Rådgivning om tegning af kapitalforsikring og lånefinansieret livrente.
| Sagsnummer: | 375/1999 |
| Dato: | 07-02-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Forsikring - tegning af livrente
Rådgivning - pensionsforhold |
| Ledetekst: | Rådgivning om tegning af kapitalforsikring og lånefinansieret livrente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse med dennes tegning af en kapitalforsikring og en lånefinansieret livrente i marts 1998.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med at klageren og dennes ægtefælle primo 1998 overførte deres engagement med et andet pengeinstitut til indklagede, rådgav indklagede klageren om dennes pensionsforhold.
Ved gældsbrev af 2. marts 1998 ydede indklagede klageren og ægtefællen et lån på 204.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.670 kr. over 20 år. Renten var fast 6,75% p.a. i de første 10 år. Lånet blev anvendt til indfrielse af klagerens og ægtefællens kassekredit og til et indskud på 165.500 kr. på en livrente, som klageren tegnede i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede.
Udbetalingen fra livrenten skulle ske over en 10-årig periode, første gang den 1. oktober 2003. Ægtefællen var medforsikret i hele livrentens løbetid og livrenten blev tegnet med en 5-årig garantiperiode.
Klageren tegnede endvidere en kapitalforsikring i forsikringsselskabet med et kapitalindskud på 4.000 kr. og en årlig præmie på 25.200 kr.
Kapitalforsikringen blev tegnet med garanteret rente og præmiefritagelse, såfremt erhvervsevnen blev nedsat til en tredjedel eller derunder.
Ud over de nytegnede forsikringer havde klageren en kapitalpension med en opsparing på ca. 320.000 kr.
Klageren, der er født i 1941, har anført, at indklagede på eget initiativ rådgav om etableringen af forsikringerne og lånet. Den filial i det hidtidige pengeinstitut, som han og ægtefællen havde benyttet, var lukket, og de ønskede blot deres konti overført uændret. Indklagedes medarbejder anbefalede imidlertid varmt en pensionskonstruktion, som blev præsenteret for ham og ægtefællen under et møde. De blev forelagt "myriader af tal, grafer og papirer, som var uoverskuelige". Han var uforstående over for, at det var nødvendigt at optage et lån, men fik forklaret at det var hans og ægtefællens eneste mulighed for at forblive i deres ejendom efter overgang til pension, og at de som sidegevinst ville få et større rådighedsbeløb både nu og senere. Han og ægtefællen lod sig overtale, fordi de meget nødigt ville flytte ved overgangen til pension.
Indklagede har oplyst, at man beregnede, at familiens rådighedsbeløb ville falde fra ca. 165.000 kr. i 1998 til ca. 80.000 kr. eller derunder på pensionstidspunktet. Klagerens ønske om at forblive i boligen ville derfor med uændret forbrugsmønster ikke kunne gennemføres uden at optage lån i ejendommen. Ifølge klagerens forskudsopgørelse for 1998 havde klageren en indkomst på 430.000 kr., hvilket indebar en marginalskat på 59%. Ved at tegne pensionsordningerne kunne klageren drage fordel af den høje marginalskat set i relation til marginalskatten på pensionstidspunktet. Det blev beregnet, at ordningen kunne bidrage positivt til familiens forbrugsmuligheder på pensionstidspunktet. Afdelingen er på nuværende tidspunkt ikke i besiddelse af de beregninger, der blev foretaget på etableringstidspunktet. De økonomiske betragtninger, som dannede baggrund for oprettelsen af lånet og de tegnede forsikringer, var følgende:
"Indskud på livrente i 1998 165.500 kr.
Skattemæssigt fradrag over 5 år 33.100 kr. pr. år (1998 max. satsen) med en marginal skatteprocent på 59% opnås en skattefordel på 19.529
Indskud på kapitalforsikring, 25.200 kr. årligt med en marginalskat på 59% er skattefordelen 14.868 kr. klageren skulle netto selv afholde 10.332
Der blev optaget et lån på i alt 204.000 kr., hvoraf 168.632 kr. relaterer sig til pensionsordningen. Beløbet, 168.662 kr., udgør lånet 165.500 kr. + 3.162 kr. i stiftelsesomkostninger for hele lånet. Den årlige ydelse udgør 15.444 kr.
Renten heraf udgør: 6,75% af 168.662 kr. - 11.384 kr.
Med en skattefradragsprocent på 46% udgør fradraget 5.236 kr.
Klageren skal således selv afholde 10.164
Det skattemæssige fradrag opnået ved indskud på livrenten kunne således med en margen på ca. 1.000 kr. dække indskuddet på kapitalpensionsordningen og afviklingen af lånet.
