Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Aftale om opnåelse af bestemt provenu.

Sagsnummer: 607 /1994
Dato: 04-05-1995
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Aftale om opnåelse af bestemt provenu.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klagerne henvendte sig i januar 1994 til indklagede med henblik på en omprioritering af deres faste ejendom, i hvilken forbindelse de ønskede at opnå et provenu på 25.000 kr. til en ombygning. Indklagede foretog beregninger med hensyn til, hvilke af de eksisterende lån klagerne med fordel kunne omlægge. Beregningerne tilsendtes klagerne.

Den 27. januar 1994 afholdtes møde med klagerne, hvor beregningerne blev gennemgået. På grundlag heraf aftaltes det, at indklagede skulle indhente lånetilbud i Nykredit til indfrielse af et eksisterende lån i BRF Kredit, hvis obligationsrestgæld pr. 1. april 1994 ville være 153.199 kr.; endvidere skulle et boliglån hos indklagede med en restgæld på ca. 145.000 kr. indfries.

Efter at indklagede havde modtaget yderligere materiale fra klagerne, indsendtes låneansøgning til Nykredit den 8. februar 1994. Af låneansøgningen fremgik, at ud over et beløb til indfrielse af BRF Kreditlånet, ønskedes der "kontant i hånden efter omkostninger kr. 170.000 kr. til indfrielse af privat lån og ombygning af køkken."

Ved lånetilbud af 17. marts 1994 tilbød Nykredit et kontantlån på 329.000 kr., hvis provenu efter fradrag af omkostninger til Nykredit ville udgøre 323.887 kr. Tilbuddet blev gennemgået hos indklagede på et møde den 25. marts 1994. Efter underskrivelse af pantebrev til Nykredit og tinglysning af dette, modtog indklagede den 20. april 1994 323.887,50 kr. fra Nykredit. Samme dag indfriedes boliglånet hos indklagede med 139.454,91 kr., hvoraf 789,62 kr. var renter fra seneste termin. Ligeledes den 20. april 1994 bestilte indklagede indfrielsesopgørelse vedrørende BRF Kreditlånet. Opgørelsen udeblev og måtte genbestilles den 18. maj 1994, hvorefter indklagede den 30. maj 1994 indfriede BRF Kreditlånet med i alt 159.355 kr. Ved indfrielsen beregnedes differencerente med 3.089 kr.; renter og bidrag i perioden 1. april til 31. maj 1994 udgjorde 2.666 kr. og gebyrer til BRF Kredit 400 kr.

Den 16. juni 1994 afsluttede indklagede omprioriteringssagen, idet man samtidig indsatte 1.532 kr. modtaget fra Nykredit som refusion af mistet reservefondsandel.

Efter at klagerne havde udtrykt utilfredshed over lånesagens forløb, afholdtes i august 1994 et møde hos indklagede. På grundlag heraf refunderede indklagede klagerne et rentebeløb på 1.064 kr. som kompensation for, at provenuet fra Nykreditlånet fra udbetalingen til indfrielsen af BRF Kredit-lånet havde stået på klagernes budgetkonto fremfor at være placeret på klagernes kassekredit, der da havde en debetsaldo. I øvrigt beregnede indklagede klagernes likviditetsoverskud ved omprioriteringen til 13.565 kr. i stedet for det ønskede overskud på 25.000 kr. Indklagede tilbød derfor klagerne et boliglån på 11.435 kr. uden stiftelsesomkostninger enten til variabel rente 8,5% eller fast rente 8,25% i lånets 5 første år og således, at lånet skulle afvikles over 15 år.

Ved klageskema af 15. september 1994 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 8.151 kr., der efter klagernes beregning er det manglende beløb i forhold til det ønskede provenu på 25.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at de ved den første henvendelse understregede, at de ønskede 25.000 kr. kontant udbetalt til ombygningen. Ved mødet den 25. marts 1994 understregede de påny, at det var vigtigt, at der kontant fremkom beløbet på 25.000 kr. De finder, at indklagede har begået fejl ved ikke at have sikret sig, at lånetilbuddet fra Nykredit ville medføre det ønskede provenu på 25.000 kr.

Indklagede har anført, at Nykredit ved udarbejdelsen af lånetilbuddet begik en fejl, idet man ikke tog højde for, at der ønskedes et kontant beløb på 170.000 kr. efter omkostninger. Indklagede har beregnet, at Nykredits lånetilbud burde have været på 341.000 kr., idet et sådant lån ville have medført et kontant beløb til klagerne på 25.671 kr. Ved mødet den 25. marts 1994 blev likviditeten i Nykredits tilbud gennemgået grundigt. Klagerne blev spurgt, om de i denne forbindelse havde spørgsmål, men dette var ikke tilfældet. Der er ikke begået fejl fra indklagedes side, der har bevirket et tab for klagerne. Havde klagerne accepteret indklagedes tilbud om boliglån, viser indklagedes beregninger, at klagerne ville have opnået en besparelse. Indklagede finder herefter ikke, at klagerne har krav på erstatning.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er ubestridt, at klagerne tilkendegav, at de i forbindelse med omprioriteringen ønskede at opnå et kontant provenu på 25.000 kr. til brug for en ombygning. Ankenævnet finder, at omprioriteringens likviditetsoverskud kan beregnes således, idet bemærkes, at der ved beregningen bør bortses fra renter på lånene til indklagede og BRF Kredit fra lånenes seneste termin til indfrielsestidspunktet.

Modtaget fra Nykredit
Modtaget reservefondsrefusion

I alt

Herfra fragår:
Indfrielse af lån hos indklagede
Indfrielse af BRF Kredit lån

Omkostninger:
Stempel og tinglysningsafgift
Gebyr indklagede
Indfrielsesgebyrer BRF Kredit
Differencerenter BRF Kredit

I alt

323.888 kr.
1.532 kr.

325.420 kr.


138.665 kr.
153.199 kr.


3.926 kr.
2.850 kr.
400 kr.
3.089 kr.

302.129 kr



Likviditetsoverskud:
325.420 kr. - 302.129 kr. = 23.291 kr.

Der er således alene tale om en mindre afvigelse i forhold til det ønskede provenu på 25.000 kr. Hertil kommer, at indklagede har tilbudt klagerne et boliglån på 11.435 kr. på fordelagtige vilkår. Ankenævnet finder, at der allerede som følge af disse omstændigheder ikke er grundlag for at tage klagernes påstand til følge.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.