Bidragsforhøjelse.
| Sagsnummer: | 21603073/2016 |
| Dato: | 25-10-2016 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Bidrag - forhøjelse
|
| Ledetekst: | Bidragsforhøjelse. |
| Indklagede: | Totalkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
21603073
Bidragsforhøjelse.
Klageren erhvervede pr. 15. maj 2015 en ejendom og modtog i den anledning via et låneformidlende pengeinstitut to alternative lånetilbud fra det indklagede realkreditinstitut. Begge lånetilbud angav en årlig bidragssats på 0,6124 pct. og en oplysning om, at der kunne findes yderligere information om bidrag i instituttets Långuide. Af låne- og pantsætningsaftalen samt af instituttets Långuide pr. november 2015 fremgik det, at der som en del af ydelserne skulle betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde blev fastsat og kunne ændres af instituttet i lånets løbetid. I forbindelse med låneoptagelsen blev der udarbejdet et rådgivningsskema, hvoraf det fremgik, at bidraget kunne justeres med forudgående varsel. Lånet blev udbetalt i juni 2015. Instituttet varslede i februar 2016 bidragsforhøjelser over for klageren, hvorved den årlige bidragssats pr. 1. juli 2016 ville stige til 0,7376 pct. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over, at bidragssatsen allerede indenfor et år efter optagelsen af lånet skulle stige med over 2.200 kr.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle annullere bidragsforhøjelsen. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fastslog, at klageren ikke umiddelbart havde anfægtet instituttets hjemmel til at foretage bidragsforhøjelser, men havde anført, at bidragsforhøjelsen var urimelig, fordi den blev gennemført kun 8 måneder efter, at lånet var blevet optaget. Selv om der kun gik ca. 8 måneder imellem klagerens låneoptagelse og varslingen af bidragsforhøjelsen, fandt Nævnet, at der ikke kunne rejses kritik af instituttets fremgangsmåde. Nævnet henviste herved til, at instituttet af blandt andet konkurrence- og fondsbørsmæssige årsager måtte være berettiget og forpligtet til ikke at oplyse om interne overvejelser om prisændringer. Dertil kom, at der, uanset hvornår en prisændring offentliggøres og gennemføres, altid vil være kunder, som har disponeret kort tid før. Nævnet bemærkede i øvrigt i forhold til rådgivningen, at der i sagen var fremlagt et rådgivningsskema, som specifikt omtalte risikoen for bidragsforhøjelser. Da Nævnet endvidere fandt, at bidragsforhøjelsen hverken kunne tilsidesættes som vilkårlig eller åbenbart urimelig, frifandt Nævnet som følge af det anførte realkreditinstituttet.
K E N D E L S E
afsagt den 25. oktober 2016
JOURNAL NR.: 2016-01-03-073-T
INSTITUT: Totalkredit A/S
KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.
DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 10. oktober 2016
SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen
NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Jakob Bjerre
Morten B. Pedersen
Jacob Elverum
Per Englyst
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Klageren erhvervede pr. 15. maj 2015 en ejendom. Købet skulle finansieres ved optagelse af lån hos det indklagede realkreditinstitut.
Som sagen er oplyst, fik klageren i første omgang gennem et af indklagedes låneformidlende pengeinstitutter et tilbud på et 1,5 pct. obligationslån.
Indklagede afgav den 27. maj 2015 gennem det låneformidlende pengeinstitut et nyt lånetilbud til klageren vedrørende et 20-årigt, 2 pct. obligationslån. Lånetilbuddet indeholder følgende oplysninger:
”Oplysninger om nyt lån
Hovedtal Obligationslån
Lånebeløb (hovedstol) 1.823.000
Ydelse pr. måned 1. år før skat 10.151
Ydelse pr. måned 1. år efter skat (28,60%) 9.053
Heraf afdrag pr. måned 1. år 6.244
Rentesats i procent pr. år 2,0000
Debitorrente i procent pr. år 2,0000
Bidragssats i procent pr. år 0,6124
Årlige omkostninger i procent før skat (ÅOP) 3,0
Rente Fast
Lånets løbetid i år 20
Kurs 97,62
Samlet beløb der skal betales i lånets løbetid 2.336.738
Anslået beløb til udbetaling 1.764.416
Nutidsværdi efter skat ved en kalkulationsrente på 2,50% 1.735.148
Långiver …(Indklagede)…
…
Bidrag beregnes af lånets restgæld. Læs mere om bidragssats i Långuiden.”
