Investering i ScandiNotes II Senior 2012 og Kalvebod 2013 obligationer i henhold til en formueplejeaftale med lav risikovillighed.
| Sagsnummer: | 58/2011 |
| Dato: | 02-02-2012 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Maria Hyldahl, Niels Bolt Jørgensen, Anna Marie Schou Ringive og Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Investering i ScandiNotes II Senior 2012 og Kalvebod 2013 obligationer i henhold til en formueplejeaftale med lav risikovillighed. |
| Indklagede: | DiBa Bank |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører, om DiBa Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren ved at investere hendes midler i bl.a. ScandiNotes II Senior og Kalvebod obligationer i henhold til en formueplejeaftale med lav risikovillighed.
Sagens omstændigheder
Klageren indgik den 4. juni 2008 en aftale med DiBa Bank om formuepleje, hvoraf fremgår:
"…
Aftalen bemyndiger DiBa Bank til, uden forudgående kontakt med mig og for min regning, at disponere over midlerne beroende i depotet og på kontoen, …
…
Aftalen forpligter DiBa Bank til at foretage indkøb af værdipapirer indenfor den i aftalen nævnte investeringsstrategi. …
…
Forvaltningen af mine investeringer skal som udgangspunkt ske inden for de nedenfor anførte grænser. DiBa Banks porteføljegruppe overvåger og vurderer løbende sammensætningen af værdipapirer omfattet af denne aftale. Overvågningen tager udgangspunkt i en løbende kontrol af overholdelse af de til enhver tid gældende procentfordelinger i investeringsstrategien. DiBa Banks vurdering tager udgangspunkt i en makroøkonomisk vurdering samt en vurdering af de aktuelle markedsforhold for de aktivklasser, der indgår i investeringsstrategien. DiBa Bank kan som følge af ændrede markedsforhold foretage en ændring af investeringssammensætningen. En ændring foretages altid ud fra den valgte investeringsprofil eller risikotal i henhold til særskilt aftale. Den aktuelle fordeling mellem aktivtyper kan til enhver tid oplyses af DiBa Bank.
…
Jeg vil min. hver 6. måned modtage oversigter, hvor blandt andet depotbeholdning, værdipapirkurser m.v. vil fremgå.
Investeringsprofil
DiBa Banks rådgivning sker i overensstemmelse med min investeringsprofilaftale, hvoraf min risikovillighed fremgår.
(1-3 = lav risiko, 4-7 = mellem risiko, 8-10 = høj risiko)
Risikovillighed: 3
Formålet med denne investering er: Frie midler, med en tidshorisont på 14 år.
Investeringsstrategi
På baggrund af modtagne oplysninger, herunder gældende Investeringsprofil, er der udarbejdet en investeringssammensætning.
Denne investeringssammensætning anvendes til FRIE MIDLER privat (5034). Risikotal 3-4, moderat lav risikovillighed. Ønsker et forholdsvis sikkert og jævnt afkast og vil kun løbe begrænset risiko og accepterer kun mindre udsving i formuen.
…
Alle oplysninger om investeringssammensætningen er alene vejledende.
…
De i fuldmagtsaftalen nævnte procentfordelinger på de enkelte papirer er et udtryk for minimum og maksimumgrænser på investeringstidspunktet. Udviklingen på de enkelte papirer kan bevirke, at grænserne i perioder ikke fuldstændig opretholdes. Ved nyinvesteringer vil investeringsaftalens procentfordelinger tilstræbes genoprettet.
…
Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. … Omfanget af denne risiko afhænger bl.a. af de aftalte retningslinier for investeringerne.
DiBa Bank bestræber sig på bedst muligt at forvalte kapitalen i overensstemmelse med denne aftale. Kunden er indforstået med ikke at gøre DiBa Bank ansvarlig for noget fejlskøn eller tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra DiBa Banks side.
