Afgørelse

Spærring af depot i forbindelse med voldgiftssag. Tab

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af en spærring klagerens depot har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder.

I december 1996 blev klageren som medarbejder i PPU Maconomy A/S indbudt til at tegne nye aktier i selskabet i henhold til et prospekt.

I begyndelsen af 1997 købte klageren i henhold til udbudet nominelt 5.000 kr. aktier til en kursværdi på 32.500 kr. Af en aktionæroverenskomst, som klageren tiltrådte i forbindelse med tegningen, fremgår blandt andet:

"For det tilfælde at en medarbejder, der besidder aktier omfattet af nærværende Overenskomst, forlader virksomheden inden en børsnotering, er PPU Maconomy A/S berettiget til at overtage den pågældende medarbejders aktier til en købesum svarende til den oprindelige købskurs"

Klagerens aktiekøb blev finansieret ved et lån hos indklagede. Til sikkerhed for lånet fik indklagede pant i de fysiske aktier, der blev indlagt i et sikkerhedsdepot. Aktierne blev udtaget af sikkerhedsdepotet den 1. marts 2000, idet alle fysiske aktier blev indsamlet med henblik på, at PPU Maconomy A/S skulle børsintroduceres.

Den 1. juni 2000 blev lånet indfriet.

Pr. den 31. juli 2000 fratrådte klageren sin stilling i virksomheden.

Ved skrivelse af 30. august 2000 fik klageren meddelelse om, at selskabet ønskede at tilbagekøbe aktierne for 32.500 kr.

Ved skrivelse af 6. oktober 2000 afslog klageren at overdrage aktierne til selskabet, idet "jeg foretrækker at beholde aktierne".

Selskabet indledte en voldgiftssag mod klageren om spørgsmålet.

I november 2000 blev der med henblik på selskabets børsintroduktion i december 2000 oprettet en række VP depoter til de personer, der havde medarbejderaktier. VP depotet til klageren blev oprettet den 24. november 2000. På foranledning af selskabet blev klagerens depot spærret. Spærringen fremgik af en ændringsmeddelse, som blev fremsendt til klageren den 28. november 2000.

Klageren henvendte sig til indklagede vedrørende spærringen i december 2000 og i begyndelsen af 2001, senest i februar 2001.

I forbindelse med børsintroduktionen blev stykstørrelsen på aktierne ændret til 2 kr., pr. stk. således at klagerens beholdning var 2.500 stk.

Den 3. august 2001 anmodede klageren via sit nye pengeinstitut om overførsel af sit engagement ved indklagede. Indklagede ekspederede overførslen, herunder af værdipapirdepotet, den 31. august 2001.

Ved skrivelse af 14. september 2001 rettede klageren på ny henvendelse til indklagede om spærringen af depotet, som var blevet ophævet i forbindelse med overførslen.

Den 18. september 2001 blev voldgiftssagen hævet af selskabet.

I perioden fra børsintroduktionen i december 2000 til september 2001 faldt kursen på aktierne til fra ca. 60 til ca. 15.

Parternes påstande.

Den 7. februar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede uberettiget spærrede depotet i november 2000. Spærringen medførte, at han var afskåret fra at disponere over aktierne. Han rettede gentagne gange forgæves henvendelse til indklagede med henblik på at få en forklaring og at få spærringen fjernet. Bankrådgiveren meddelte, at hun var enig i, at depotet ikke burde være spærret, og at hun forgæves havde rykket juridisk afdeling for en forklaring.

I august 2001 valgte han at overføre sit engagement til et andet pengeinstitut med henblik på at fremtvinge et svar fra indklagede i forhold til depotet.

Han ønskede at realisere aktierne, fordi han ikke troede på, at der var det store potentiale i virksomheden, hvilket også var baggrunden for hans fratræden. Ved at forlade virksomheden fravalgte han også muligheden for at få flere aktier via ansættelsen.

Værdien af aktierne faldt væsentligt i perioden, fra depotet blev spærret, til det igen blev frigivet.

Indklagede har anført, at depotet blev spærret på baggrund af en henvendelse fra selskabet, som under henvisning til volgiftssagen meddelte, at der var tvivl om ejerskabet til aktierne i klagerens depot. Det var indklagedes opfattelse, at henvendelsen skete efter aftale mellem klageren og selskabet, hvorfor depotet blev spærret.

Klageren henvendte sig i alt 3 gange om sagen, senest i februar 2001. Bankrådgiveren undersøgte sagen, men fulgte beklageligvis ikke op over for klageren.

Spærringen var berettiget, idet det på grundlag af aktionæroverenskomsten og klagerens erklæring om, at han ikke ønskede at overdrage aktierne til selskabet, var uklart, hvem der reelt ejede aktierne, og der derfor var anlagt en voldgiftssag om spørgsmålet.

Klageren var i februar 2001 klar over, at depotet var spærret på grund af tvivlen om ejerforholdet. Klageren accepterede spærringen ved at undlade at reagere efter henvendelsen i februar måned 2001.

Klageren, der ikke på noget tidspunkt konkret har givet udtryk for, at han ønskede at sælge aktierne, har ikke dokumenteret eller godtgjort et tab.

Ved overførslen af engagementet blev det oplyst over for klagerens nye pengeinstitut, at depotet havde været spærret på grund af den verserende voldgiftssag. Voldgiftssagen blev efterfølgende hævet, fordi sagen på grund af aktiernes kursfald ikke længere var af økonomisk interesse for selskabet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter indholdet af den af klageren tiltrådte aktionæroverenskomst havde selskabet ret til at tilbagekøbe aktierne til den oprindelige købskurs i tilfælde af, at en medarbejder forlod virksomheden inden en børsintroduktion, og selskabet havde i forbindelse med klagerens fratræden den 31. juli 2000 gjort tilbagekøbsretten gældende over for klageren og anlagt voldgiftssag mod denne om spørgsmålet. Ankenævnet finder, at der på denne baggrund bestod en sådan tvivl om ejendomsretten til aktierne i klagerens depot, at indklagede i november 2000 var berettiget til at efterkomme selskabets anmodning om spærring af dette, jf. princippet i deponeringslovens § 1, stk. 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at indklagede oprindelig var af den opfattelse, at klageren var indforstået med spærringen.

Allerede af denne grund kan klagerens påstand om erstatning ikke tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.