Afgørelse

Indsigelse mod størrelse af rente og renteforhøjelser i forhold til nye andelsboliglån bl.a. med henvisning til markedsrentens bevægelse.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod udlånsrente og renteforhøjelser i forhold til nye andelsboliglån bl.a. med henvisning til markedsrentens bevægelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Bank. I forbindelse med klagerens køb af en andelslejlighed sammen med A optog klageren og A et andels prioritetslån i banken med en hovedstol på 1 mio. kr. Lånet blev optaget i november 2011, og første ydelse på lånet skulle betales den 31. marts 2012. Rentesatsen var variabel, for tiden 5,85 % p.a.

Af lånedokumentet fremgik i øvrigt bl.a.:

”…

Er jeg/vi tilmeldt Nordeas Fordelsprogram, afhænger rentesatsen af placering i Fordelsprogrammet. Jeg/vi vil blive informeret om renteændringer i Netbank eller Konto-Kik.

Herudover kan rentesatsen ændres i overensstemmelse med Nordeas til enhver tid værende ret til at ændre rente, jf. Nordeas Generelle vilkår for privatkunder.

…”

Af Nordeas ”Generelle vilkår for privatkunder” samt ”Nordea Bank Danmarks almindelige bestemmelser for lån og kreditter til private formål” fremgik om renteændringer, at renterne kunne ændres til ugunst for kunden, og at dette kunne ske uden varsel i følgende tilfælde:

”…

• hvis det generelle renteniveau, herunder obligations-, pengemarkeds- og øvrige markedsrenter, ændres
• hvis fundingomkostningerne ændres
• hvis der er længerevarende ubalance mellem markedsrenter
• hvis kredit- og pengepolitikken i ind- eller udland ændres
• hvis brugen af pengepolitiske instrumenter ændres.

…”

Derudover kunne rentesatserne ændres med en måneds varsel, hvis ændringen skyldes markeds- eller indtjeningsmæssige forhold, herunder:

”…

• en mere hensigtsmæssig brug af bankens ressourcer
• øgede omkostninger ved tilvejebringelse af kapital
• omkostningsudviklingen i banken
• øget operationel risiko for banken
• bidrag til generelle garantiordninger, eller
• øget generel kreditrisiko for banken.

…”

Den 9. januar 2012 blev en pressemeddelelse vedrørende bankens ændring af rentesatser med virkning fra den 10. februar 2012 offentliggjort i dagspressen. Af pressemeddelelsen fremgik:

”…

Med baggrund i den økonomiske udvikling og de deraf følgende stigende omkostninger til kapital og funding forhøjes renten samtidig på variabelt forrentede lån og kreditter med op til 0,50 procentpoint.

Hvor rentesatsen er relateret til en pengemarkedsbaseret rente, forhøjes marginaler og spread mellem Nordea bid- og bor-satser med op til i alt 0,50 procentpoint.

Privatkunder kan se de nye satser på nordea.dk, i Netbank og i Nordeas filialer ved ikrafttrædelsen.

…”

Den 10. februar 2012 blev renten på andels prioritet lånet sat op til 6,35 %. Denne rentesats var også gældende pr. 12. marts 2013, pr. 1. oktober 2013 og pr. 21. oktober 2014.

Den 12. marts 2013 udbød banken en ny type andelsboliglån til en rente på 4,95 % eller på 5,45 % afhængig af værdien af andelsboligen og eventuel afdragsfrihed.

Klageren og banken drøftede et produktskifte, hvilket som følge af omkostningerne ved en omlægning af det eksisterende andels prioritet lån ikke blev iværksat. Omkostningerne udgjorde efter det oplyste 8.755 kr.

Klageren flyttede sit andelsboliglån den 14. august 2013 til et andet pengeinstitut.

Den 7. september 2015 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet har parterne opgjort følgende foreløbige erstatningsopgørelse, såfremt Ankenævnet skulle nå frem til, at klageren rentemæssigt skal stilles som om, at han på sit ”Nordea Prioritet, Andel”-lån havde samme rente, som var tilknyttet produktet ”Nordea Andel”:

Renteomkostninger i perioden 12. marts 2013 – 14. august 2013

Nordea Prioritet, Andel (6,35 %) 26.059,45 kr.