Lånetilbuddet var vedlagt en låne- og pantsætningsaftale, som i de særlige bestemmelser indeholder følgende afsnit:
”1. Hæftelse og vilkår
----------------------
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen.
…
Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende låne- og pantsætningsaftale.
…
5. Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.
Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i så fald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.
…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidraget og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”
I forbindelse med låneoptagelsen blev der udarbejdet et rådgivningsskema efter reglerne om god skik. Af skemaet, som blev tiltrådt af klageren den 31. maj 2015, fremgår følgende:
”Vi, …(klageren og hans meddebitor)… … har modtaget rådgivning af …(det låneformidlende pengeinstitut)… i forbindelse med optagelse af lån med sikkerhed i fast ejendom.
Til brug for rådgivningen har vi på …(indklagedes)… foranledning oplyst følgende:
Om vores erfaring med at optage lån:
Ingen erfaring – Det er første gang vi optager lån med sikkerhed i fast ejendom inden for de sidste 10 år.
…
Risikovillighed
Vi ønsker, at ydelsen på lånet ikke påvirkes af renteændringer. Vi accepterer samtidig, at den høje sikkerhed mod rentestigninger på lånet typisk afspejles i en højere ydelse end på et lån med variabel rente.
…
…(Det låneformidlende pengeinstitut)… har i den forbindelse oplyst om følgende:
De væsentligste egenskaber ved det valgte lån
Lånet er et obligationslån med fast rente og afdrag.
Et lån med fast rente koster typisk mere end et lån med variabel rente. Til gengæld er rente og afdrag kendt i hele lånets løbetid. Bidraget kan justeres med forudgående varsel.
…”
Indklagedes Långuide pr. 6. november 2015 indeholder følgende afsnit om bidrag:
”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.
Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.
Bidragssatsen ved lånets udbetaling er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).
Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.
Kursskæring (kursfradrag ved udbetaling/refinansiering og kurstillæg ved indfrielse) er afhængigt af den valgte låntype – herunder hyppigheden hvormed lånetypen refinansieres. Se nærmere om kursfradrag og kurstillæg i de almindelige forretningsbestemmelser for obligationshandel.
Gældende gebyrer fremgår af …(indklagedes)… prisblad, som kan findes på …(indklagedes hjemmeside)…
Ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag (herunder kursskæring).
Bidrag, gebyrer og andet vederlag er variable.
Lånets bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan således ændres i lånets løbetid, eksempelvis så bidraget beregnes og eventuelt løbende reguleres på grundlag af flere eller andre forhold end ved lånets udbetaling, herunder låntagerspecifikke forhold. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) i eksisterende låneforhold.
Ændringer af bidrag og beregningsmetoden for bidraget samt ændring eller indførelse af nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) kan i eksisterende låneforhold være begrundet i aktuelle eller forventede omkostningsmæssige, markedsmæssige, lovgivningsmæssige, risikomæssige, konkurrencemæssige, forretningsmæssige eller lignende forhold samt låntagerspecifikke forhold. Du kan nedenfor se eksempler på sådanne forhold. Listen er ikke udtømmende.
a) Ændringer i lovgivning, retspraksis og myndighedspraksis,
b) Ændringer i krav og forventninger fra ratingbureauer og investorer, herunder krav og forventninger af betydning for prissætningen på obligationerne bag …(indklagedes)… udlån,
c) Omkostningsudviklingen, eksempelvis som følge af
* øgede omkostninger til fremskaffelse af kapital,
• ændrede krav til kapitalgrundlag, kapitalberedskab, likviditet eller solvens,
• øgede skatter eller afgifter,
• øgede distributionsomkostninger eller
• generelle garantiordninger,
d) Øgede tab eller risiko for tab, nedskrivninger eller hensættelser til tab,
e) Behov for ændringer i sammensætningen af …(indklagedes)… låneportefølje, eksempelvis en reduktion af mængden af lån med variabel rente
f) Behov for at motivere …(indklagedes)… kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag,
g) Øgede risici, herunder operationelle risici,
h) Faldende ejendomspriser eller strukturelle udviklinger i ejendomsmarkedet,
i) Administrative forhold eller behov for bedre udnyttelse af …(indklagedes)… kapacitet og ressourcer,
j) Øvrige forhold, som indebærer behov for øget indtjening eller en ændret prisstruktur,
k) Låntagers betalingsmisligholdelse,
l) Ændringer i låntagerspecifikke forudsætninger, herunder låntagers økonomiske forhold eller sammensætningen, omfanget eller rentabiliteten af låntagers engagement med …(indklagede)… eller
m) Ændringer i den pantsatte ejendoms belåningsgrad, værdifasthed eller omsættelighed.
