Afgørelse

Indsigelse mod forhøjelse af rentetillæg på pantebrevslån/ prioritetslån og rentesats på kassekredit.

Indledning.

Denne sag vedrører indsigelse mod forhøjelse af rentetillæg på pantebrevs-lån/prioritetslån og renteforhøjelse på kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Klagerne, der er ægtefæller, købte en fast ejendom med overtagelse den 1. november 2007. I den forbindelse underskrev klagerne den 8. oktober 2007 et pantebrev i ejendommen vedrørende et 30-årigt afdragsfrit prioritetslån på 1,8 mio. kr. i Sparekassen Østjylland. Af pantebrevet fremgår blandt andet:

"…

Pantebrevet forrentes fra udbetalingsdagen med en variabel rente, der svarer til renten på indskudsbeviser, som til enhver tid er fastsat af Danmarks Nationalbank, renten er for tiden 4,25% om året. Hertil kommer et rentetillæg, der er fastsat af kreditor pt. 1,60%.

…

For pantebrevet gælder i øvrigt kreditors til enhver tid gældende "Almindelige forretningsbetingelser" i det omfang disse ikke er fraveget ved bestemmelserne i dette pantebrev.

…"

Klagerne underskrev endvidere samme dag en kreditaftale med sparekassen om en prioritetskredit på 300.000 kr. Af kreditkontrakten fremgår blandt andet:

"…

Renter og omkostninger
Rente og omkostninger for kassekreditten fastsættes til enhver tid af Sparekassen Østjylland.

Debetrenten er variabel og udgør for tiden 5,85000% p.a.

…"

Umiddelbart over klagernes underskrift på kassekreditkontrakten er anført:

"…

Jeg har derudover modtaget og gjort mig bekendt med en genpart af dette dokument (…), samt et eksemplar af "almindelige forretningsbetingelser", som også gælder for kreditten.

…"

Af sparekassens dagældende almindelige forretningsbetingelser fremgik blandt andet:

"…

3. Renter

Rentevilkår

Renten for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

At renten er variabel betyder, at Sparekassen Østjylland kan ændre rentesatsen.

…

Sparekassen Østjylland kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån uden varsel, hvis

Sparekassen Østjylland kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 1 måneds varsel, hvis

De får enten oplysning om ændring af variable rentesatser ved brev eller ved annoncering i dagspressen efterfulgt af oplysning herom, når Sparekassen Østjylland udsender det første kontoudtog (eller kontooversigt) efter annoncering.

…"

Ved standardbrev udsendt den 10. oktober 2008 oplyste sparekassen følgende:

"…

Sparekassen Østjylland indfører Cost-of-fund tillæg

Som det er fremgået af pressen, er pengeinstitutternes finansieringsstruktur undergået betydelige ændringer de seneste uger, hvor ændrede markedsvilkår har betydet en stigning i prisen på penge.

Der er derfor indført et Cost-of-fund tillæg, som Sparekassen Østjylland fremover også beregner. Tillægget er p.t. på 0,75 % på alle satser relateret til Cibor, Euribor og Nationalbankens indskudsbevisrente.

…"

Ved standardbrev udsendt den 24. marts 2009 oplyste sparekassen:

"…

Cost-of-Fund

Som følge af fortsat stigende renteomkostninger på de internationale pengemarkeder, ser vi os desværre nødsaget til at forhøje det nuværende cost-of-fund tillæg med 0,25% til 1,00% på alle satser relateret til Cibor og Nationalbankens indskudsbevisrente.

Cost-of-fund kan ses på Sparekassen Østjyllands hjemmeside under "Priser og Vilkår".

Forhøjelsen er gældende fra den 24. marts 2009, og vil være gældende indtil videre.

…"

Ved et brev udsendt i april 2009 oplyste sparekassen, at man på baggrund af fortsat stigende priser på de internationale markeder forhøjede tillægget til Cibor/Euribor baserede lån med 0,50 % med virkning fra den 29. april 2009.

