Afgørelse

Indfrielsesmetode.

Klagerne solgte som privatskiftende arvinger i juni 1994 en fast ejendom, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet afgav i juni 1994 tilbud på ejerskiftelån, hvori det var forudsat, at indestående lån blev indfriet. Ifølge lånetilbudet var det ydet på baggrund af de aktuelle oplysninger med hensyn til indfrielse af eksisterende lån i ejendommen, og kursændringer og ændring af indfrielsesmetode kunne medføre, at det nye lån ikke kunne dække indfrielsesudgifterne.

Klagernes pengeinstitut anmodede medio august 1994 realkreditinstituttet om låneudbetaling og modregning af det indestående lån. Disse ønsker fremgik endvidere af udbetalingsbrevet - uden angivelse af indfrielsesmetode. Det indestående lån blev indfriet ved paristraksmetoden med betaling af differencerente på 12.474 kr. Det samlede indfrielsesbeløb udgjorde 265.778 kr. Klagernes advokat rejste efterfølgende erstatningskrav over for realkreditinstituttet, idet en indfrielse til dagskurs ville have været billigere end paristraksindfrielse for sælgeren, der var et skattefrit dødsbo. Realkreditinstituttet afviste, at der var begået fejl i forbindelse med indfrielsen af lånet, idet det ikke over for instituttet var blevet oplyst, at boet var skattefrit.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde handlet ansvarspådragende ved ikke at vælge den for klagerne billigste indfrielsesmetode. Instituttet påstod frifindelse.

I mangel af nærmere instruks i udbetalingsbrevet om indfrielsesmetode måtte det ifølge Nævnet lægges til grund, at realkreditinstituttet var forpligtet til at vælge den for låntageren gennemsnitligt mest gunstige indfrielsesmetode. Den samlede udgift ved indfrielse med obligationer ville efter Nævnets beregninger have udgjort et beløb på 257.789 kr. - eller en forskel på 7.988 kr. i forhold til den foretagne paristraksindfrielse. Nævnet fandt, at instituttet som professionel långiver burde have været opmærksom på muligheden af, at boet kunne være skattefrit. Selv hvis det blev lagt til grund, at boet var skattepligtigt, ville den af instituttet valgte indfrielsesmetode imidlertid stadig ikke have været den gunstigste for klagerne, idet indfrielsesbeløbet - efter et skattemæssigt fradrag på skønnet 50 pct. af differencerenten - ville udgøre 259.541 kr., hvilket var 1.751 kr. dyrere end udgiften ved indfrielse med obligationer. Nævnet fandt under disse omstændigheder, at instituttet havde pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke at vælge den gunstigste indfrielsesmetode for klagerne. Klagernes tab som følge heraf fastsatte Nævnet til 7.988 kr., som realkreditinstituttet således skulle erstatte klagerne.