Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspeditionstid ved overførsel af værdipapirer til andet pengeinstitut.

Sagsnummer: 229/2023
Dato: 28-02-2024
Ankenævn: Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Kim Korup Eriksen.
Klageemne: Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Depot - ekspeditionstid ved overførsel
Overførsel - depot
Værdipapirer - overførsel til andet pengeinstitut
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Ekspeditionstid ved overførsel af værdipapirer til andet pengeinstitut.
Indklagede: Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører ekspeditionstid ved overførsel af værdipapirer til andet pengeinstitut.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han havde et depot.

Klageren henvendte sig til banken i foråret 2021, da han ønskede overførsel af 20.134 stk. aktier og 20.134 stk. warrants fra Værdipapircentralen til sit depot i banken. Banken har oplyst, at der var tale om unoterede aktier.

Klageren har fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 23. april 2021 mellem ham og banken. Af transskriberingen fremgår:

”[Banken] [03:14]: hvis du får dem på anden måde, så skulle det være muligt at få dem over til os, så snart de er på børsen.

[Klageren] [03:27]: Jeg ved at selskabet noteres på First North ? det abonnerer I vel også på? Jeg kan i hvert fald set tidligere First North selskaber herinde på Saxo.

[Banken]: Ja”

Af et skærmprint af bankens hjemmeside af 19. maj 2021 fremgår:

”Hvordan overfører jeg mine aktier og værdipapirer til/fra min konto i Saxo Bank?

Opdateret – 11. februar 2021 19:50

[…]

Behandlingstiden for overførslen afhænger af den overførende bank eller broker. […]

[…]”

Ved e-mail af 16. september 2021 til klageren skrev banken:

”Vi har modtaget dump af nogle aktier / obligationer fra din mægler, men vi mang[…] overførselsanmodningen om den samme på platformen.

Kan du kontrollere og rådgive om du vil modtage aktierne med Saxo. hvis ja, så t[…] om overførsel til det samme efter nedenstående procedure:
https://www.help.saxo/hc/da/articles/360001270546-Hvordan-overf%C3%B8rer-jv%C3%A6rdipapirer-til-fra-min-konto-i-Saxo-Bank-”

Samme dag svarede klageren:

“Yes, I am aware that stocks are being transferred to my account, but this is not a “normal” transfer meaning that I am not getting stocks transferred from another broker.

The stocks are of a company which is not yet publicly listed. As of today, the company announced its intention to float, and the shares of the company will be tradable on the 7th of October. I have been granted some stocks in this IPO process that are now being transferred to my account directly from the Danish Securities Centre. This means I have no contact person, no email address, no phone number, no account number at the broker etc.

In other words, I am simply not able to fill in the requested information as suggested by the link you sent me earlier. I know for a fact that [pengeinstitut P] (another Scandinavian broker) does not require customers to “request” a transfer in order to receive transferred stocks.

To sum up, the Danish authorities are trying to transfer stocks to my account, but Saxobank is hindering this process because you request information that does not exist of a broker that does not exist.

[…]”

Klageren har fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 22. september 2021 mellem parterne. Af transskriberingen fremgår:

”[Banken] [12:20]: We will try and do it manually [the transfer] if the system doesn’t allow. I will send you an Excel file and if you can, please just fill out the details as much as you can. If you don’t fill all of them, it is okay, as long as you provide as much information as possible it should be fine. What I will do next after I receive the form, I will go to our stock transfer team and ask if we can transfer only when the company is public or if possible before.

[Klageren] [13:55]: What sort of information do I have to put in? Is that anything I can just tell on the phone?

[Banken] [14:09]: It is the issuer’s name, how many shares in total, the ticker, the stock exchange, when is the first public offering, and the ISIN codes.

[Banken] [15:05]: After you send it [the Excel file], I will proceed from there.”

Klageren har endvidere fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 28. september 2021 mellem parterne. Af transskriberingen fremgår:

”[Banken] [01:10]: Der ser ud til, at der er blevet smidt nogle aktier ind på din konto, men vi har ikke nogen anmodning på det internt. Det kan vi sagtens løse, det er ikke så slemt. […] Du skal ind på vores platform og lave en anmodning.

[Klageren] [02:00]: Jeg er med på, at jeg derinde [på platformen] skal anmode om det. Det kan jeg bare ikke, da aktierne ikke overføres fra en broker. Jeres platform ikke er fleksibel nok til min situation.