Ændringer vedrørende bidrag samt væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag meddeles individuelt til låntager med 3 måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Ændringer begrundet i udefrakommende forhold, som …(indklagede)… ikke har indflydelse på, kan dog ske uden varsel. Øvrige ændringer, herunder ændringer vedrørende gebyrer eller morarente samt mindre væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag annonceres med 3 måneders varsel i …(indklagedes)… prisblad, som er tilgængeligt på …(indklagedes hjemmeside)…”
Det tilbudte lån blev efter det oplyste udbetalt den 29. juni 2015.
Indklagede varslede den 4. februar 2016 bidragsforhøjelser over for klageren:
”Den 1. juli 2016 forhøjer …(indklagede)… bidragssatserne. Det gør vi, fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.
Jeres lån i …(indklagede)… er med afdrag og fast rente, og den type lån har den laveste bidragssats i …(indklagede)… - både nu og efter forhøjelsen 1. juli 2016. Lån med variabel rente og lån med afdragsfrihed har derimod de højeste bidragssatser. Det skyldes, at myndighederne kræver, at færre boligejere vælger disse lån.
Se, hvad forhøjelsen koster jer
Låntype Obligationslån
Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr. 1.747.661,85
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,6124
Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct. 0,7376
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 547,02
I betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016.”
Klageren protesterede ved e-mail af 19. februar 2016 til det låneformidlende pengeinstitut over bidragsforhøjelsen:
”Vi har fået et brev med forhøjelse af bidragssatsen på vores obligationslån fra …(indklagede)… Det mener vi er urimeligt at vi allerede indenfor et år af optagelsen af lånet skal have stigninger på over 2200 kr. om året.
Da …(indklagede)… ikke modtager klager før man har klaget til sit eget pengeinstitut klager vi nu til jer.”
Det låneformidlende pengeinstitut besvarede den 23. februar 2016 klagen således:
”I fortsættelse af vores mail den 19. februar 2016 skal vi besvare jeres henvendelse af samme dato.
Som …(indklagede)… skriver i deres brev af 4. februar 2016, har de behov for at øge deres kapital som følge af øgede krav fra myndigheder og forventninger fra markedet.
…(Indklagede)… har valgt at øge deres kapital dels ved at øge indtjeningen gennem en forhøjelse af deres bidragssats og dels ved en kommende børsnotering.
Vi håber, at I hermed har fået svar på jeres henvendelse.”
Klageren fremsendte i forlængelse heraf en klage til indklagede:
”Efter en lang og rodet sagsbehandling i banken (som vi har klaget over), i forbindelse med et huskøb, har vi nu modtaget en stigning i bidragssatsen fra …(indklagede)… fordi I skal ”øge deres kapital- og indtjeningsforhold”. Jeg finder det aldeles urimeligt at bidragssatsen bliver hævet med 2.188,08 kr. om året kun 8 måneder efter det er blevet optaget.
Vi har kontaktet …(det låneformidlende pengeinstitut)… og de har været så søde at gentage hvad i har skrevet i brevet.
Jeg klager nu til jer og forventer at I annullerer stigningen.”
Indklagede besvarede den 10. marts 2016 klagerens henvendelse:
”Tak for din henvendelse om forhøjelse af bidragssatsen på dit lån i …(indklagede)…
Helt overordnet forhøjer vi bidragssatserne for alle eksisterende og nye lån i …(indklagede)…, fordi bidragene er vores primære indtjeningskilde. En øget indtjening over de kommende år sikrer, at …(det koncernforbundne realkreditinstitut/indklagede)… fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne. For via en øget indtjening formår vi både at honorere myndighedernes nuværende krav og ruste os til de nye, markant højere krav, vi ved, er på vej.
