Kurstabsfradrag.
| Sagsnummer: | 96 /1994 |
| Dato: | 04-05-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurstabsfradrag
|
| Ledetekst: | Kurstabsfradrag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På klagerens anmodning indhentede indklagede lånetilbud af 25. november 1993 på et 30-årigt kontantlån på 313.000 kr. i Nykredit.
Den 5. januar 1994 fremsendte Nykredit til indklagede et opsigelsestilbud pr. 17. januar 1994, hvorefter et eksisterende kontantlån med en kontantrestgæld på 187.931,19 kr. og en obligationsrestgæld på 285.718,62 kr. kunne indfries ved betaling af 296.862,70 kr. senest den 17. januar 1994. Af opsigelsestilbudet fremgik bl.a.:
"Hvis der optages nyt realkreditlån med mindst samme løbetid i ovennævnte ejendom til fuld indfrielse af nærværende lån, kan amortisationskontoen på kr. 97.787,43 - udregnet som forskellen mellem obligationsrestgælden og kontantrestgælden - udløse et kurstabsfradrag, der skal fordeles ligeligt over det nye låns løbetid."
Lånet blev indfriet den 17. januar 1994 uden hjemtagelse af nyt lån.
I slutningen af januar 1994 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende kurstabsfradraget. I skrivelse af 8. februar 1994 anførte indklagede, at der på flere tidspunkter i sagsforløbet var blevet rådgivet om kurstabsfradrag og amortisationskontoens betydning ved konvertering, men at klageren efter egen beslutning ikke ønskede at optage et nyt lån, hvorfor kurstabsfradraget ikke kunne opnås.
Ved klageskema af 14. februar 1994 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde ham skadesløs for den manglende adgang til at udnytte kurstabsfradraget.
Ved skrivelse af 15. marts 1994 til Ankenævnet meddelte indklagede, at det på grund af en lempeligere fortolkning af ligningslovens § 6 med hensyn til kravet om samtidighed var blevet muligt at opfylde klagerens ønske om hjemtagelse af et nyt lån med kurstabsfradrag. Samme dato skrev indklagede følgende til klageren:
"Vedr. effektuering af tilbudt lån, stort 313.000 Nykredit 3 C - 30 år.
I fortsættelse af vores telefonsamtale dags dato skal vi hermed bekræfte, at der er mulighed for hjemtagelse af ovennævnte lån inden 25. maj 1994 og samtidig opnå det tilknyttede kurstabsfradrag.
Muligheden er opstået efter Realkreditrådets forhandlinger med Skatteministeriet og vi skal som aftalt kort gengive Departementets oplysning.
Før ændringen var bevarelsen af kurstabsfradraget ved omlægning af kontantlån betinget af, at indfrielsen af kontantlånet sker ved optagelse af et nyt realkreditlån. Departementet har givet udtryk for, at dette krav om samtidighed kun kan anses for opfyldt, såfremt provenuet fra det nye lån direkte anvendes til indfrielse af det gamle kontantlån.
Departementet udtrykker nu enighed med Realkreditrådet i, at det vil ligge inden for bestemmelsens rammer at acceptere en lempeligere fortolkning af kravet om samtidighed, således at kravet vil blive anset for opfyldt, såfremt lånetilbuddet på det nye lån (omlægningslånet) er afgivet inden det gamle kontantlån indfries. Bevarelse af kurstabsfradraget forudsætter dog i så fald, at det pågældende lånetilbud også rent faktisk udnyttes.
Forinden vi kan igangsætte tinglysning og efterfølgende hjemtagning af lån, skal De og Deres hustru underskrive pantebrevet med tilhørende fuldmagter m.m., ligesom De skal medbringe skøde på Deres ejendom til brug ved tinglysningen.
Som aftalt henvender De Dem selv i [indklagede] inden udgangen af marts måned af hensyn til overholde af ovennævnte hjemtagelsesfrist, samt eventuel delopsigelse af bestående lån på Deres ejendom."
Den 22. marts 1994 underskrev klageren en erklæring, hvorefter han bekræftede at have modtaget pantebrevet på 313.000 kr. til Nykredit, idet han selv ønskede at hjemtage lånet. Erklæringen har følgende påtegning af 23. marts 1994 underskrevet af klageren:
"Aftalt følgende:
Hjemtagelse af lån på de tilbudte vilkår fra Nykredit uden gebyr fra [indklagedes] side. Delindfrielse af obl. lån. Særskilt bilag udfærdiget. Sagen kan hermed afsluttes."
Samme dag underskrev klageren omprioriteringsaftale, hvorefter indklagede skulle forestå hjemtagelse af Nykreditlånet på 313.000 kr. til delindfrielse af et eksisterende 9% obligationslån i Nykredit.
Ved skrivelse af 22. april 1994 til Ankenævnet anmodede klageren om, at sagen blev sat i bero indtil videre, idet der var åbnet mulighed for en tilfredsstillende afslutning af sagen.