[Banken] [02:14]: Det kan jeg godt se.

[Klageren] [03:00]: Jeg er blevet bedt om forleden at udfylde et manuelt skema, der efterspurgte nøjagtig de samme informationer, som platformen efterspørger. Det skulle jeg sende ind, og det er 6 dage siden nu, og der er stadig ikke sket noget.

[Banken] [03:14]: Vil du have noget imod at sende skemaet ind igen? Jeg har rimelig godt styr på de her ting. […] Jeg burde kunne finde det [Excel arket] selv, hvis det er. Så burde vi sagtens kunne få det løst inden ikke alt for længe.

Forbindelse afbrudt.

Forbindelse genoprettet.

[Klageren] [00:21]: Arket ligger under support forespørgsler.

[Banken] [00:53]: Jeg har fundet sagen og arket. Det du har skrevet, ser fint ud. Alene ISIN giver mig meget information. Ud fra ISIN kan jeg fylde produkttype ud. Det er klart, at du ikke har udfyldt noget account number, det giver heller ikke mening i din specielle situation.

[Klageren] [01:30]: Jeg har skrevet flere ISIN numre på, da jeg ikke ved hvilke, der er korrekte, da der både er nogle temporary ISIN og warrants.

[Banken] [01:35]: Jeg har ISIN-koderne selv. Jeg fik en mail hvor der stod de forskellige ISIN.

[Klageren] [03:05]: Jeg har også tidligere snakket med en af dine kollegaer, hvor jeg gjorde opmærksom på, at der kommer endnu en overførsel senere. Din kollega ville lægge en note i jeres system. Kan du også lægge en note, så dem der bogfører, vil lade næste dump komme igennem uden problemer.

[Klageren]: [03:42]: Jeg skal have nogle detaljer på, hvad der kommer ind før dem der bogfører bare kan sige O.K.

[Klageren] [03:46]: Det er nøjagtig de samme aktier. Det drejer sig om ca. 20-21.000 aktier.

[Banken] [04:40]: De her aktier skal jeg nok få ind, og så lægger jeg en note, så vi forhåbentlig løser fremtidens problemer. Ellers må vi tage den manuelt igen.

[Banken] [05:25] Det her kan godt nogle gange være noget bøvl. Jeg plejer at gå ind manuelt, fordi disse ting driller. Man gider jo som kunde ikke, at det sidder fast, hvis man nu vil sælge. Det er bare uheldigt, at man har noget låst, som man ikke kan komme af med. Det er jo risiko.

[Banken] [05:55]: Denne her opgave burde jeg kunne få på plads i løbet af et par dage.

[Klageren] [06:31]: Det er super, så håber jeg, at de [værdipapirerne] kommer ind på min konto.

[Banken] [06:53]: Det satser jeg på.”

Klageren har fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 29. september 2021 mellem parterne. Af transskriberingen fremgår:

”[Banken] [00:20]: Angående denne anmodning, der var lige en ting, der blev spottet af vores overførselsanmodning. I det Excel ark vi har modtaget, mener overførselsafdelingen ikke, at antallet stemmer til det antal [aktier] vi har modtaget. Jeg vil lige tjekke med dig, om antallet er forkert.

[Klageren] [00:45]: Det beløb, som er oplyst i arket, er det totale beløb.

[Banken] [01:38]: […] Så er der styr på det korrekte antal. Så siger jeg det til overførselsafdelingen.”

Klageren har fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 5. oktober 2021 mellem parterne. Af transskriberingen fremgår bl.a., at banken oplyste klageren om, at den ikke kunne bogføre aktierne eller tilføje aktierne i bankens system. Endvidere oplyste banken, at den ville sende værdipapirerne tilbage til Værdipapircentralen. Hertil svarede klageren, at Værdipapircentralen havde oplyst, at den ikke kunne gøre mere ved situationen, når først værdipapirerne var udstedt. Klageren anmodede om, at banken i stedet sendte værdipapirerne til pengeinstitut P. Dette ville banken undersøge og vende tilbage til klageren.