Der er de seneste år vedtaget en række lovkrav i EU til, hvor mange penge …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… skal stille som sikkerhed bag et lån. Hovedparten af kravene er en del af det lovkompleks, der hedder CRR-CRD. Kravene er ved at blive implementeret nu og betyder, at …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… skal polstre sig. …(Det koncernforbundne realkreditinstituts)… egenkapital skal ved udgangen af 2018 som konsekvens af kravene være 10 milliarder kroner større end i dag.
Hertil kommer, at man i EU og Basel-Komiteen lige nu arbejder på en række nye og skærpede krav. Det drejer sig blandt andet om en ny standardmetode for kreditrisiko, en revision af risikovægte for bolig, nye regler for nedskrivninger (IFRS9), krav til gældsbuffer (MREL/TLAC) og nye likviditetskrav (NSFR). Det er meget teknisk lovgivning, men der er tale om omfattende forslag. Blot for at give et konkret eksempel: I Basel-Komiteen arbejder man lige nu på krav, der vil øge de såkaldte risikovægte på boligområdet. Det er allerede sket i Sverige. Hvis det samme indføres i Danmark, betyder det, at …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… skal øge sin egentlige kernekapital med yderligere 15 milliarder kroner. Det er penge, der kommer oven i de 10 milliarder kroner, …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… skal polstre sig med på grund af de allerede vedtagne lovkrav.
Det tager tid at opbygge polstring. Derfor må …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… som ansvarligt, systemisk vigtigt finansielt institut allerede nu må forholde sig til kommende kapitalkrav.
Børsnotering betyder lavere forhøjelse af bidragssatserne
Som du måske har hørt, planlægger …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… en børsnotering. Børsnoteringen tilfører os en del ekstra kapital – og det har den klare fordel for vores kunder, at vi forhøjer bidragssatserne markant mindre pr. 1. juli i år, end vi havde været tvunget til uden en børsnotering.
Bidragssatsen er ikke den samme på alle realkreditlån
Låntypen har stor betydning for, hvilken bidragssats du betaler. For myndighederne har stillet nye krav til, hvordan vores lånebestand er sammensat. Vi skal blandt andet sikre, at flere kunder vælger at afdrage på deres lån og vælger lån med fast rente - og det gælder især de lån, som har en høj belåningsgrad. Derfor får lån, som har variabel rente og afdragsfrihed i stedet for fast rente og afdrag, de højeste bidragssatser. Og derfor har lån med fast rente og afdrag fortsat de laveste bidragssatser.
Betingelser for forhøjelse af bidragssatser
Vi har gennemført forhøjelsen i overensstemmelse med lånedokumentationen. Muligheden for at ændre bidrag fremgår af din låneaftale (pantebrevet) og de almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som i dag står i …(indklagedes)… Långuide. Den finder du bl.a. på …(indklagedes hjemmeside)…
Forhøjelsen af bidragssatsen fastholdes.”
Klageren indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klageren påstår indklagede tilpligtet at annullere bidragsforhøjelsen.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klageren oplyser, at han efter en lang og rodet sagsbehandling i det låneformidlende pengeinstitut har modtaget en stigning i bidragssatsen fra indklagede, fordi indklagede skal ”øge sine kapital- og indtjeningsforhold”.
Han finder det aldeles urimeligt, at bidragssatsen bliver hævet med 2.188,08 kr. om året kun 8 måneder efter, at lånet er blevet optaget.
Han har klaget til både det låneformidlende pengeinstitut og til indklagede, der begge afviser.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede oplyser, at klageren den 29. juni 2015 på grundlag af lånetilbud af 27. maj 2015 fik udbetalt et 20-årigt, 2 pct. obligationslån på 1.823.000 kr.
Bidraget på lånet blev fastsat til 0,6124 pct. ud fra et belåningsinterval på 0-80 på baggrund af en belåningsvurdering på 2.225.000 kr.
Bidraget er pr. den 1. juli 2016 forhøjet til 0,7376 pct.
