Studielån, rentetilskud, fejlekspedition.
| Sagsnummer: | 524/1991 |
| Dato: | 03-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Fejlekspedition - øvrige spørgsmål
Udlån - studielån |
| Ledetekst: | Studielån, rentetilskud, fejlekspedition. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagerens statsgaranterede studielån omkring årsskiftet 1984/85 blev overført mellem to af indklagedes afdelinger fremsendte indklagede den 29. januar 1985 meddelelse herom til Statens Uddannelsesstøtte. Uagtet dette blev rentetilskudsraterne vedrørende april, juli og oktober kvartal 1985 ikke indsat på klagerens nye kontonummer hos indklagede, men derimod på klagerens tidligere kontonummer, hvorfor disse rater først blev krediteret på lånet med forsinkelse. Da klageren blev opmærksom herpå, rettede han henvendelse til Statens Uddannelsesstøtte, som ved skrivelse af 14. juni 1990 til klageren oplyste, at meddelelsen af 29. januar 1985 fra indklagede om overførslen af studielånet ved en beklagelig fejl ikke var nået frem til klagerens rentetilskudssag for tilskudsåret 1985/86. Man beklagede den forsinkede overførsel, men gjorde klageren opmærksom på, at der ikke var hjemmel til at erstatte klageren eventuelle rentetab. Denne afgørelse blev den 7. februar 1991 stadfæstet af Ankenævnet for tilskud til statsgaranterede studielån.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham det lidte rentetab med renters rente og med en rentefod svarende til studielånet samt omkostninger ved korrespondance med SU-styrelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede tidligere har nægtet at følge Ankenævnets kendelse gående ud på, at indklagede var forpligtet til at udarbejde kontoudtog vedrørende klagerens studielån. På baggrund heraf har det ikke på et tidligere tidspunkt været muligt for klageren at blive opmærksom på den forsinkede overførsel af rentetilskud. Klageren finder således ikke, at hans krav er forældet. Klageren har derudover gjort gældende, at studielånet overførtes fra en afdeling til en anden alene på indklagedes initiativ, og at indklagede i den forbindelse gav klageren tilsagn om, at overførslen ville ske uden omkostninger for klageren. På baggrund heraf finder klageren, at indklagede bør godtgøre ham det opståede rentetab.
Indklagede har anført, at SU-styrelsen i korrespondancen har erkendt og beklaget den omhandlede ekspeditionsfejl, men har afvist klagerens erstatningskrav for det hermed forbundne rentetab med henvisning til manglende lovhjemmel. De omtalte forsinkelser skyldes således ikke fejl fra indklagedes side, ligesom indklagede ikke har givet klageren tilsagn om at dække det eventuelle rentetab i forbindelse hermed. Indklagede finder derudover, at erstatningskravet er forældet i medfør af den 5-årige forældelsesregel.
Ankenævnets bemærkninger:
SU-styrelsen har erkendt, at den forsinkede kreditering af de omhandlede rentetilskud på klagerens studielånskonto skyldtes en fejl begået af SU-styrelsen. Da der således ikke er begået fejl af indklagede, og da indklagedes tilsagn om, at studielånet ville blive overført omkostningsfrit for klageren, ikke kan anses at angå eventuelle tab opstået som følge af andres fejl, findes klagerens krav at savne grundlag.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.