Klageren har fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 7. oktober 2021 mellem parterne. Af transskriberingen fremgår:

”[Banken] [00:10]: Vi har gode nyheder. Det lød som om, at du gerne ville have dem flyttet over i [pengeinstitut P], og det har jeg fået bekræftet. Vi kan godt få dem flyttet. Vel at mærke fik jeg også at vide, at vi kan gøre det gratis, når vi er i denne situation med VP. Jeg skal egentlig kun bruge nogle detaljer fra dig, mere specifikt nogle fra din [pengeinstitut P] konto. Kan du sende mig det, der hedder et VP depotnummer og CD ident?.

[Klageren] [00:40]: Det kan jeg sagtens sende.

[Banken] [00:54]: Send det til mig, så skal jeg nok sørge for, at overførslen bliver sat i gang.”

Samme dag sendte klageren oplysninger til banken om sin konto i pengeinstitut P.

Ved e-mail samme dag skrev banken til klageren:

”Mange tak. Jeg sætter overførslen i gang. Jeg skriver lige når jeg har mere info på dette”

Ved e-mail af 12. oktober 2021 til banken skrev klageren, at han ikke havde modtaget sine aktier på sit depot hos pengeinstitut P og bad om status på overførslen.  

Klageren har fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 19. oktober 2021 mellem parterne. Af transskriberingen fremgår:

”[Klageren] [00:40]: Hvad er situationen på det hele [overførslen]? Jeg vil godt snart have det overstået.

[Banken] [00:42]: Jeg har faktisk lige fået fat i en af dem [fra overførselsteamet], og det lyder på dem som om, at de først lige har fået dem smidt over. De ligger hos [pengeinstitut P] nu.

[Klageren] [01:23]: Kan jeg få en kvittering på, at de er overført?

Saxobank [01:33]: Jeg skal nok lige sende en bekræftelse, men det lød som om, at de [overførselsafdelingen] fumlede lidt med det.

[Klageren] [01:45]: Jeg har intet på min [pengeinstitut P] konto.

[Banken] [01:50]: Hvis vi smider dem ind hos [pengeinstitut P] skal de lige opdage det. Men jeg skal nok sende en officiel bekræftelse.

[Klageren] [01:55]: Jeg har jo ikke set de aktier på noget tidspunkt. Og nu har de været på børsen en uge.

[Banken] [02:30]: Jeg beklager, at jeg ikke har fået svaret på din mail. Jeg har været på ferie.

[Klageren] [04:05]: Jeg ringer til [pengeinstitut P] og får bekræftet med det samme.”

Klageren har fremlagt en transskribering af en telefonsamtale af 29. oktober 2021 mellem parterne. Af transskriberingen fremgår:

”[Klageren] [00:10]: Det drejer sig om de aktier, du lovede, blev overført for 10-15 dage siden til [pengeinstitut P]. Jeg har snakket med [pengeinstitut P], og de er ikke alle blevet overført. Derimod er mine aktier nu bogført på mit depot i Saxobank, hvor de ikke kan handles. Vil du ikke være sød og få det ordnet? Du lovede mig sidst, at de var overført til [pengeinstitut P].

[Banken] [00:53]: Det er jeg ked af. Jeg fik faktisk at vide, at de var overført. Det fik jeg bekræftet af vores overførselsafdeling.

[Klageren] [01:00]: Det må du godt lige få ordnet, for nu er det to måneder siden, at vi satte denne proces i gang.”

Den 6. december 2021 klagede klageren til banken og krævede overførslen gennemført straks og uden beregning samt erstatning for sit tab.

Ved besked af 9. december 2021 til klageren skrev banken:

”Jeg er blevet informeret om at du ønsker at overføre aktier fra Saxo Bank til os jeg skal bede dig om at oprette en anmodning om overførsel af værdipapirer.

[…]”

Samme dag svarede klageren:

”Jeg har tidligere anmodet om overførsel af aktier mange gange. I må kunne genbruge de anmodninger.

Derudover ønsker jeg ikke aktier overført fra Saxo Bank til jer, men fra Saxo Bank til [pengeinstitut P]. Jeg har givet [banken], en af jeres medarbejdere, alle oplysninger tidligere på mit depot hos [pengeinstitut P].

Derudover forventer jeg, at overførslen bliver uden beregning. Kan du bekræfte, at dette også bliver tilfældet?”

Ved e-mail af 5. januar 2022 til banken rykkede klageren for overførsel af aktierne og gjorde opmærksom på, at han tidligere havde indsendt depotnummer og de af banken efterspurgte informationer.