…"
Af aftalen fremgår følgende sammensætning af værdipapirer:
Papirnavn/-gruppe | Min. % | Max. % |
Enkeltpapirer – Andel: 10 % | ||
Globale aktier, Frie midler | 0,00 | 10,00 |
Europæiske Aktier, Frie midler | 0,00 | 10,00 |
Obligationer med over 5 års løbetid F | 5,00 | 25,00 |
Obligationer med 2-5 års løbetid F | 20,00 | 40,00 |
Obligationer med 0-2 års løbetid F | 25,00 | 45,00 |
Banken investerede herefter klagerens midler i bl.a. nominelt 120.412,85 ScandiNotes II Senior 2012 obligationer til kurs 96,5 og nominelt 70.000 Kalvebod 2013 obligationer til kurs 92,3.
Af en fremlagt beholdningsoversigt pr. 30. juni 2008 fremgår:
Papirnavn | Kursværdi inkl. | % af total |
2% Kalvebod Plc S1 2013 | 65.325,68 | 24,84 |
2,00% Danmarks Skibskreditfond | 26.668,48 | 10,14 |
3,00% Scandinotes Ii Senior 20 | 118.586,92 | 45,09 |
Danske obligationer i alt | 210.581,08 | 80,07 |
Carnegie Worldwide/Europa ABIU | 12.731,70 | 4,84 |
Carnegie WW Globale Aktie UAIB | 12.317,00 | 4,68 |
Valueinvest Danmark,Global AIU | 25.254,18 | 9,60 |
Udenlandske aktier I alt | 50.302,88 | 19,13 |
KONTANTBEHOLDNINGER I ALT: | 2.096,64 | 0,80 |
PORTEFØLJE I ALT: | 262.980,60 | 100,00 |
Af et brev af 13. november 2008 fra Værdipapircentralen til klageren fremgår, at hovedstolen på Kalvebod obligationerne nedskrives med ca. 12 %.
Af en fremlagt formueopgørelse for perioden 12. juni 2008 til 31. december 2008 for klagerens depot fremgår et negativt "tidsvægtet afkast" på -27,93 %.
Banken har oplyst, at klagerens værdipapirer den 27. april 2009 blev overført til et andet pengeinstitut.
Klageren har fremlagt et print (pr. 16. december 2010), hvoraf fremgår, at kursen på ScandiNotes II Senior obligationer er 37 og kursen på Kalvebod obligationer er 88.
Banken har oplyst, at nominelt ca. 95.000 af klagerens beholdning af ScandiNotes II Senior obligationer er blevet udtrukket til kurs 100. Der forventes (pr. 27. januar 2011) en nedskrivning på ca. 12,75 % på den resterende del af beholdningen.
Parternes påstande.
Klageren har den 7. januar 2011 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at DiBa Bank skal betale erstatning for et tab på ca. 150.000 kr.
DiBa Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at hun har indgået en formueplejeaftale med lav risiko.
Banken har investeret i ScandiNotes og Kalvebod obligationer, som har vist sig at være høj risiko og "katastrofale dårlige obligationer".
DiBa Bank har bl.a. anført, at formueplejeaftalen giver banken en fuldmagt - og en forpligtelse - til at handle værdipapirer på klagerens vegne indenfor den valgte investeringsstrategi.
Klageren skulle ikke rådgives om de enkelte investeringer, som banken i henhold til formueplejeaftalerne foretog.
Banken har ikke tilsikret klageren et positivt afkast i det enkelte år eller for hvert papir i ordningen.
Aftalen udelukker ikke investering i virksomhedsobligationer.
Det giver ikke mening kun at vurdere enkelte værdipapirer i den samlede portefølje.
Investeringerne blev foretaget ud fra et ønske om at skaffe klageren den højst mulige effektive rente inden for den aftale om forvaltning af midlerne, som der var indgået.
Banken har hele tiden været klar over, hvilke karakteristika og risici, som ScandiNotes og Kalvebod obligationerne havde.
Det var bankens vurdering, at risikoen på papirerne var lille.
ScandiNotesIISenior obligationen havde ved udstedelsen ratingen A. Dette må ubetinget anses for lav risiko.
Herudover har banken ved vurderingen af papirerne lagt til grund, at
- der var tale om banker, der alle var underlagt et finanstilsyn, som skulle sikre, at bankerne overholdt lovningsmæssige krav til solvens og likviditet,
- en dansk bank aldrig tidligere er set gå konkurs med deraf følgende tab for bankens kreditorer, og
- de deltagende banker alle var børsnoterede og vurderet af markedet som værende attraktive investeringsobjekter.
