Afslag på anmodning om akkord.
| Sagsnummer: | 354 /1998 |
| Dato: | 18-05-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
|
| Ledetekst: | Afslag på anmodning om akkord. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes anmodning om en akkord begrundet i indklagedes handlemåde i forbindelse med afviklingen af et erhvervsengagement.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
I årene 1990-1996 drev M i et mindre lokalsamfund en erhvervsmæssig virksomhed med bl.a. udlejning af heste og prærievogne. Sideløbende havde M et undervisningsjob.
Driften af virksomheden blev finansieret ved lån og kreditter ydet af indklagede. Engagementet var sikret ved pant i virksomhedens ejendom og driftsmidler og kautioner fra private, herunder H, hvis kaution var begrænset til 150.000 kr. Et af lånene var sikret ved initiativkaution fra Hypotekbanken.
Ved skrivelse af 19. marts 1996 blev M afskediget fra sit undervisningsjob.
Ved skrivelse af 21. marts 1996 rettede indklagede henvendelse til M om en aftalt nedskrivning af maksimum på en kassekredit og om et overtræk på 30.000 kr. på en anden kassekredit. Endvidere rykkede indklagede for årsregnskabet for 1995.
M har anført, at den navngivne medarbejder, der fremsendte skrivelsen af 21. marts 1996, i kraft af sit formandskab for den lokale afdeling af den undervisningsvirksomhed, som han var blevet afskediget fra, uberettiget havde rekvireret fortrolige oplysninger vedrørende afskedigelsessagen. Skrivelsen var usædvanlig for kundeforholdet og direkte foranlediget af medarbejderens kendskab til afskedigelsessagen. Kassekreditten havde været i overtræk gennem 3 måneder, hvilket var almindeligt i forretningsforholdet og accepteret af indklagede gennem flere år. Han og H så sig efterfølgende nødsaget til at søge virksomheden og ejendommen solgt og forlade lokalområdet. I tillid til en planlagt handel i sommeren 1996 købte de en ejendom i en anden egn.
Indklagede har bestridt, at skrivelsen af 21. marts 1996 var foranlediget af, at en medarbejder var vidende om, at klageren var blevet opsagt fra sit undervisningsjob. Henvendelsen var et almindeligt led i sagsbehandlingen. M's beslutning om at afhænde virksomheden og fraflytte lokalområdet var uden sammenhæng med skrivelsen af 21. marts 1996. Ejendommen blev først sat til salg i efteråret 1996.
Ejendommen og virksomheden blev solgt i juni 1997.
I november 1997 ophævede køberne handelen.
M foranledigede driftsmidlerne solgt og sørgede for, at ejendommen og tilbageværende dyr blev passet. Vedrørende M's mellemværende med køberne, der havde hævet handlen, blev der indledt en retssag.
Ved skrivelse af 4. marts 1998 opsagde DLR et lån på 100.000 kr. i ejendommen som følge af salget af driftsmidlerne.
Det fremgår, at M i forbindelse med salg af nogle joller, som var erhvervet med offentligt tilskud, anmodede om at blive fritaget for at tilbagebetale tilskuddet.
Under henvisning til drøftelser på et møde den 31. august 1998 fremsendte indklagede den 1. september 1998 til klagernes advokat en samlet plan vedrørende afviklingen af klagernes engagement, som bl.a. indeholdt et tilbud om nulstilling af rentetilskrivningen indtil retssagens afslutning, dog maksimalt 1 år. Skrivelsens betingelser blev ikke accepteret af klagerne. Under henvisning til at det ikke havde været muligt at opnå en for begge parter acceptabel løsning, opsagde indklagede ved anbefalet skrivelse af 15. september 1998 det samlede engagement, som blev opgjort til 747.548,08 kr.
Da engagementet ikke blev indfriet inden fristens udløb den 29. september 1998, gjorde indklagede initiativkautionen gældende over for Hypotekbanken, som indfriede kautionen med 239.000 kr. Endvidere blev sagen overgivet til inkasso ved advokat.
M har anført, at han via sin advokat anmodede indklagede om at udsætte sagens overgang til inkasso med henblik på at forsøge at skaffe yderligere midler.
Indklagede har anført, at anmodningen om udsættelse først fremkom efter sagens overdragelse til inkasso.
Til indfrielse af H's kaution tilbød klagerne ved skrivelse af 18. oktober 1998 at sælge deres andel af et familieejet sommerhus. Indklagede accepterede dette under forudsætning af, at der blev noteret transport i salgssummen, idet salget på grund af en intern samejekontrakt først kunne effektueres i efteråret 1999.
Den 8. december 1998, hvor indklagedes tilgodehavende hos M var nedbragt til 286.339 kr. ekskl. renter, afslog indklagede et tilbud fra klageren om betaling af 100.000 kr. mod saldokvittering.
Parternes påstande.