Nordea Andel (4,95 %) 19.182,80 kr.

Difference (klagerens rentekrav) 6.876,65 kr.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal refundere for meget betalte renter i henhold til markedsrentens bevægelse, hvilket udgør minimum 5.000 kr., måske op mod 25.000 kr.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det følger af bankens generelle vilkår for privatkunder, at renten kan ændres uden varsel som følge af markedsvilkår. Han havde derfor en klar forventning om en implicit forpligtelse for banken i at lade renten på andels prioritets lånet falde, såfremt renteniveauet i markedet generelt faldt.

Han havde også en forventning om, at banken ville følge bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, hvor den nyeste bekendtgørelse § 6, stk. 3, anfører, at vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal være klart fremhævet i aftalen og skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer.

Banken har ikke fremhævet vilkårene for ændringer i låneaftalen.

Han formoder, at markedsrenten er faldet med 2-3 %, og med så markant et fald ville han forvente, at banken sænkede renten, om ikke af sig selv, så når man henvendte sig i banken.

Banken oprettede i 2013 nye andelslån-produkter til en lavere rente, som tilmed krævede en ringere sikkerhed. Ud fra en risikovurdering burde hans lån have haft en endnu lavere rente. For at opnå en lavere rente var det imidlertid et krav fra banken, at han skiftede produkt og betalte et gebyr herfor.

Når banken således vælger at oprette nye låntyper med lavere rentesatser i takt med, at den økonomiske udvikling bedrer sig igen, og de deraf følgende omkostninger til kapital og funding er faldende, er det hans opfattelse, at der er tale om en vilkårlig fastsættelse af renten.

Han mener ikke, at omkostningerne på 8.755 kr. ved at skifte låneprodukt, skal fratrækkes det opgjorte rentekrav, da banken blot kunne regulere renten på det oprindelige lån i stedet for at oprette nye lånetyper med ringere sikkerhed og lavere rente. Desuden har banken, imens nærværende sag har verseret for Ankenævnet, droppet gebyrerne for sådanne skift mellem forskellige andelsboliglånetyper.

Han har forsøgt at minimere sit tab ved at flytte sit andelsboliglån til et andet pengeinstitut, hvilket kostede ham 3.000 kr. i lånesagsgebyr samt et tinglysningsgebyr på 1.660 kr. Hvis banken havde valgt at sætte renten ned til et acceptabelt renteniveau, ville han ikke have haft disse udgifter, hvorfor beløbene skal tillægges erstatningsopgørelsen.

Nordea Bankhar anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.

Det har på intet tidspunkt været hensigten, at klagerens andels prioritets lån skulle være bundet til en bestemt rente eller en generel udvikling i renten. Derimod fremgik det direkte af låneaftalen, som klageren har indgået, at ”Nordea kan ændre renten i overensstemmelse med Nordeas til enhver tid værende ret til at ændre renten, jf. Nordeas Generelle vilkår for privatkunder”.

Det forhold, at renten løbende kunne ændres på klagerens lån, har således været klart for klageren allerede ved aftalens indgåelse. Ligeledes har det været klart, at renten på lånet ikke fulgte en bestemt rente eller en anden generel udvikling i renten, idet der intet fremgik herom i låneaftalen.

Det er direkte anført i de generelle vilkår, at renten kunne ændres som følge af mange forskellige parametre herunder flere, som ikke havde nogen sammenhæng med den øvrige renteudvikling.

Det fremgår ingen steder, hverken i låneaftalen eller i de generelle vilkår for privatkunder, at banken er forpligtet til at sætte renten ned i tilfælde af, at en bestemt rente falder, eller at rentemarkedet udvikler sig på en bestemt måde.

Klageren kan derfor ikke på nogen måde have haft en berettiget forventning om, at renten på hans andels prioritets lån ville falde, såfremt eksempelvis en bestemt rente faldt, eller at renten generelt faldt i markedet. Ligeledes må det have været en kendelig forudsætning for klageren, at renten på hans lån kunne stige.

