Kaution. Hæftelse efter frivillig akkord.
| Sagsnummer: | 484 /1996 |
| Dato: | 08-04-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Peter Nedergaard, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Kaution. Hæftelse efter frivillig akkord. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 15. august 1989 ydede indklagede klageren og dennes daværende ægtefælle et erhvervslån på 80.000 kr. Ved underskrivelse af en kassekreditkontrakt den 5. november 1991 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for ægtefællens driftskredit hos indklagede på 200.000 kr. Ægtefællen drev en selvstændig blikkenslagerforretning. Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. i ægtefællens ejendom, et løsørepantebrev på 50.000 kr. i ægtefællens bil og i ægtefællens livpolice.
I forbindelse med separation underskrev klageren og ægtefællen den 18. september 1994 en bodelingsoverenskomst, hvorefter hver ægtefælle skulle udtage sin egen bodel, idet begge bodele var negative. Det fremgår, at ægtefællen skulle overtage lånet og kassekreditten hos indklagede og samtidig søge klageren frigjort for kautionsforpligtelsen. Indklagede fik tilsendt en kopi af bodelingsoverenskomsten.
Den 13. marts 1995 tilskrev indklagede klageren således:
"I fortsættelse af de mundtlige orienteringer til Dem om engagementets udvikling, skal vi herved meddele, at det for os ser ud til på baggrund af de til os sidst oplyste regnskabstal, at forretningen kan få likviditetsproblemer.
Vi gør samtidig herved opmærksom på, at Deres kautionsforpligtelse og medhæftelse på engagementet vil blive aktuelt såfremt engagementet ikke vil kunne afvikles.
Vi er vidende om, at [ægtefællen] forsøger at fremskaffe likviditet gennem et andet pengeinstitut til indfrielse af vort engagement og dermed Deres forpligtelse overfor os.
Vi har endnu ikke modtaget tilbagemelding fra [ægtefællen] om, hvorledes engagementet skal videreføres.
De vil høre fra os omgående, når vi hører fra [ægtefællen]. Vi har givet ham frist til den 17. marts 1995 kl. 16.00."
Ved skrivelser af 20. marts 1995 til klageren og ægtefællen opsagde indklagede engagementet til indfrielse den 29. s.m.
Ægtefællen forsøgte herefter via sin revisor at opnå en ordning med sine kreditorer, idet han tilbød en dividende på 35%. Indklagede fik forelagt ægtefællens regnskab for 1994. Revisoren anførte, at et salg af ægtefællens ejendom ikke ville indbringe et provenu til indklagede i henhold til ejerpantebrevet. Akkordforslaget omfattede tre kreditorer med et tilgodehavende på i alt ca. 430.000 kr. Akkordforslaget var baseret på finansiering med 150.000 kr. via et andet pengeinstitut. Indklagedes tilgodehavende blev opgjort til 268.343 kr. pr. 31. december 1994.
Af en skrivelse fra revisoren til indklagede af 2. juni 1995 fremgår bl.a.:
"Herudover har De tidligere meddelt, at [klageren] skulle overtage sin part af engagementet, således at [ægtefællens] saldo, som skal indgå i akkorden godskrives med dette beløb samt værdien af bilen.
Vi beder Dem derfor meddele os størrelsen af beløbet fra aftalen med [klageren]."
Indklagede fastholdt opgørelsen af sit tilgodehavende hos ægtefællen på 268.343 kr. og anførte på baggrund af en fornyet forespørgsel fra revisoren, at forholdet til klageren var sagen uvedkommende.
Der blev herefter indgået aftale om akkord, hvorefter ægtefællen skulle indbetale 30.000 kr. til indfrielse af løsørepantebrevet i bilen samt 93.920 kr. svarende til 35% af saldoen pr. 31. december 1994.
Ægtefællen indbetalte 30.000 kr. på lånet den 31. juli 1995; akkordbeløbet på 93.920 kr. blev krediteret kassekreditten den 14. september 1995. Indklagede eftergav ægtefællen restgældene på kassekreditten og lånet, som blev opgjort til henholdsvis 114.791 kr. og 59.632 kr.