På pensionstidspunktet ville situationen være således:
Hvis der blev indskudt frem til 1/3 2003 på kapitalpensionsordningen, ville der i alt være indbetalt 130.000 kr.
Værdien af kapitalpensionsordningen pr. 1/3 2003 anslået til 142.000
Efter betaling af afgift på 40% af udbetaling fra kapitalpensionsordningen (56.800 kr.) udbetales i alt 85.200
Restgælden på lånet vil på dette tidspunkt være ca. 145.000 kr.
Efter ekstraordinær indbetaling af udbetalingen fra kapitalpensionsordningen vil restgælden være 59.800
Den garanterede ydelse fra livrenten udgør i år 2003 23.556 kr. Denne vil være stigende år for år.
Efter betaling af indkomstskat på 40% vil den årlige ydelse fra livrenten mindst udgøre 14.121
Afviklingen af restgælden på 60.000 kr. over 10 år er efter skat beregnet til 6.600
På grund af faldende renteudgifter vil nettoydelsen dog være stigende.
Der vil således årligt være en fordel på ca. 7.500 kr."
Efterfølgende ændredes beskatningsreglerne ved den såkaldte pinsepakke. Hidtil kunne indskud på kapitalforsikring fradrages i topskatten. Dette blev ændret til fradrag i mellemskatten. Reelt betød det en ændring i fradragsprocenten fra ca. 59% til ca. 44%. Rentefradragsret af renteudgifter blev også ændret og indebar en konkret reduktion af rentefradragsprocenten fra ca. 46% til 32% i år 2001.
På baggrund af de ændrede beskatningsregler blev det i december 1998 besluttet at stoppe indbetalingen på kapitalforsikringen.
Klageren har under sagen fremlagt en kopi af sin lønseddel for februar 1998 og har med henvisning hertil oplyst, at hans faste løn udgør 330.000 kr., herudover har han indtægter af variabel størrelse.
Parternes påstande.
Klageren har den 7. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstande:
Ordningen annulleret samt kompensation for de udgifter ordningen har påført mig.
Samtlige konti og kapitalpensioner flyttet fra [indklagede] uden udgifter for mig.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han efter etableringen af pensionsarrangementet indså, at det ikke var den "velsignelse", som det var blevet udlagt som. Det viste sig i praksis også at være belastende for hans og ægtefællens økonomi.
Han ønskede at komme ud af arrangementet og fik på forespørgsel oplyst, at han skulle skrive en anmodning herom. Det viste sig imidlertid, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi "det var der lovhjemmel for". Kapitalpensionsdelen blev dog stillet i bero.
Ved vurderingen af arrangementet bør det tages i betragtning, at hans tidligere tegnede kapitalpension kommer til udbetaling i år 2001. En navngiven medarbejder hos indklagede har under et mødet erkendt, at arrangementet ikke var i hans favør, men alene en tom skal.
Indklagede har anført, at det på etableringstidspunktet blev beregnet, at ordningen ville give klageren et større rådighedsbeløb på pensionstidspunktet og dermed medvirke til, at klageren kunne blive boende længere i sin ejendom efter pensionering.
Klageren, der på flere møder fik gennemgået de økonomiske sammenhænge, besluttede at følge afdelingens råd. Det har på intet tidspunkt været et krav, at ordningen skulle oprettes.
Klageren var bekendt med, at livrenten ikke kan ophæves, hvilket også fremgår af det i forbindelse med tegningen modtagne tilbud og forsikringsoversigter.
Pinsepakken og dens virkninger kunne ikke forudses af indklagede.
Det bestrides, at klageren skulle have fået oplyst, at alle de indgåede aftaler kunne ophæves, ligesom det bestrides, at man har erkendt, at rådgivningen ikke var i klagerens favør. Medarbejderen har på det af klageren nævnte møde understøttet de foretagne dispositioner og har ikke givet udtryk for, at der var tale om en "tom skal".
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med etableringen af lånet og tegningen af kapitalforsikringen og livrenten i marts 1998.
Ankenævnet finder heller ikke, at indklagede bærer ansvaret for, at arrangementet på grund af ændrede skatteregler ikke medførte den forventede forbedring af klagerens økonomi.
Ankenævnsmedlemmerne Mette Reissmann og Inge Frølich finder dog anledning til at bemærke, at det ved arrangementer som det foreliggende, hvor en aktuel skattemæssig stilling udnyttes, bør fremhæves, at det forventede økonomiske resultat forudsætter uændrede skatteregler.
Efter det anførte
Klagen tages ikke til følge.