Det fremgår af formueplejeaftalen, at al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab.
Banken har investeret i overensstemmelse med mandatet i aftalen.
Klageren har pr. 27. januar 2011 samlet haft et negativt afkast på 5.105,98 kr. ved investeringerne i ScandiNotes og Kalvebod obligationer, hvis papirerne beholdes til udløb uden, at yderligere pengeinstitutter går konkurs.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Af formueplejeaftalen, som klageren indgik med DiBa Bank i juni 2008, fremgår, at klagerens risikovillighed er 3, hvor "1-3 = lav risiko".
Af aftalen fremgår herefter, at "på baggrund af modtagne oplysninger, herunder gældende Investeringsprofil, er der udarbejdet en investeringssammensætning."
Om investeringssammensætningen fremgår, at den "anvendes til FRIE MIDLER privat (5034). Risikotal 3-4, moderat lav risikovillighed. Ønsker et forholdsvis sikkert og jævnt afkast og vil kun løbe begrænset risiko og accepterer kun mindre udsving i formuen."
Med denne beskrivelse af klagerens risikovillighed finder Ankenævnet, at klageren har lav risikovillighed.
Af aftalen fremgår yderligere, at der kan foretages investering i bl.a. aktier og obligationer med forskellig løbetid, og at alle oplysninger om investeringssammensætningen alene er vejledende.
Ankenævnet finder, at investering i ScandiNotes og Kalvebod obligationer som udgangspunkt ligger inden for aftalens mulige investeringsområde.
Klagerens ønske om en lav risiko udelukker ikke, at enkelte værdipapirer eventuelt måtte være forbundet med en højere risiko, forudsat at banken til stadighed investerede klagerens samlede portefølje i overensstemmelse med den af klageren tilkendegivne lave risikovillighed.
Banken foretog bl.a. investering for ca. 116.000 kr. af klagerens midler i ScandiNotes II Senior obligationer svarende til ca. 45 % af depotets værdi og investering for ca. 65.000 kr. i Kalvebod obligationer svarende til ca. 25 % af depotets værdi pr. 30. juni 2008.
Ankenævnet finder, at disse investeringer var i strid med klagerens valg af lav risikovillighed i formueplejeaftalen set i sammenhæng med de i øvrigt anskaffede værdipapirer.
Ankenævnet finder desuden, at banken med denne fordeling af de obligationsbaserede investeringer ikke har sikret en tilstrækkelig risikospredning i porteføljen, hvilket må anses for en grundlæggende forudsætning i aftalen. Nævnet finder, at banken også på dette grundlag har handlet ansvarspådragende og pådraget sig et erstatningsansvar.
Da bankens investeringer var i strid med formueplejeaftalen med klageren, finder aftalens bestemmelse om ansvarsbegrænsning ikke anvendelse.
Ankenævnet finder, at klageren ved opsigelse af formueplejeaftalen og flytning af værdipapirerne til et andet pengeinstitut måtte gå ud fra, at DiBa Bank havde foretaget investeringer i overensstemmelse med aftalen. Henset til, at bankens investeringer var i strid med aftalen, finder Ankenævnet ikke, at klageren ved flytningen af papirerne overtog ansvaret for kursudviklingen.
Der er ikke grundlag for, at banken skal dække noget rentetab, eller at klageren skal refundere eventuel modtaget rente af obligationerne, idet afkastet ikke i relevant omfang skønnes at afvige fra, hvad klageren ellers kunne have opnået.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal DiBa Bank inden 4 uger kurtagefrit tilbagekøbe klagerens ScandiNotes II Senior og Kalvebod obligationer. Tilbagekøbet skal ske til den kurs, til hvilken klageren erhvervede obligationerne, og kursværdien skal beregnes af den oprindelige nominelle værdi, hvis denne måtte være blevet nedskrevet. I fald klageren måtte have solgt papirerne skal banken erstatte det herved realiserede tab.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.