Gennemførsel af bidragsforhøjelsen i 2016
Med virkning fra 1. juli 2016 har indklagede forhøjet bidragssatserne på alle eksisterende og nye lån til private kunder. Derfor har alle privatkunder med lån hos indklagede modtaget et brev med oplysning om, hvad forhøjelsen betyder for netop deres lån. Brevet indeholder en begrundelse for forhøjelsen.
Derudover har indklagede på sin hjemmeside offentliggjort en redegørelse for bidragsforhøjelsen:
”Begrundelseskrav
Det danske realkreditsystem har en række unikke kendetegn. Et af dem er, at du som låntager – uanset om du er boligejer eller erhvervsdrivende – igennem hele lånets løbetid er beskyttet mod en pludselig opsigelse af dit lån. Den beskyttelse har du ikke på dit banklån. Banker kan nemlig frit og uden varsel til enhver tid kræve, at du betaler dit lån tilbage. Det kan vi som realkreditinstitut ikke, så længe du betaler dine ydelser.
Med andre ord forpligter realkreditinstitutter sig ved udbetaling af et lån til at låne pengene ud – og ikke pludselig kræve dem tilbagebetalt – i hele den periode, der er aftalt. Og da løbetiden ofte er 30 år, betyder det, at realkreditinstitutter har uopsigelige forpligtelser, der løber i årtier.
Øget krav om polstring.
Over så lang en periode kan kapitalkrav og omkostninger ved realkreditudlån ændre sig markant. Derfor kan et realkreditinstitut forhøje bidragssatserne, som er realkreditinstituttets pris for at yde og administrere lån. Bidragssatserne kan også forhøjes på de lån, der allerede er udbetalt. Og det er det, …(indklagede)… gør, når vi hæver bidragssatserne på …(indklagede-lån)… pr. 1. juli 2016.
Men vi kan ikke bare hæve bidragssatserne vilkårligt, for alle realkreditinstitutter skal kunne begrunde, hvorfor de forhøjer bidragssatserne. Det er fast anerkendt i lovgivningen om god skik for finansielle virksomheder – og i talrige afgørelser fra Realkreditankenævnet – at man forhøjer bidragssatserne, når man kan begrunde det.
…(Indklagedes)… mulighed for at hæve bidragssatserne er udførligt beskrevet i låneaftalerne og i …(indklagedes)… Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som står i den LånGuide, man modtager, når man får et …(indklagede-lån)…
Hvorfor stiger bidragssatserne i …(indklagede)… pr. 1. juli 2016?
I det brev, alle kunder i …(indklagede)… har modtaget, begrunder vi forhøjelsen med, at kapitalkravene fra danske og internationale myndigheder til realkreditinstitutter er steget og fortsat stiger. De stigende kapitalkrav betyder, at …(realkreditkoncernen)… – som …(indklagede)… er en del af – skal stille mere og mere kapital som sikkerhed for de lån, vi har ydet og fortsat yder til danske boligejere og erhvervsdrivende.
Når myndighedernes krav stiger, øger investorerne og ratingbureauerne (tilsammen kaldet ”markedet”) samtidig deres forventninger til …(realkreditkoncernens)… kapitalgrundlag. Jo større tiltro investorer og ratingbureauer har til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, jo lavere bliver renten på lånet. Vores kunder har derfor direkte fordel af, at både investorer og ratingbureauer har stærk tiltro til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… Derfor er det så afgørende, at vi lever op til markedets forventninger.
Kendte og ukendte krav i sigte.
Konkret medfører de øgede krav, at …(realkreditkoncernen)… ved indgangen til 2019 skal have ca. 70 mia. kr. i egentlig kernekapital (den regnskabsmæssige egenkapital fratrukket hybrid kernekapital og en række solvensmæssige fradrag).
Dette kapitalmål er fastsat på baggrund af de allerede kendte og vedtagne kapitalkrav fra danske og internationale myndigheder. Forhøjelsen af bidragssatserne pr. 1. juli 2016 har først og fremmest til formål at øge sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan leve op til dette kapitalmål. Vi har i dag en egentlig kernekapital på 60,5 mia. kr. Den skal øges med knap 10 mia. kr. i årene 2016-2018. Forhøjelsen af bidragssatserne øger …(realkreditkoncernens)… indtjening og betyder dermed, at vi kan lægge mere til side hvert år i bestræbelserne på at nå 70 mia. kr. inden udgangen af 2018.
