007 blev indfriet og hans kreditter blev midlertidig nedbragt ved salget af det lettiske selskab. S’s trækningsret på kassekredit -226 med et maksimum på 340.000 kr. og på byggekredit -470 med et maksimum på 250.000 kr. fortsatte uændret, selv om kreditterne i en periode herefter kun blev udnyttet i begrænset omfang.

Pantsætningen af ejerpantebrevet på 165.000 kr. skete til sikkerhed for S’s nuværende og fremtidige forpligtelser over for banken. Kassekredit -226 har været stillet til rådighed for S lige siden pantsætningen af ejerpantebrevet fandt sted i 1999, og i hvert fald siden 2006 har kassekredittens maksimum oversteget ejerpantebrevets hovedstol. Ankenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte pantsætningen af ejerpantebrevet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.