På tidspunktet for låneaftalens indgåelse var bekendtgørelse nr. 769 af 27. juli 2011 om god skik gældende. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, havde på daværende tidspunkt følgende ordlyd: ”Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer.”

Spørgsmålet om, hvorvidt vilkårene for ændringer var fremhævet klart i aftalen, var således ikke et direkte krav efter god skik bekendtgørelsen på tidspunktet for aftaleindgåelsen, hvorfor der ikke bør tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt ændringerne var klart fremhævet eller ej.

Vilkårene for ændringerne var klart fremhævet i aftalen. Det var endvidere direkte anført i aftalen, at renten kunne ændres i overensstemmelse med bankens generelle vilkår for privatkunder.

Årsagen til renteændringen den 10. februar 2012 fremgik i øvrigt af den offentliggjorte pressemeddelelse af 9. januar 2012.

Renteændringen blev foretaget og varslet i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser for lån og kreditter til private formål.

Klageren har ikke haft noget økonomisk tab. Klageren er muligvis blevet skuffet i sine forventninger i forhold til udviklingen i renten på sit andelsbolig lån, og som følge deraf sin økonomiske situation, men skuffede forventninger berettiger ikke til erstatning, jf. Højesterets dom, U1996.200 H.

Klageren havde mulighed for at skifte til nye andelsboligprodukter, som blev introduceret af banken den 12. marts 2013. Denne mulighed blev drøftet med klageren, som ikke ønskede at skifte produkt på grund af omkostningerne herved.

Såfremt Ankenævnet skulle nå frem til, at klageren rentemæssigt skal stilles som om, at han havde skiftet produkt til Nordea Andel, skal omkostningerne på 8.755 kr. ved at skifte produkt fratrækkes i erstatningsopgørelsen.

Lånesagsgebyret på 3.000 kr. og tinglysningsgebyret på 1.660 kr., der er en følge af, at klageren selv valgte at skifte pengeinstitut, er ikke et erstatningspådragende tab.

Ankenævnets bemærkninger

I forbindelse med klagerens køb af en andelslejlighed sammen med A optog klageren og A i november 2011 et andels prioritetslån i Nordea Bank med en hovedstol på 1 mio. kr. Lånet havde variabel rente, som ved lånets optagelse var 5,85 % p.a.

Den variable rente på lånet blev efterfølgende med en måneds varsel pr. 10. februar 2012 forhøjet til 6,35 %, som følge af stigende omkostninger til kapital og funding. Renten var uændret på 6,35 % i perioden frem til den 14. august 2013, hvor klageren flyttede sit andelsboliglån til et andet pengeinstitut.

Den 12. marts 2013 introducerede Nordea Bank nye typer andelsboliglån til en rente på 4,95 % eller på 5,45 % afhængig af værdien af andelsboligen og eventuel afdragsfrihed.

Gældsbrevets bestemmelser om rentens fastsættelse giver ikke i sig selv klageren krav på, at lånets rente skal følge renten på nye tilsvarende andelsboliglån. Ankenævnet bemærker, at der ikke har været et væsentligt misforhold mellem renten på klagerens lån og renten på nye andelsboliglån.

Ankenævnet finder, at renteforhøjelsen blev foretaget og varslet i overensstemmelse med det i gældsbrevet aftalte, herunder bankens generelle vilkår samt bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter til private formål, der var en del af aftalegrundlaget.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Nordea Banks renteforhøjelse, ligesom Ankenævnet heller ikke finder grundlag for at tilsidesætte den oplyste rentesats som urimelig.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken omkostningsfrit at omlægge andelsprioritetslånet til et andelsboliglån, hvor renten var lavere.

Ankenævnet har efter det foreliggende ikke grundlag for at tilsidesætte de oplyste omkostninger på 8.755 kr. som urimelige.

Ankenævnet tager derfor ikke klagerens påstand om en rentekompensation til følge, hverken helt eller delvist.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.