Desuden øger forhøjelsen af bidragssatserne sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan honorere de fremtidige, endnu ikke vedtagne kapitalkrav, som der i disse år arbejdes på hos internationale myndigheder. Vi kender ikke det konkrete omfang af kravene endnu – men vi ved, at kapitalkravet efter 2019 er højere end de 70 mia. kr. Selv i minimumsversioner vil de krav, der arbejdes på, være en betydelig udfordring for …(realkredit-koncernen)… Lige nu er vores bedste estimat, at det er nødvendigt at øge den egentlige kernekapital med yderligere 15 mia. kr. – altså ud over de 70 mia. kr. – når de nye krav får effekt. Estimatet er forsigtigt og svarer til det niveau, man allerede nu har pålagt de fire største banker i Sverige. Og det er ikke usandsynligt, at kravet bliver højere.
Børsnotering er nødvendig
Derfor søger …(realkreditkoncernen)… en børsnotering. Dels får vi tilført kapital i forbindelse med selve børsnoteringen, dels får vi efterfølgende, som børsnoteret koncern, adgang til at hente yderligere kapital efter behov. For at gennemføre en børsnotering skal vi have en bedre indtjening end i dag – det vil fremtidige aktionærer kræve, og det er forhøjelsen af bidragssatserne med til at sikre. Og det er værd at bemærke, at forhøjelsen af bidragssatserne er langt mindre, end den ville være uden en børsnotering. Forhøjelsen af bidragssatserne på …(indklagedes)… udlån til privatkunder står ikke alene. De suppleres af markante besparelser i …(realkreditkoncernen)… og andre tiltag, der bidraget til at effektivisere koncernen.”
Baggrunden for indklagedes forhøjelse af bidragssatsen er yderligere uddybet i en redegørelse, som også er tilgængelig på indklagedes hjemmeside.
Hjemmel til bidragsforhøjelse
Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af låne- og pantsætningsaftalen fra 2015. Denne suppleres af indklagedes Långuide fra varslingstidspunktet, der er godkendt af indklagedes bestyrelse.
Såvel låne- og pantsætningsaftalen som Långuiden indeholder bestemmelser om fastsættelsen af bidraget, herunder at det i lånets løbetid kan ændres af indklagede.
Det fremgår endvidere af rådgivningsskemaet, at bidraget kan justeres med forudgående varsel.
Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,
at der er hjemmel i låneaftalerne til at forhøje bidragssatsen,
at den gennemførte bidragsforhøjelse er ensartet for alle kunder med samme låntyper,
at den skete forhøjelse af bidragssatsen er i overensstemmelse med aftalegrundlaget og varslet og begrundet i overensstemmelse med reglerne om god skik, og
at forhøjelsen af bidragssatsen ikke er vilkårlig eller urimelig.
Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte den varslede forhøjelse af bidragssatsen.
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Klageren anfægter ikke umiddelbart indklagedes hjemmel til at foretage bidragsforhøjelser, men anfører, at bidragsforhøjelsen er urimelig, fordi den gennemføres ”kun 8 måneder efter, at lånet er blevet optaget”.
Selv om der kun gik ca. 8 måneder imellem klagerens låneoptagelse og varslingen af bidragsforhøjelsen, finder Nævnet, at der ikke kan rejses kritik af indklagedes fremgangsmåde. Nævnet henviser herved til, at indklagede af blandt andet konkurrence- og fondsbørsmæssige årsager må være berettiget og forpligtet til ikke at oplyse om interne overvejelser om prisændringer. Dertil kommer, at der, uanset hvornår en prisændring offentliggøres og gennemføres, altid vil være kunder, som har disponeret kort tid før.
Nævnet bemærker i øvrigt i forhold til rådgivningen, at der i sagen er fremlagt et rådgivningsskema, som specifikt omtaler risikoen for bidragsforhøjelser.
Da Nævnet endvidere finder, at bidragsforhøjelsen hverken kan tilsidesættes som vilkårlig eller åbenbart urimelig, kan Nævnet ikke give klageren medhold i klagen.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.
Henrik Waaben / Susanne Nielsen