Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9910080/2000 |
| Dato: | 06-04-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Villy Dyhr, Jeanette Werner, Keld Christiansen, Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren og hans medejer solgte i 1987 en ejerlejlighed. Handlen blev i 1988 hævet ved dom. Det indklagede realkreditinstitut overtog den 16. marts 1990 ejerlejligheden på tvangsauktion for et bud på 450.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 792.588 kr., som fordeltes med 661.334 kr. i kolonne 2 og 131.254 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte i marts 1990 ejerlejligheden. Pantebrevene for de indestående lån blev i 1990 og 1996 kvitteret til aflysning med opretholdelse af den udækkede fordring mod de tidligere ejere. Instituttet gjorde den 20. november 1997 en personlig fordring på 342.588 kr. med tillæg af 9 pct. rente i fem år gældende over for klageren. Klageren protesterede over kravet. Klageren underskrev i september 1998 et frivilligt forlig på 171.294 kr. Klagerens tidligere medejer fik i december 1998 saldokvittering ved indbetaling af 152.497 kr. til instituttet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles, idet der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for sidstnævnte var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke er helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen til dækning af rest-gælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt efter omstændighederne, at klageren kun kunne være forpligtet af forliget i det omfang, fordringen ikke var forældet. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og Nævnet tilpligtede instituttet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker. Beløb, som klageren måtte have betalt herudover, skulle tilbagebetales.
Instituttet meddelte den 3. maj 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Institut ønsker ikke at være bundet af kendelsen.