Den 10. februar 2022 anmodede klageren banken om en status vedrørende overførslen.

Den 10. marts 2022 udbad klageren sig et svar fra banken.

Banken har anført, at den modtog en overførselsanmodning vedrørende aktierne den 25. april 2022.

Den 28. april 2022 blev klagerens aktier overført til pengeinstitut P.  

Ved e-mail af 13. juni 2022 til banken skrev klageren:

”Jeg har endnu ikke fået overflyttet mine tegningsoptioner (ISIN: DK0061670551) fra Saxo Bank til [pengeinstitut P]. En proces vi startede i september 2021 efter forkert vejledning fra SaxoBank.

Der er ikke lang tid til optionerne kan udnyttes, så jeg ønsker stadig disse overført til [pengeinstitut P]. Der er ikke muligt at anmode om overførsel af optionerne i jeres system. Jeres system ser udelukkende ud til at kunne håndtere ”almindelige” instrumenter, da drop-down menuen under ”KONTO -> INDBETALINGER OG OVERFØRSLER -> OVERFØRSEL AF OPRTEFØLJE -> VÆLG INSTRUMENTER FRA DINE POSITIONER” ikke lader mig vælge overførsel af optioner.

Udnyttelsesvinduet for optionerne er i oktober, og det er absoult kritisk, at disse er overført til [pengeinstitut P] inden, da de ellers bliver værdiløse- I princippet har jeg allerede tab mange penge på ikke at kunne handle mine optioner, fordi I endnu ikke har overført disse til [pengeinstitut P].

[…]”

Ved e-mail af 9. august 2022 til banken spurgte klageren ind til status i forhold til overførslen af hans warrants og gjorde opmærksom på risikoen for, at de blev værdiløse, såfremt banken ikke behandlede hans sag inden udnyttelsesvinduet.

Den 17., 23. og 30. august 2022 samt den 25. september 2022 rykkede klageren banken.

 

Banken har anført, at den modtog en overførselsanmodning vedrørende warrants den 6. oktober 2022.

 

Klageren har oplyst, at den resterende del af hans værdipapirer blev overført til pengeinstitut P den 7. oktober 2022.

 

Banken har oplyst, at klagerens warrants blev modtaget af pengeinstitut P den 10. oktober 2022.

Banken afviste klagen og tilbød klageren en kompensation på 14.588 kr. pr. konduite.

Af et skærmprint af overførselsmenuen på bankens platform for 2023 fremgår bl.a.:

”Sørg for, at:

[…]

  • Kun understøttede instrument overføres – ikke-understøttede instrumenter som f.eks. unoterede aktier kan ikke overføres.
  • Den forventede behandlingstid for en depotoverførsel er 4 til 6 uger, men kan i visse tilfælde tage længere tid.

[…]”

Klageren har fremlagt et skærmprint af overførselsmenuen på bankens platform for 2021. Heraf fremgår ikke oplysninger om understøttede instrumenter og behandlingstid for depotoverførsel.

Af et skærmprint af bankens hjemmeside af 26. maj 2023 fremgår:

”Hvordan overfører jeg værdipapirer til/fra min konto i Saxo Bank?

Opdateret - for 18 dage siden

[…]

Hvor lang tid tager en overførsel?

Behandlingstiden for værdipapirsoverførsler afhænger banken hvorfra/hvortil værdipapirerne overføres.

Den estimerede tid er 4-6 uger.

[…]”

Parternes påstande

Den 3. april 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal betale kompensation på 87.443,63 kr.

Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens håndtering af sagen var uagtsom og ansvarspådragende, da hans tab kunne have været undgået, såfremt banken havde ekspederet hans overførsel inden for almindelig ekspeditionstid.

I forbindelse med noteringen af First North-selskabet på børsmarkedet blev to typer af værdipapirer overført til hans depot i banken. Banken blev informeret om overførslen af værdipapirerne, og han gjorde banken opmærksom på, at aktierne skulle være omsættelige ved første handelsdag den 7. oktober 2021. Han fik garanti for, at de pågældende aktier og warrants kunne handles på første handelsdag.

Banken afviste, at den kunne facilitere en Lean IPO, men bekræftede, at såfremt instrumenter blev erhvervet ved en børsnotering på en anden måde, så var det muligt at få instrumenterne overført til banken. Endvidere gav banken udtryk for, at værdipapirerne kunne handles efter noteringen. I modsat fald burde banken have rådgivet ham herom.