Ved skrivelse af 25. april 1994 til indklagede meddelte klageren vedrørende aftalen af 23. marts 1994:
"Delopsigelse af obl. lån, samt hjemtagelse af kontantlån, bedes udskudt indtil videre, grundet det for tiden dårlige obl. marked"
Samme dag underskrev klageren en påtegning på skrivelsen hvoraf fremgår:
"Undertegnede er opmærksom på, at fristen for hjemtagelse af det tilbudte Nykreditlån er den 25. maj 1994, og at [indklagede] er uden ansvar såfremt denne frist ikke overholdes."
Efter anmodning fra klageren meddelte Nykredit en forlængelse af lånetilbudet til den 25. november 1994.
Ved skrivelse af 25. maj 1994 til klageren meddelte indklagede, at det tinglyste pantebrev på 313.000 kr. til Nykredit lå klar til udlevering, når klageren måtte ønske det. Samtidig fremsendte indklagede nyt lånetilbud med nyt pantebrevsudkast på 297.000 kr., som klageren havde bestilt hos Nykredit.
Klageren hentede pantebrevet hos indklagede den 6. juni 1994.
Efter klagerens telefoniske meddelelse til Ankenævnets sekretariat om, at han på grund af kursudviklingen anså det for urealistisk, at der kunne opnås en tilfredsstillende løsning på sagen, anmodede sekretariatet den 12. september 1994 indklagede om at fremsende svar på klagen.
Ved skrivelse af 28. september 1994 meddelte indklagede, at man anså sagen for afsluttet, idet man ved udlevering af det tinglyste pantebrev til klageren den 6. juni 1994 havde opfyldt aftalen af 23. marts 1994, hvorefter sagen kunne afsluttes med hjemtagelse af det tilbudte lån i Nykredit, hvorved klageren kunne opnå kurstabsfradrag som ønsket.
Klageren har anført, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at undlade at informere om, at han ved at indfri det eksisterende lån uden samtidig at hjemtage et nyt, led tab i form af mistet fradrag på 97.787,43 kr. Først den 24. januar 1994, hvor han deltog i et kursus med repræsentanter fra indklagede som foredragsholdere, blev han bekendt med, at han ved at indfri det eksisterende lån uden samtidig hjemtagelse af nyt lån havde mistet kurstabsfradraget. Aftalen af 23. marts 1994 havde til formål at stille ham, som om der ved indfrielsen af det eksisterende lån den 17. januar 1994 samtidig var blevet hjemtaget det af Nykredit tilbudte lån, hvorved han havde opnået kurstabsfradrag. På grund af faldende kurser blev hjemtagelsen efter aftale med indklagede udskudt. Da kursniveauet efterfølgende konstant har været lavere end 17. januar 1994, har sagen ikke kunnet løses som forudsat i aftalen af 23. marts 1994, hvorfor indklagede nu bør betale erstatning.
Indklagede har anført, at klageren allerede ved et omprioriteringsforslag fra Nykredit af 17. august 1993 blev rådgivet om kurstabsfradrag og amortisationskontoens betydning ved konvertering. Af både dette og det efterfølgende omprioriteringsforslag af 25. november 1993 fremgår, at der i det nye låns nettoydelse er indregnet et fradrag for kurstab på det eksisterende kontantlån. Kurstabsfradraget og betingelserne herfor fremgår også af opsigelsestilbudet pr. 17. januar 1994, som klageren modtog til godkendelse. Klageren ønskede imidlertid ikke at optage et nyt lån, hvorfor kurstabsfradraget ikke kunne opnås. Da det efterfølgende viste sig, at klageren kunne opnå kurstabsfradrag som ønsket, blev der den 23. marts 1994 indgået aftale om hjemtagelse af det af Nykredit tilbudte lån. Det fremgår klart af aftalen, at hjemtagelsen af Nykreditlånet skulle ske på de tilbudte vilkår, ligesom der ikke er anført betingelser om en minimumskurs. Sagen blev afsluttet af indklagede den 6. juni 1994 med udlevering af det tinglyste pantebrev til klageren. Indklagede har hermed opfyldt den indgåede aftale. Alle ændringer og udsættelser m.v. er sket på klagerens foranledning, hvorfor man ikke er ansvarlig herfor.
Ankenævnets bemærkninger:
Af Nykredits opsigelsestilbud af 5. januar 1994 fremgår, at klageren alene kunne opnå det omhandlede kurstabsfradrag på 97.787,43 kr., såfremt han optog et nyt realkreditlån. Hertil kommer, at klageren ved indklagedes skrivelse af 15. marts 1994 fik oplysning om, at det fortsat var muligt for ham at udnytte Nykredits lånetilbud med adgang til kurstabsfradrag. Han besluttede imidlertid på grund af kursudviklingen ikke at hjemtage det tilbudte lån. Ankenævnet finder, at der under disse omstændigheder ikke er grundlag for at pålægge indklagede at betale klageren erstatning for mistet kurstabsfradrag.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.