Den 18. oktober 1995 underskrev klageren et gældsbrev til indklagede, hvorefter et eksisterende lån med restgæld på 24.389,02 kr. blev forhøjet med 60.000 kr., som blev krediteret ægtefællens kassekredit.
Ved skrivelse af 19. december 1995 til klageren eftergav indklagede klageren restgælden på kassekreditten, som klageren havde kautioneret for, og erhvervslånet, som klageren var meddebitor for.
Den 22. juli 1996 rettede klageren via sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende betalingen af de 60.000 kr. Efter en længere korrespondance afviste indklagede klagerens indsigelser.
Ved klageskema af 9. december 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun efter den tidligere ægtefælles akkord var frigjort for sine forpligtelser over for indklagede.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at hun efter modtagelsen af indklagedes skrivelse af 20. marts 1995 ikke hørte mere til sagen. Almindelig løs snak har fundet sted i afdelingen, uden at indklagede på nogen måde har givet relevante oplysninger af betydning for sagen. Hun hverken deltog i eller blev orienteret om akkordforhandlingerne, ligesom hun ikke blev vejledt om, hvilke konsekvenser akkorden kunne få for hende. Under akkordforhandlingerne har indklagede uden hendes accept bevilget den tidligere ægtefælle henstand, og indklagede har undladt at opfylde sin forpligtelse til at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41. Underskriften på gældsbrevet vedrørende forhøjelsen på 60.000 kr. blev fremtvunget efter pres fra indklagede. Hendes tidligere ægtefælle oplyste efterfølgende, at det var hans opfattelse, at hun var frigjort efter opfyldelsen af akkorden. Indklagede burde have indhentet hendes accept af den frivillige akkord. Akkorden var uformel og blev ikke gennemført på en betryggende måde, som f.eks. en tvangsakkord. Det strider imod god bankskik, at indklagede pressede hende til at underskrive lånedokumentet til indfrielse af en kautionsforpligtelse, som reelt var bortfaldet.
Indklagede har anført, at henvendelsen fra revisoren var seriøs, og at akkordforslaget var begrundet med henvisning til indkomstopgørelser og status. Klageren spurgte til sagen ca. en gang om ugen i forbindelse med sine almindelige henvendelser i afdelingen. Hun fik forevist korrespondancen i sagen og accepterede den akkordordning, som blev bragt i forslag af revisoren, ligesom hun accepterede at skulle hæfte for den resterende gæld. Det fremgår af regnskabsmaterialet, at indklagede ikke kunne have opnået bedre dækning, og akkorden blev tilrettelagt og gennemført på en sådan måde, at kreditorernes interesser blev varetaget bedst muligt, hvilket også kom klageren til gode. Efter akkordens gennemførelse tilbød man klageren, at hun kunne betale 80.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Efter nogle overvejelser meddelte klageren, at hun alene kunne afvikle 60.000 kr., hvilket indklagede accepterede.
Ankenævnets bemærkninger:
Det forhold, at indklagede uden klagerens samtykke har tiltrådt en frivillig akkord for klagerens tidligere ægtefælle, findes ikke som anført af klageren i sig selv at medføre, at klagerens kautionsforpligtelse for kassekreditten er bortfaldet. Såfremt indklagede kan godtgøre, at ægtefællen alternativt kunne have opnået en tvangsakkord eller en gældssanering i henhold til konkurslovens regler, og at indklagede ikke herved ville have opnået en større dividende, må klagerens kautionsforpligtelse fortsat bestå, sammenlign herved konkurslovens § 191 og § 226, stk. 3.
Et sådant bevis findes ikke at være ført ved de foreliggende oplysninger, og den nødvendige bevisførelse findes efter sin art og sit omfang at ligge uden for, hvad der kan finde sted ved Ankenævnet. Nævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. l.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.