Da banken modtog aktier og warrants fra Værdipapircentralen, var instrumenterne udstedt, og banken skulle derfor ikke agere placement agent, men blot bogføre instrumenterne i dens system. Banken informerede ham om, at dette var muligt. Dette fremgår af telefonsamtalerne af 22. september 2022 og 28. september 2022.

I fjorten opkald fulgte han løbende op på overførslen af instrumenterne til banken med henblik på at sikre, at de var tilgængelige for handel ved første handelsdag.

I september 2021 blev banken opmærksom på, at den alligevel ikke kunne tilbyde handel i værdipapirerne ved første handelsdag. For at undgå, at han havde en unødvendig og tvungen eksponering i disse høj-risiko værdipapirer, hvor han ikke kunne sælge værdipapirerne, aftalte han med banken, at hans værdipapirer skulle overføres til pengeinstitut P hurtigst muligt, hvor der tilbydes handel i værdipapirerne. Den 19. oktober 2021 fik han lovning på, at hans værdipapirer allerede var blevet overført til pengeinstitut P. Først den 28. april 2022 blev halvdelen af hans værdipapirer overført til pengeinstitut P. Den 7. oktober 2022 blev den anden halvdel af hans værdipapirer overført.

Banken anfører, at den modtog en henvendelse den 6. december 2021 om at overføre værdipapirerne til pengeinstitut P. Dette er ikke korrekt. Dialogen om overførslen startede allerede i september 2021, hvilket fremgår af opkaldet med banken af 29. september 2021, e-mailen af 30. september 2021, opkaldet af 5. oktober 2021, opkaldet og e-mailen af 7. oktober 2021 og opkaldene af 19. og 29. oktober 2021.

Banken havde en komplet overførelsesanmodning primo oktober 2021. Banken var bekendt med, at overførslen indbefattede alle værdipapirerne, der af Værdipapircentralen blev dumpet på hans depot, på trods af at de omtalte værdipapirerne som aktier. Hensigten med overførslen var, at de instrumenter, der ikke var omsættelige på bankens platform, skulle overføres til pengeinstitut P, hvor de ville være omsættelige. ISIN-kode på warrants var ligeledes oplyst i det Excel-ark, der blev indsendt til banken i oktober 2021.

Banken ydede mangelfuld kommunikation trods hans løbende opfølgning. Banken har selv været uforstående over for den lange ekspeditionstid, når overførsler af værdipapirer kan gennemføres hurtigt. Banken har ad flere omgange erkendt den ringe håndtering af hans sag og undskyldt for den lange ekspeditionstid.

Bankens interne kommunikation var ringe. Når han henvendte sig til banken, var der manglende intern kommunikation, og hans overførselsanmodninger nåede aldrig til overførselsteamet. Hver gang han henvendte sig, skulle han sætte dens medarbejdere ind i hele situationen, der så kunne oprette en ny overførselsanmodning i systemet, da de forrige var gået tabt.

Bankens kompensation skal svare til det økonomiske tab, han har lidt som følge af dens handlinger. Banken bør således betale kompensation for det tab, han har lidt på selve instrumenterne. I en periode op til ét år har han haft en tvunget eksponering i højrisikoinstrumenter. Banken bærer ansvaret for eksponeringen, da den ikke gennemførte den nødvendige indsats for at begrænse hans tab. Tabet på instrumenterne er 49.328,30 kr. I forhold til ISIN DK0061670205 var lukkekursen 4,40 kr. den 7. oktober 2021, hvor værdien udgjorde 88.589,60 kr. Lukkekursen var 2,57 kr. den 28. april 2022, hvor værdien udgjorde 51.744,38 kr.

Banken bør endvidere dække hans alternativomkostninger af indefrosne midler. På første handelsdag den 7. oktober 2021 var værdien af de indefrosne instrumenter 104.696,80 kr. Beløbet 104.696,80 kr. udgør en anseelig del af hans samlede formue. Ved lejlighedskøb i januar 2022 var han som direkte konsekvens af indefrysningen af hans midler hos banken nødsaget til at finde alternativ finansiering for et tilsvarende beløb på 104.696,80 kr. ved obligationslån. I lånets løbetid kan renteudgifter og bidragsydelser for et beløb på 38.115,33 kr. henføres direkte til den alternative finansiering af de indefrosne midler i banken.

