Tvist vedrørende alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 659/1994 |
| Dato: | 17-05-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
|
| Ledetekst: | Tvist vedrørende alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1991 indgik selskabet T en swap-aftale med indklagede. Af aftalen fremgår:
"Aftalen omfatter en "fast mod fast" syvårig DEM/ITL valuta-swap. Kunden modtager således en fast syvårig ITL-rente af banken mod betaling af en fast syvårig DEM-rente.
...
10. Sikkerhedsstillelse.
...
Banken garanterer, at forretningen ikke lukkes pga. et eventuelt urealiseret tab på nærværende swap-position, der måtte overstige det inddækkede beløb. Det skal dog understreges, at denne garanti alene gælder urealiserede tab, idet risikoen for realiserede tab herunder tab, der måtte overstige det inddækkede beløb, stadig påhviler kunden."
Klageren indgik aftale med T om deltagelse i valuta-swap-aftalen. I denne forbindelse underskrev klageren den 13. april 1992 håndpantsætningserklæring. Af denne fremgår:
Til sikkerhed for enhver forpligtelse, som:
Debitor:
[T]
i henhold til
Alt mellemværende, i henhold til valutaaftale af den 2/10-91, samt Swap-aftale af den 19/7-91, herunder allonge til Swap-aftale af den 19/7-91.
nu har eller senere måtte få over for:
[Indklagede]
herunder enhver af bankens filialer og afdelinger,
stilles herved som håndpant af undertegnede pantsætter:
[Klageren]
følgende effekter:
De i sikkerhedsdepot nr. [...] til enhver tid beroende effekter, samt de til depotet knyttede konti i Værdipapircentralen.
Indestående til enhver tid på konto [...]."
Ved skrivelse af 29. september 1992 anmodede indklagede klageren om at bekræfte, at man kunne realisere de værdipapirer, som klageren havde pantsat til sikkerhed for T's engagement. Klageren protesterede i skrivelse af 5. oktober 1992 overfor indklagede med henvisning til, at der ham bekendt ikke mellem indklagede og T var noget mellemværende, ligesom der heller ikke mellem klageren og T var et mellemværende, som berettigede indklagede til at realisere sikkerhedsdepotet. I skrivelse af 8. s.m. meddelte indklagede klageren, at indklagedes engagement med T havde en underdækning "på et ikke-uanseligt millionbeløb".
Indklagede fastholdt sit krav og den 3. november 1992 frikøbte klageren depotet mod betaling af 90.000 kr.
Indklagede har oplyst, at engagementet med T i efteråret 1992 udviklede sig i negativ retning. Udover swap-aftalen havde man forskellige valutaforretninger med T. Indklagede indgik i april 1993 forlig med T. En del af forliget var, at indklagede overtog rettigheder og forpligtelser vedrørende bl.a. swap-aftalen, ligesom samtlige sikringskonti tilfaldt indklagede. Som led i forliget betalte indklagede 3 mio. kr. til T.
Som kreditor i T modtog klageren ved skrivelse af 31. august 1993 T's forslag til tvangsakkord. Forslaget gik ud på, at kreditorerne kunne modtage 43% af deres tilgodehavende ved akkordens stadfæstelse, eller at kreditorernes tilgodehavende forblev indestående hos T med udbetaling fuldt ud med påkrav efter 30. september 1998.
Som led i tvangsakkorden modtog klageren 43% af sit tilgodehavende hos T.
I april 1994 rejste klageren krav overfor indklagede om betaling af 90.000 kr. Indklagede afviste kravet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 51.300 kr. med procesrente fra 3. november 1992 til betaling sker.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagedes krav om realisation af hans depot var uberettiget. Hans sikkerhedsstillelse vedrørte efter sin ordlyd alene swap-aftalen, idet "alt mellemværende" henviser til de efterfølgende sætninger, der vedrører swap-aftalen. Der er således ikke tale om en håndpantsætning til sikkerhed for T's samlede mellemværende med indklagede, hvilket også ville savne en logisk begrundelse. Han har under klagesagen opfordret indklagede til at dokumentere sit mellemværende med T, men dette er ikke sket; det må derfor lægges til grund, at indklagede ikke har haft noget tilgodehavende hos T. Heraf følger, at indklagede ikke har kunnet realisere depotet. Dem omhandlede swap-aftale realiserede ikke noget tab for indklagede, og det fremgik udtrykkeligt af den, at urealiserede tab ikke ville betyde, at forretningen blev lukket. I efteråret 1992 var der et betydeligt urealiseret tab på swap-aftalen, og det må antages, at indklagede frygtede for konsekvenserne ved at lade aftalen fortsætte indtil 1998 og derfor valgte at betale 3 mio. kr. for at få kontrol med aftalen, herunder mulighed for selv at lukke forretningerne. Dette kan imidlertid ikke komme klageren til skade.
Indklagede har anført, at klagerens sikkerhedsstillelse i henhold til håndpantsætningserklæring omfattede et ethvert mellemværende mellem indklagede og T. Det var således ikke alene swap-aftalen, der var sikret ved klagerens håndpant. Indklagede var herefter berettiget til at realisere pantet, idet mellemværendet med T i efteråret 1992 udviklede sig i negativ retning, hvilket førte til en efterfølgende betalingsstandsning for selskabet, herunder tvangsakkord. T's engagement måtte på dette tidspukt anses for misligholdt, hvorfor man var berettiget til at kræve pantet realiseret. Indklagede indgik forlig med T i april 1993, og en del af forliget var, at samtlige sikringskonti m.v. tilfaldt indklagede. Indklagede var også af denne grund berettiget til at kræve depotet realiseret. Indklagede har endelig anført, at klageren ville have haft mulighed for at få sit fulde tilgodehavende dækket hos T, der er klagerens egentlige medkontrahent, men klageren valgte at modtage 43 % fremfor at vente til 1998.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at håndpantsætningserklæringen af 13. april 1992 må fortolkes således, at håndpantet alene sikrer indklagedes krav mod T i henhold til swap-aftalen indgået i 1991 med senere ændringer. Indklagede var således uberettiget til at kræve håndpantet realiseret i forbindelse med T's misligholdelse af andre mellemværender med indklagede. Ankenævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at indklagede var berettiget til at anse swap-aftalen for misligholdt fra T's side i september/oktober 1992. Som følge heraf var indklagedes krav om realisation af klagerens håndpant uberettiget, hvorfor klagerens påstand tages til følge, således at det
Indklagede bør inden fire uger til klageren betale 51.300 kr. med procesrente fra den 3. november 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.