Den 14. december 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at acceptere akkorden.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har bl.a. anført, at indklagede har handlet i strid med indgåede aftaler og med god forretningsskik og derfor bør acceptere akkordtilbuddet. Indklagede har misbrugt en medarbejders adgang til fortrolige oplysninger i afskedigelsessagen, hvilket var den direkte anledning til, at de opgav deres tilværelse i lokalsamfundet, selv om virksomheden var i god vækst. Det blev løbende aftalt, hvorledes der skulle forholdes med afviklingen af engagementet, men aftalerne blev ikke overholdt af indklagede. Da M mistede undervisningsjobbet, blev det aftalt, at ydelserne på lånet med initiativkautionen skulle dækkes via kassekreditten, således at kautionen fra Hypotekbanken ikke blev aktiveret, mens salget af virksomheden og ejendommen blev gennemført. Da handelen uberettiget blev ophævet, blev det aftalt, at de skulle sørge for at passe dyrene og ejendommen samt søge ejendommen solgt til anden side. Til gengæld for at M påtog sig omkostningerne ved erstatningssalget og vedligeholdelsen af pantet, skulle han af indklagede "blive behandlet ordentligt efterfølgende". I forbindelse med salget af driftsmidlerne blev det aftalt, at indkomne midler skulle placeres "hvor de gjorde mest gavn", dvs. også i forhold til initiativkautionen. Mulighederne for at sælge ejendommen blev forringet som følge af indklagedes manglende indfrielse af DLR lånet, hvorved en refinansiering af ejendommen blev forhindret. Endvidere blev salgsmulighederne forringet som følge af sagens overgang til inkasso, hvilket hurtigt rygtes i lokalsamfundet med den følge, at eventuelle købere afventer en reduceret pris. De er blevet påført en unødig risiko ved, at indklagede har modsat sig, at ejendommen blev udlejet, indtil salg kan finde sted, eller retssagen mod køberne afsluttes. Ved salget af de driftsmidler, der var erhvervet med tilskud, er risikoen for et krav om tilbagebetaling blevet forøget. Indklagedes krav om en transport i forbindelse med salget af andelen af familiesommerhuset medførte, at de tilbageværende ejere udnyttede situationen til at sikre sig, at de ikke gjorde krav på løsøre, som havde affektionsværdi. De har gjort et stort arbejde med at sikre pantet. Indklagede, der ikke har kunnet afvente retssagen mod køberne, har ved pres, manglende overholdelse af aftaler og sin handlemåde i øvrigt medvirket til, at der fortsat består en gæld på 286.339 kr. Indklagede bør derfor acceptere en akkord. For så vidt angår H har klagerne anført, at aftalerne om afvikling af engagementet med henblik på at friholde kautionisterne alene har haft virkning for en medkautionist, som hæftede for 225.000 kr., men ikke H.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt engagement og derfor bør afvises. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bestrides, at man har handlet i strid med indgåede aftaler og med god forretningsskik i forbindelse med afviklingen af engagementet, og at man ikke er forpligtet til at acceptere akkordforslaget. Det bestrides, at oplysninger om klagerens afskedigelsessag er blevet misbrugt af medarbejderen, og at aftaler, der er indgået med klagerne, ikke er blevet overholdt. Klagernes uheldige økonomiske situation skyldes tab af lønindtægt, at virksomheden ikke har givet overskud, og at klagerne i en længere periode har haft dobbelt husleje, idet den "gamle" ejendom ikke har kunnet sælges til den pris, som klagerne forlanger. Uanset ophævelsen af ejendomshandelen påhvilede forpligtelsen til vedligeholdelse af pantet klagerne, og det forhold, at man under hele forløbet har fastholdt, at det var uacceptabelt at udleje ejendommen, er ikke i strid med god forretningsskik eller uetisk. Som følge af misligholdelsen af engagementet var man berettiget til at stille krav om salg af driftsmidlerne, hvilket salg klagerne selv forestod. Det var ikke aftalt, at provenuet ved salg af driftsmidlerne skulle indgå på lånet, der var sikret ved initiativkaution. Såfremt salget af jollerne medfører krav om tilbagebetaling af offentligt tilskud, er man uden ansvar herfor. Man har ikke forhindret en refinansiering af ejendommen ved ikke at indfri DLR lånet. Klagerne mente, at lånet ikke kunne forlanges indfriet, og ønskede selv at forhandle sagen på plads med DLR. Man modtog først advokatens anmodning om fristforlængelse efter, at sagen var overgivet til inkasso. I lyset af sagens forløb, herunder at der ikke i forbindelse med forudgående møder kunne opnås enighed om betingelserne for en aftale, var man ikke indstillet på at forlænge fristen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Da klagen i det væsentlige vedrører afviklingen af engagementet, efter at klagernes erhvervsmæssige virksomhed er opført, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagernes beslutning om at afhænde virksomheden og ejendommen eller i forbindelse med afviklingen af engagementet har handlet i strid med indgåede aftaler eller på anden måde har handlet uberettiget i forhold til klagerne.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere klagernes akkordtilbud.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.