Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning om valutaforretninger.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning om valutaforretninger.

Sagens omstændigheder.

Den 4. april 2006 indgik klageren "Kundekontrakt for aftaler om finansielle instrumenter – Privat" med Nordea Bank Finland plc. Som bilag til aftalen var vedlagt en "Risikobeskrivelse", der bl.a. indeholdt følgende:

"Handel med finansielle instrumenter kan være forbundet med tabsrisiko. Den i bevillingsbrevet aftalte maksimale engagementsbelastning er ikke udtryk for kundens maksimale tabsrisiko.

Banken foretager kun dispositioner efter instruks fra kunden. Medmindre der er indgået en særskilt rådgivningsaftale, påtager banken sig ingen pligt til at rette henvendelse til kunden, herunder til at holde kunden underrettet om aktuelle markeds-, børs- og valutaforhold.

Beslutning om at indgå, henholdsvis undlade at indgå, forretninger træffes alene af kunden og for dennes egen regning og risiko. Eventuelle tab, der måtte opstå som følge af sådanne dispositioner, påhviler alene kunden.

Bankens rådgivning – herunder rådgivning som banken måtte yde på eget initiativ – ydes efter bedste skøn. Banken er derfor ikke ansvarlig for tab, der måtte opstå for kunden, hvis en disposition viser sig ikke at være hensigtsmæssig eller måske er tabsgivende. …

Ved "Bevillingsbrev – ramme for handel med finansielle instrumenter" dateret den 6. juli 2006 fik klageren bevilget en ramme på 4 mio. kr. til indgåelse af renteforretninger, valutaswaps og andre valutaforretninger. Ved overskridelse af en stop-loss grænse på 2,4 mio. kr. kunne banken kræve afvikling af eller sikkerhedsstillelse for en eller flere forretninger.

Ved bevillingsbrev underskrevet af klageren den 13. september 2007 blev rammen forhøjet til 7,5 mio. kr. og stop-loss grænsenforhøjet til 4,5 mio. kr.

Den 19. oktober 2007 sendte banken et "Kategoriseringsbrev" til klageren i forbindelse med indførelsen af "MiFID-reglerne" (beskyttelse af investorer ved værdipapirhandel). Af brevet fremgik, at klageren ville blive betragtet som detailkunde.

Banken har oplyst, at der ikke blev udarbejdet en risikoprofil for klageren, men at klageren fik udleveret produkt- og risikobeskrivelser vedrørende de handlede produkter "Interest rate swaps – IRS", "FX Forward" og FX Spot".

I perioden fra maj 2006 til den 7. januar 2010 indgik klageren og Nordea Bank Finland plc omkring 100 valutatransaktioner. Banken har oplyst, at nogle transaktioner blev gennemført på baggrund af forslag og rådgivning fra banken, mens andre transaktioner blev gennemført på baggrund af klagerens egne ønsker.

Banken har endvidere oplyst, at banken er i besiddelse af båndoptagelser vedrørende drøftelser mellem klageren og banken om transaktionerne.

Klageren har opgjort sit nettotab til 6.097.639 kr. i regnskabsåret 2007/2008 og til 29.430 kr. i regnskabsåret 2008/2009, svarende til i alt 6.127.069 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 28. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal betale 6.127.069 kr.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at hun ikke modtog en fyldestgørende rådgivning fra banken i forbindelse med de enkelte transaktioner. Banken overholdt ikke sine forpligtelser i henhold til MiFID-reglerne. Hun blev påført et betydeligt tab som følge heraf.

Banken gav et andet billede af transaktionerne i telefonsamtalerne med hende, end hvad der fremgik af kontoudtogene. Når hun foreholdt banken kontoudtog udvisende tab, beroligede banken hende gang på gang med, at tabene allerede var indvundet ved en efterfølgende gunstig udvikling.

Banken opfordres til at dokumentere aftalegrundlaget samt fremlægge kontoudtog og udskrift af telefonsamtaler mellem banken og hende vedrørende handlerne med handelsdato fra den 9. juli 2008 til den 30. marts 2009. Hun har ikke mulighed for yderligere at præcisere hvilket materiale, som banken skal fremlægge, da samtlige dokumenter gik tabt i forbindelse med hendes ægtefælles konkurs.

Banken har bogført hendes dispositioner på en anden måde i bankens interne bogføring, end hvad der fremgår af kontoudskrifterne til hende. Banken bør derfor fremlægge en kopi af sin interne bogføring.