Banken har siden 2021 ændret i overførselspolitikken og den rådgivning, den giver på sin handelsplatform og hjemmeside i forbindelse med overførsler. Han har fremlagt dokumentation herfor. Bilagene viser, hvordan punkterne om ”behandlingstid på 4-6 uger” og ”ikke-understøttede instrumenter” er tilføjet efter maj 2021, hvor han startede processen med overførsel af instrumenter.

Saxo Bank har anført, at klageren spurgte om muligheden for at facilitere overførsel af værdipapirer til sit depot hos banken. Da aktierne ikke var børsnoterede, oplyste banken, at børsnoteringer ikke er noget, man kan gøre gennem banken, og at det umiddelbart ikke var muligt at have aktierne, førend de var blevet børsnoteret. Klageren fik gentagne gange at vide, at banken ikke tilbød IPO’er.

Banken har aldrig lovet klageren, at han kunne handle værdipapirerne hos banken, efter de blev børsnoteret. Banken har gentagne gange oplyst klageren om, at banken ikke understøtter IPO’er, og banken er ikke ansvarlig for, at klageren alligevel valgte at få aktierne overført til banken før børsnoteringen.

Klageren kunne overføre aktierne til banken efter en børsnotering. Havde klageren gjort børsnoteringen gennem pengeinstitut P, kunne han derefter have overført aktierne derfra til banken uden problemer. Det valgte han ikke at gøre.

Værdipapircentralen overførte pludselig værdipapirerne til banken uden varsel i september 2021. Til trods for at klageren gentagne gange blev gjort opmærksom på, at banken ikke understøttede IPO’er, bad han Værdipapircentralen om at overføre aktierne til banken. Da det ikke var muligt for banken at sende værdipapirerne retur til Værdipapircentralen, blev banken nødt til at bogføre værdipapirerne.

Udover at aktierne var unoterede, modtog banken ingen information fra Værdipapircentralen, og derfor vidste banken ikke, hvem aktierne tilhørte. Det tog derfor noget tid at finde ud af, hvem aktierne tilhørte, og derfor blev aktierne først bogført på klagerens konto den 29. oktober 2021. Da klageren i starten af oktober 2021 anmodede banken om at overføre aktier til pengeinstitut P, havde banken derfor ikke bogført aktierne endnu. I og med overførslen blev sat i gang af klageren selv og ikke af banken, der kunne godkende den, var der tale om en situation, hvor personerne, klageren talte med, i bankens kundeserviceafdeling ikke havde den fulde information om situationen. Det var ikke muligt for banken at overføre aktierne, da klageren anmodede om at få dem overført, inden de var på hans konto.

Under en telefonsamtale den 23. april 2021 efterspurgte klageren custody account nummer og VP account nummer, som han var blevet bedt om at skaffe i forbindelse med deltagelse i børsnoteringen. Her fik han at vide, at børsnoteringer som udgangspunkt ikke er noget, man kan gøre gennem banken, og klageren sagde, at han vidste, at den blev gennemført via pengeinstitut P, men at han bare gerne vil have overført de aktier, han kom til at modtage, til Saxo Bank.

I forhold til telefonsamtalen dateret den 22. september 2021 blev klageren ikke på noget tidspunkt informeret om, at overførslen kunne lade sig gøre, men blot at medarbejderen ville undersøge, om det kunne lade sig gøre. I opkaldet blev klageren også gjort opmærksom på, at banken ikke understøttede børsnoteringer, men at pengeinstitut P gjorde.

I forhold til telefonsamtalen dateret den 28. september 2021 er det tydeligt, at bankens medarbejder ikke vidste, at der var tale om unoterede aktier. Medarbejderen sagde blandt andet i opkaldet, at han først lige var kommet ind i sagen, og at han ikke havde været inde over alt det forrige. Han sagde også, at han ville vende tilbage, og at han forhåbentligt kunne fortælle, at de var bogført. Han henviste til, at aktieoverførsler godt kan drille lidt, og at man derfor kan være nødt til at gøre det manuelt. Dette ville han ikke have sagt, hvis han havde vidst, at der var tale om unoterede aktier, da banken slet ikke modtager unoterede aktier.

