Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 156 /2000 |
| Dato: | 15-09-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mette Frøland, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 Rente - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren er frigjort for en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 26. juni 1998 ydede indklagede klagerens samlever, S, et lån på 408.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.031,27 kr., første gang den 30. september 1998. S anvendte lånet til etablering af en restauration, som han drev via et anpartsselskab.
Til sikkerhed for hvad anpartsselskabet og S "hver især eller tilsammen til enhver tid måtte være eller blive [indklagede] skyldig" fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 200.000 kr. i anpartsselskabets driftsinventar og driftsmateriel. Klageren påtog sig selvskyldnerkaution for lånet ved separat kautionserklæring af 1. juli 1998. Kautionen var begrænset til 125.000 kr.
Indklagede gav S henstand med ydelsen, der forfaldt den 30. september 1998. Som følge af rentestigning blev ydelsen på lånet samtidig forhøjet til 6.250 kr.
I december 1998 lukkede virksomheden.
Ved skrivelse af 20. januar 1999 meddelte indklagede klageren, at lånet var i restance. Ved skrivelse af s.d. rykkede indklagede S for inddækning af restancen, som udgjorde 6.250 kr.
Ved skrivelse af 1. februar 1999 til S opsagde indklagede engagementet på grund af misligholdelse. En kopi af opsigelsesskrivelsen blev fremsendt til klageren og en medkautionist. Gælden var opgjort til ca. 415.000 kr.
Ved skrivelse af 1. marts 1999 gjorde indklagede kautionen gældende over for klageren. Efter kautionsbeløbet på 125.000 kr. var anført: "Hertil skal lægges renter efter gældende regler fra sidste rentetermin til betalingsdagen."
Ved skrivelse af 3. marts 1999 fra indklagedes inkassoafdeling blev klageren anmodet om at underskrive et frivilligt forlig. I skrivelsen var anført, at kravet på 125.000 kr. var opgjort med renter til den 17. februar 1999. "Hertil kommer renter efter gældende regler indtil gælden er betalt."
Sagen overgik til inkasso ved en advokat, som ved skrivelse af 29. marts 1999 anmodede klageren om at indbetale eller underskrive et forlig på 129.293,75, svarende til kautionsbeløbet med tillæg af inkassoomkostninger på 4.293,75 kr. I skrivelsen var anført: "Yderligere renter og omkostninger forbeholdes."
Den 8. februar 2000 udtog indklagede stævning mod klageren ved retten i Mariager med påstand om betaling af 125.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 17. februar 1999.
Den 10. april 2000 udsatte retten sagen på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Parternes påstande.
Klageren har den 10. april 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke har informeret hende tilstrækkeligt om misligholdelsen. Hun fik først kendskab hertil ved indklagedes skrivelse af 20. januar 1999, hvor virksomheden og pantet var afviklet. Hun har derfor ikke haft mulighed for at forhindre misligholdelsen.
Pantet i virksomheden var en væsentlig forudsætning for hendes kautionsforpligtelse. Hun har efterfølgende konstateret, at pantet er ulovligt, bl.a. fordi S som privat person ikke kunne give pant i virksomhedens driftslejemål og inventar.
Indklagede har anført, at klageren modtog underretning om misligholdelsen indenfor den i bank- og sparekasselovens § 41 fastsatte frist på 6 måneder.
Pantet er stillet i form af et løsøreejerpantebrev, som er håndpantsat af selskabet. Der er således tale om pant stillet af tredjemand til sikkerhed for S's gæld, hvilket er en sædvanlig og lovlig form for sikkerhed.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren modtog underretning om misligholdelsen den 20. januar 1999, hvor lånet var i restance med ydelsen pr. 31. december 1998. Ved skrivelsen af 1. februar 1999 blev klageren orienteret om opsigelsen af engagementet, og den 1. marts 1999 blev kautionen gjort gældende over for klageren. Underretning er således sket inden for den i bank- og sparekasselovens § 41 fastsatte frist på 6 måneder. Det er herefter uden betydning, at klageren efter det foreliggende ikke modtog oplysning om, at S fik henstand med ydelsen pr. 30. september 1998.
Uanset om pantet ikke måtte være lovligt stiftet, jf. anpartselskabslovens § 49, berører dette ikke klagerens hæftelse. I den aktuelle situation, hvor lånet blev opsagt med en restgæld på over 400.000 kr., kunne klageren ikke berettiget forvente, at værdien af pantet på 200.000 kr. kunne medføre en nedsættelse af kautionen, som er begrænset til 125.000 kr.
Det beløb på 125.000 kr., som klageren hæfter med, kan ikke som påstået under retssagen kræves forrentet fra den 17. februar 1999, men først fra den 2. april 1999, idet påkrav med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale renter, først blev afgivet over for klageren ved indklagedes skrivelse af 1. marts 1999, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge, idet indklagede dog skal anerkende, at kravet mod klageren først forrentes fra den 2. april 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.