Ved brev af 26. maj 2010 gjorde klagerne indsigelse mod forhøjelserne af rentetillægget på prioritetslånet og rentesatsen på kassekreditten. Rentesatsen på prioritets­lånet var da 4,89 % (Nationalbankens indskudsbevisrente 0,60%+rentetillæg 4,29%), og rentesatsen på kassekreditten var 7,75 %. Klagerne rejste krav om en rentekompensation på 64.991 kr. på prioritetslånet og på 22.183 kr. på kassekreditten samt krav om dækning af omkostninger på i alt 30.039 kr. til omlægning af lånene, i alt 117.213 kr.

Sparekassen afviste kravet og henviste blandt andet til, at både rentesatsen på kassekreditten og rentetillægget på prioritetslånet var variable.

Under sagen er der fremlagt en kontoudskrift for prioritetslånet for perioden 31. marts 2008 til den 3. juni 2010, hvor lånet blev indfriet. Af kontoudskriften fremgår 29 renteændringer i intervallet 4,79 % - 8,10 % i perioden 29. april 2008 - 27. maj 2010.

Sparekassen har fremlagt en oversigt der viser, at ændringerne har fulgt udviklingen i Nationalbankens indskudsbevisrente bortset fra følgende seks forhøjelser:

Parternes påstande.

Den 29. juni 2010 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Østjylland skal betale 117.213 kr. med tillæg af renter fra den 20. maj 2010.

Sparekassen Østjylland har den 29. juli 2010 frafaldet renteforhøjelsen på prioritetslånet pr. den 29. april 2009 på 0,5 %-point og har på den baggrund betalt en rentekompensation på 9.819,21 kr. til klagerne.

Sparekassen har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har på baggrund af rentekompensationen nedsat deres krav til 107.394 kr.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de valgte prioritetslånet og kassekreditten i stedet for et realkreditlån, fordi de fandt rentesatsen på 5,85 % rimelig. Kort tid efter etableringen steg rentetillægget på prioritetslånet og rentesatsen på kassekreditten væsentligt og uden rimelig grund.

Sparekassens regulering af rentetillægget på prioritetslånet indebar, at rentesatsen reelt ikke som anført i pantebrevet knyttede sig til Nationalbankens indskudsbevisrente. Reguleringerne skete efter sparekassens forgodtbefindende og alene med henblik på at forøge sparekassens indtjening. Dette er moralsk forkasteligt og i strid med god bankskik.

Rentetillægget på 1,60 % på prioritetslånet var fra begyndelsen relativt højt i forhold til fx administrationsbidraget på et realkreditlån, der typisk er på 0,5 %.

De blev ikke løbende orienteret om rentereguleringerne. Renteoplysningerne for prioritetslånet blev først meddelt på kontoudtoget i forbindelse med indfrielsen. Fordelingen på Nationalbankens indskudsbevisrente og tillægget fremgik ikke.

Lånet og kassekreditten var sikret ved pant i deres ejendom og etableret som alternativ til realkreditlån. Sparekassen har tilsyneladende i forbindelse med sine generelle renteforhøjelser ikke taget højde for sikkerheden i tilknytning til deres lån.

På grund af de stærkt stigende renter i sparekassen så de sig nødsaget til at omlægge lånet og kassekreditten. Sparekassen bør dække deres omkostninger herved.

Sparekassen Østjylland har anført, at rentesatserne på både kassekreditten og prioritetslånet var variable.

Muligheden for ændringer fremgår af de almindelige forretningsbetingelser under punkt 3.

Rentesatsen på prioritetslånet varierede med både Nationalbankens indskudsbevisrente og det variable rentetillæg.

Ændringerne pr. den 18. februar, 4. marts og 13. juli 2009 skal henføres til bestemmelsen: "ind- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik har betydning for Sparekassen Østjylland, fordi det almindelige renteniveau påvirkes". De øvrige ændringer skal henføres til "anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne, er af betydning for Sparekassen Østjylland".

Klagerne har ikke tidligere gjort indsigelse mod renteforhøjelser.

Sparekassen er ikke forpligtet til at yde rentekompensation i videre omfang end sket.