Det er ikke korrekt, at banken havde en komplet overførselsanmodning primo oktober 2021. Banken modtog en henvendelse den 6. december 2021 om at overføre ISIN DK0061670205 og DK0061670551 til pengeinstitut P. Klageren blev samme dag samt den 9. december 2021 gjort opmærksom på, at han skulle lave en anmodning om en overførsel via bankens handelsplatform for at sikre, at banken modtog alle korrekte oplysninger.

Banken modtog ikke den korrekte overførselsanmodning før den 25. april 2022. Denne anmodning omhandlede kun overførsel af aktierne og ikke warrants. Aktierne blev overført til pengeinstitut P den 28. april 2022, dvs. tre dage efter anmodningen. Banken modtog først anmodning om at overføre warrants den 6. oktober 2022. Disse blev modtaget af pengeinstitut P den 10. oktober 2022, hvilket klageren også selv bekræfter. Overførslen af warrants skete helt ekstraordinært, da warrants normalt ikke kan overføres, men skal udnyttes.

Når der bliver anmodet om en overførsel ind via bankens platform, bliver man gjort opmærksom på, at overførslen kan tage 4-6 uger, og at det kun er understøttende instrumenter, der kan overføres. Bankens overførelsespolitik har ikke ændret sig, men det er som klageren anført korrekt, at skærmbilledet blev opdateret i sidste kvartal af 2021. Klageren kunne uanset ændringen ikke bruge den elektroniske formular, da det ville betyde, at han skulle søge efter instrumentet i søgefeltet, hvilket ikke ville have været muligt, eftersom aktien endnu ikke var børsnoteret.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han havde et depot.

Klageren henvendte sig til banken i foråret 2021, da han ønskede overførsel af 20.134 stk. aktier og 20.134 stk. warrants fra Værdipapircentralen til sit depot i banken. Banken har oplyst, at der var tale om unoterede aktier.

Banken har oplyst, at Værdipapircentralen overførte værdipapirerne til banken uden varsel i september 2021. Da det ikke var muligt for banken at sende værdipapirerne retur til Værdipapircentralen, var banken nødt til at bogføre værdipapirerne.

I starten af oktober 2021 drøftede klageren og banken, at værdipapirerne skulle overføres til klagerens depot i pengeinstitut P, da banken ikke kom til at kunne bogføre aktierne eller tilføje dem i sit system.

Den 7. oktober 2021 meddelte banken klageren, at den ville sørge for at sætte overførslen til pengeinstitut P i gang.

Banken har anført, at da klageren i starten af oktober 2021 anmodede banken om at overføre aktier til pengeinstitut P, havde banken endnu ikke bogført aktierne. På grund af at overførslen blev sat i gang af klageren selv og ikke af banken, var der tale om en situation, hvor personerne, klageren talte med i bankens kundeserviceafdeling, ikke havde den fulde information om situationen. Det var ikke muligt for banken at overføre aktierne, da klageren anmodede om at få dem overført, inden de var på hans konto.

Den 19. oktober 2021 oplyste banken klageren om, at værdipapirerne var overført til pengeinstitut P.

Banken har anført, at den først den 6. december 2021 modtog en henvendelse om at overføre ISIN DK0061670205 og ISIN DK0061670551 til pengeinstitut P. Klageren blev samme dag samt den 9. december 2021 gjort opmærksom på, at han skulle lave en anmodning om en overførsel via bankens handelsplatform for at sikre, at banken modtog alle korrekte oplysninger.

Banken har endvidere anført, at den først den 25. april 2022 modtog den korrekte overførelsesanmodning vedrørende overførsel af aktierne.

Aktierne blev overført til pengeinstitut P den 28. april 2022. Derefter rykkede klageren flere gange banken for overførsel af hans warrants.

Banken har anført, at den modtog anmodning om at overføre klagerens warrants den 6. oktober 2022.

Klageren har oplyst, at den resterende del af hans værdipapirer blev overført til pengeinstitut P den 7. oktober 2022.

Banken har oplyst, at klagerens warrants blev modtaget af pengeinstitut P den 10. oktober 2022.

Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag er uklart, på hvilket tidspunkt det var muligt for banken at overføre værdipapirerne til pengeinstitut P, samt på hvilket tidspunkt der forelå tilstrækkelige overførselsanmodninger.

Ankenævnet finder på den baggrund, at en stillingtagen til sagen forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Klagen afvises derfor i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.