Personlig fordring. Passivitet.
| Sagsnummer: | 20208054/2002 |
| Dato: | 15-01-2003 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Personlig fordring - passivitet
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Passivitet. |
| Indklagede: | Nykredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i juni 1984 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion. Instituttet gjorde i december 1988 en personlig fordring på 148.740 kr., inklusive rente gældende mod klageren. Retten afsagde i april 1989 udeblivelsesdom, i henhold til hvilken klageren skulle betale instituttet 148.000 kr. Klageren afgav i maj 1989 insolvenserklæring i fogedretten. I juli 1999 bevilgede instituttet klageren gældsovertagelse på lån til instituttet i klagerens nye ejendom, og i februar 2001 meddelte instituttet klageren, at han var blevet kernekunde. I juli 2002 rettede instituttet henvendelse til klageren med henblik på en afviklingsaftale vedrørende tabet på tvangsauktionen. Klagerens advokat protesterede i august 2002 forgæves over det fremsatte krav, som advokaten fandt var bortfaldet som følge af passivitet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham over hans daværende ejendom. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet bemærkede, at instituttet første gang i december 1988 rejste krav mod klageren og fulgte kravet op med en retssag samt en fogedretssag i 1989. Instituttet bevilgede i juli 1999 gældsovertagelse til klageren og meddelte i februar 2001 klageren, at han var blevet kernekunde. Instituttet gjorde ikke i forbindelse med gældsovertagelsen opmærksom på, at instituttet fortsat ønskede at gøre det gamle mellemværende gældende, og genoptog først sagen vedrørende den personlige fordring ca. 13 år efter afslutningen af fogedretssagen. Flertallet fandt, at instituttets adfærd havde givet klageren en berettiget forventning om, at det gamle mellemværende var afsluttet, og at instituttet derfor havde fortabt retten til at fremsætte krav mod klageren i anledning af tvangsauktionen. Mindretallet fandt, at klageren gennem retssagerne i 1989 havde fået en tydelig tilkendegivelse om, at instituttet ønskede at gøre et krav gældende, og at klageren derfor ikke kunne have en berettiget forventning om, at det skulle forholde sig anderledes, uanset at kravet ikke udtrykkeligt blev gentaget i forbindelse med gældsovertagelsen, og uanset at klageren modtog et kernekundebevis, herunder fordi et sådant har karakter af et standardbrev. Mindretallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod klageren.
Byretsdom giver klageren medhold.