Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse for gæld stiftet af selvejende institution.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om klagerens hæftelse for gæld stiftet af en selvejende institution.

Sagens omstændigheder.

Klageren var gennem en længere årrække medstifter og formand for en forening, A, der havde til formål at tilbyde aktiviteter til børn og unge. A erhvervede en fast ejendom til brug for en del af aktiviteterne.

I 1986 blev det besluttet at købe en naboejendom, som sammen med A's ejendom skulle anvendes til etablering af en efterskole, som skulle drives som en selvejende institution, B.

Ved gældsbrev af 27. marts 1987 ydede indklagede et lån på 500.000 kr. til B v/ klageren. På gældsbrevets forside er klageren anført som solidarisk meddebitor. Gældsbrevet er underskrevet af klageren under overskrifterne "[B] : Iflg. fuldmagt:" og "Som solidarisk medhæftende".

Samme dag underskrev klageren på vegne B og som "Solidarisk medrekvirent" en kontragaranti vedrørende en garanti på 1.100.000 kr., som indklagede blev anmodet om at stille over for sælgeren af naboejendommen.

Ved skrivelse af 12. august 1988 meddelte sælgers advokat, at garantien kunne nedskrives til 52.817,89 kr., således at den resterende del af garantien eller 1.047.182,20 kr. kunne frigives.

Den 23. august 1988 fremsendte indklagede 1.047.182,89 kr. til sælger. Klageren fik meddelelse herom ved anbefalet skrivelse af samme dato. Klageren blev samtidig anmodet om at indfri engagementet, som blev opgjort til 201.318,84 kr.

Den 4. november 1988 overgik lånet til inkasso, og sagen blev indbragt for fogedretten. Gælden var inklusiv renter til den 18. oktober 1988 på 206.401,54 kr.

Den 22. november 1988 fremsendte indklagede 52.817,89 kr. til sælger til indfrielse af restgarantien.

Den 2. marts 1989 blev klageren ved udeblivelsesdom afsagt af retten i Store-Heddinge dømt til betale 53.155,57 kr. til indklagede med tillæg af rente 15% p.a. fra den 16. december 1988 samt sagens omkostninger med 3.000 kr. Domsbeløbet vedrørte garantien.

Ved skrivelse af 11. maj 1989 afregnede inkassoadvokaten sagerne over for indklagede. Omkostningerne til advokaten blev opgjort til 5.608 kr. Af advokatens skrivelse fremgår, at den købte ejendom var solgt på tvangsauktion, og at B var opløst uden aktiver. Da klageren senest den 22. februar 1989 havde afgivet insolvenserklæring, var sagerne blevet afvist af fogedretten.

Ved skrivelse af 30. august 1990 fremsendte indklagede 12 girokort til klageren med henblik på afvikling af gælden, som nu var overgået til indklagedes centrale kreditkontor.

Den 25. januar 1991 fremsendte indklagede en saldomeddelelse, hvor gælden blev opgjort til 256.831,56 kr. eksklusiv renter, idet klageren blev anmodet om at anerkende gælden.

Den 11. februar 1991 returnerede klageren saldomeddelelsen med påtegning om, at det måtte bero på en misforståelse, og at han ikke kunne anerkende, at han skulle have en gæld til indklagede.

I forbindelse med årsopgørelserne de følgende år anførte indklagede gælden på 256.831,56 kr. eksklusiv renter. Klageren underskrev ikke de medfølgende blanketter til anerkendelse af gælden.

Ved skrivelse af 13. oktober 1999 bekræftede Realkredit Danmark, at man ikke ville gøre et krav gældende over for klageren for så vidt angår tab på ejendommen.

Ved skrivelse af 2. april 2002 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse med henblik på afvikling af tilgodehavendet, som blev opgjort til gælden pr. den 28. november 1990 256.831,56 kr. med tillæg af rente i 5 år variabel sats, p.t. 13,75% 247.043,91 kr., i alt 503.875,47 kr.

Indklagede har oplyst, at de 256.831,56 kr. er sammensat af saldoen på lånet pr. den 18. maj 1989 på 212.009,54 kr. og saldoen på kontoen vedrørende restgarantien pr. den 18. oktober 1989 på 51.304,80 kr., i alt 263.314,34 kr. Heri er fradraget indbetalinger på engagementet i perioden 17. august - 28. november 1990 på i alt 6.482,78 kr., hvorved beløbet på 256.831,56 kr. fremkommer.

Parternes påstande.

Den 10. oktober 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke hæfter personligt for gælden til indklagede.

Lånet og garantien blev underskrevet i henhold til fuldmagt fra henholdsvis A og B. Indklagede var bekendt hermed og med foreningernes vedtægter, hvoraf det fremgik, at foreningerne alene hæftede ved deres formue, og at der ikke kunne gøres krav gældende over for de enkelte bestyrelsesmedlemmer.

Han var alene formand for A. Det var rimeligt, at A, der ejede den eksisterende ejendom, stillede sikkerhed for købet af naboejendommen.

Det blev udtrykkeligt meddelt indklagede, at ingen i bestyrelsen kunne eller ville være kautionister. Han havde hverken formue eller ejendom og kunne blandt andet af hensyn til sin familie ikke påtage sig risikoen ved engagementet. Projektet kunne heller ikke medføre en personlig økonomisk gevinst for ham.

Realkredit Danmark, som led tab ved tvangsauktionen, frafaldt sit krav mod ham under hensyn til, at han kun var formand for A, at det fremgår af vedtægterne, at bestyrelsesmedlemmer ikke personligt kan gøres økonomisk ansvarlig, og under hensyn til, at man efterfølgende har godkendt et kreditforeningslån til ham.

I forbindelse med hans og hans ægtefælles køb af en ejendom i marts 2002, blev udbetalingen deponeret hos indklagede. Indklagede rejste umiddelbart herefter krav om betaling af de 503.875,47 kr. under henvisning til, at han havde købt fast ejendom.

Han har igennem flere år haft en kassekredit på 200.000 kr. i pengeinstituttet P, der er koncernforbundet med indklagede. På grund af den manglende afklaring af mellemværendet med indklagede, har P nu afslået at forny kassekreditten.

Indklagede har anført, at klageren hæfter som debitor.

Kravet er hverken forældet eller bortfaldet ved passivitet.

Klageren hæfter således for gælden med tillæg af renter for de seneste fem år.

Klagerens kassekredit blev oprettet, før P fusionerede med indklagede. I forbindelse med den årlige genforhandling har man ikke ønsket at forny kreditten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det fremgår tydeligt af såvel gældsbrevet vedrørende lånet som dokumenterne vedrørende garantien, at klageren hæfter personligt som solidarisk medhæftende debitor/ medrekvirent, og for så vidt angår kravet i henhold til garantien blev der den 2. marts 1989 afsagt dom på grundlag af en stævning mod klageren.

Gælden i henhold til de nævnte faciliteter er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske lov 5-14-4, mens renter af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908-loven. Gælden er løbende fremgået af de årsopgørelser, der er blevet fremsendt til klageren, og der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har bibragt klageren en berettiget forventning om, at man ville frafalde kravet.

Der er herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.