Nordea Bank Danmark har bl.a. anført, at alle relevante MiFID-regler blev overholdt ved indgåelsen af valutatransaktionerne. Klageren har ikke sandsynliggjort eller godtgjort en overtrædelse af reglerne.

Samarbejdet med klageren forløb over en lang periode forud for indførelsen af MiFID-reglerne. Banken havde derfor et godt kendskab til klagerens investeringsønsker og –behov og kunne rådgive klageren på fyldestgørende vis.

Klagerens investeringsprofil var båret af et ønske om at opnå gevinst ved spekulation i valutamarkedernes udvikling.

Klageren var fuldt orienteret om og bekendt med risiciene, herunder risiko for tab ved indgåelsen af valutatransaktioner.

Klageren indgik et så betydeligt antal transaktioner, at hun fremstod som særdeles erfaren indenfor området. Klageren indgik desuden transaktioner af samme type via sit selskab. På trods heraf blev hun kategoriseret som detailkunde af banken.

En evt. formel overtrædelse af reglerne medfører ikke i sig selv et erstatningsansvar. Klageren har bevisbyrden herfor. Klageren har ikke dokumenteret, at banken har handlet ansvarspådragende, eller at klageren har lidt et tab som følge heraf.

Der var løbende telefonisk, skriftlig og personlig kontakt mellem parterne i forbindelse med indgåelse af valutatransaktionerne. Som led i samarbejdet var det aftalt, at banken løbende skulle bringe potentielle investeringsmuligheder til klagerens kendskab. Klageren tog herefter, på baggrund af bankens rådgivning, men også på baggrund af anden rådgivning, stilling til, om hun ønskede at indgå transaktionerne. Samarbejdet var baseret på klagerens løbende ønsker. Klageren ønskede f.eks. at fastholde en større SEK transaktion henover december 2008, selvom banken foreslog hende at overveje lukning af transaktionen før tid for at undgå yderligere tab.

Banken har allerede fremlagt et omfattende bilagsmateriale i sagen til belysning af det kontraktuelle forhold mellem parterne, transaktionerne og produkt- og risikobeskrivelser. Alt skriftligt materiale vedrørende klagerens handelsaktiviteter i bankens besiddelse er fremlagt. Klagerens anmodning om, at banken skal fremlægge yderligere materiale i sagen, er ukonkret og uspecificeret. Fremfindelsen af materialet, herunder udskrift af de hyppige og omfattende telefonsamtaler, vil være så ressourcekrævende, at det ikke står mål med det diffuse formål med fremlæggelsen. Der er ikke retligt belæg for at pålægge banken at oplyse klagerens sag, jf. princippet i retsplejelovens § 298 om edition.

Der er ikke uoverensstemmelser mellem bankens interne bogføring og bogføringen overfor klageren, som påstået af klageren.

Til støtte for den subsidiære påstand har banken bl.a. anført, at et nettotab i en periode ikke i sig selv udgør et erstatningsberettiget tab. På nogle transaktioner har klageren lidt et tab, på andre har klageren haft en gevinst. En dækning af nettotabet ville medføre, at klageren havde indgået samtlige transaktioner uden risiko for tab og alene med chance for gevinst på nettobasis. Klageren må derfor under alle omstændigheder bære en betydelig del af det lidte tab selv. Da klageren har gjort gældende, at erstatningsansvar blev etableret ved indførelsen af MiFID-reglerne, må et evt. tidligere gevinst fradrages i tabsopgørelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I perioden fra maj 2006 til den 7. januar 2010 indgik klageren og Nordea Bank Finland plc omkring 100 valutatransaktioner. Banken har oplyst, at nogle transaktioner blev gennemført på baggrund af forslag og rådgivning fra banken, mens andre transaktioner blev gennemført på baggrund af klagerens egne ønsker.

Som sagen er forelagt for Ankenævnet er der ikke grundlag for at fastslå, at banken har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes valutaforretninger i 2007-2010. Klageren måtte være klar over risikoen for tab ved indgåelse af valutatransaktionerne. Klageren måtte indse, at bankens rådgivning var baseret på forventninger, der kunne vise sig ikke at holde, og at hun selv måtte bære risikoen herfor. Ankenævnet finder under de foreliggende omstændigheder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren ville have undladt at indgå valutatransaktionerne, hvis der var foretaget en egnethedstest efter ikrafttræden af MiFID-reglerne den 1. november 2007.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.