Sparekassen er heller ikke forpligtet til at dække klagernes omkostninger ved omlægning af lånene til anden udbyder.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Mette Gade og Karin Duerlund – udtaler:

Det fremgår af pantebrevet for klagernes prioritetslån, at rentesatsen på 5,85 % var variabel og sammensat af renten på Nationalbankens indskudsbeviser og et variabelt rentetillæg. Vi lægger i overensstemmelse med indholdet af kassekreditkontrakten til grund, at klagerne har modtaget et eksemplar af bankens "almindelige forretningsbetingelser". Vi finder under hensyn hertil, at disse forretningsbetingelser er en del af kreditaftalen, og at det således ikke har betydning at disse vilkår ikke er integreret i den til klagerne individuelt udformede del af aftalen. Vi finder derfor, at den dagældende kreditaftalelovs § 8, stk. 1 er opfyldt.

Ifølge den dagældende kreditaftalelovs § 9, stk. 3, skulle en kreditgiver oplyse forbrugeren herom, såfremt kreditomkostninger mv; der har betydning for størrelsen af de årlige omkostninger i procent, kunne ændres under kreditaftalens forløb, herunder om hvordan omkostningerne kunne ændres.

Vi finder, at henvisningen i pantebrevet og kassekreditkontrakten til sparekassens almindelige forretningsbetingelser opfylder pligten efter § 9, stk. 3.

Sparekassen har oplyst, at forhøjelsen af rentetillægget i henhold til pantebrevet og renten i henhold til kassekreditkontrakten er sket i medfør af de almindelige betingelsers punkt 3, om "ind- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik" og "anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne".

Sparekassen har under sagen frafaldet forhøjelsen af rentetillægget på 0,5% pr. den 29. april 2009. Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte de øvrige renteændringer.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Sparekassen Østjylland ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med etableringen af lånet og kreditten, eller at sparekassen på anden måde har pådraget sig et ansvar, der kan begrunde, at sparekassen pålægges at dække klagernes omkostninger til omlægning af lånet og kreditten.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Vi finder ikke, at henvisningen i pantebrevet og kassekreditkontrakten til sparekassens almindelige forretningsbetingelser opfylder pligten efter den dagældende kreditaftalelovs § 8 sammenholdt med § 9, stk. 3, hvorefter betingelser for ændring af kreditomkostningerne under kreditaftalens forløb, skal angives i selve kreditaftalen. Efter § 8 skal væsentlige vilkår, herunder betingelser for ændring af renten, fremgå af selve kreditaftalen, mens det modsætningsvist må følge heraf, at der kan henvises til separate aftaledokumenter for så vidt angår mindre væsentlige vilkår.

Denne opfattelse støttes af direktivteksten i direktiv 87/102/EØF om forbrugerkredit, som den daværende kreditaftalelov gennemførte. Direktivet stiller udtrykkeligt krav om, at den skriftlige aftale skal indeholde, dels en angivelse af de årlige omkostninger i procent og dels en angivelse af de betingelser, hvorunder størrelsen af de årlige omkostninger i procent kan ændres. Hvilke øvrige væsentlige vilkår der kræves angivet i den skriftlige aftale overlades til medlemsstaterne at fastsætte. Som eksempel findes der i bilaget til direktivet en liste over enkeltheder, som medlemsstaterne på grund af deres væsentlige karakter kan kræve angivet i den skriftlige aftale.

Vi lægger vægt på, at reglerne har til hensigt at beskytte forbrugeren mod eventuel uklarhed om vilkår for rentefastsættelsen. Uklarhed om disse vilkår som følge af bankens tilsidesættelse af oplysningspligten må derfor komme banken til skade. I forhold til kassekreditten måtte det dog stå klageren klart, at renten kunne ændre sig under kreditaftalens forløb, og vi finder derfor ikke, at bankens tilsidesættelse af oplysningsforpligtelsen giver grundlag for at tilsidesætte renteforhøjelserne på kassekreditten. I forhold til pantebrevet finder vi ikke, at der er indgået en klar og tydelig aftale om betingelser for ændring i renten ud over ændringer som følge af ændringer i Nationalbankens rente på indskudsbeviser. Da rentesatsen i pantebrevet er fastsat som indskudsbevisrenten med et tillæg, må udgangspunktet derfor være at ændringer i den rente, klageren skal betale, følger ændringer i indskudsbevisrenten. Idet de faktisk konstaterede renteændringer afviger væsentligt fra dette udgangspunkt, finder vi, at de renteændringer, der ikke skyldes ændringer i indskudsbevisrenten, bør tilsidesættes.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.