Afgørelse

Indsigelse mod manglende rådgivning om risiko for forkortelse af udbetalingsperiode.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod manglende rådgivning om risiko for forkortelse af udbetalingsperiode med deraf følgende mistet indekstillæg fra staten.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1948, oprettede i 1970 seks indekskontrakter. Ifølge aftale om pristalsreguleret alderdomsopsparing skulle klagerens indekskonto forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 9 % p.a. og en overrente, for tiden ¼ % p.a. Den aftalte udbetalingsperiode var 15 år. Grundrenten var angivet til 4,25 % p.a. Aftalen indeholdt herudover blandt andet følgende:

"… 3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

B. Endvidere udbetales gennem banken det månedlige indekstillæg, som kontohaveren måtte oppebære i henhold til loven. …"

Klagerens indekskontrakter er reguleret af lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing samt af bekendtgørelse om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter. Modtagelse af statens indekstillæg ved udbetaling er betinget af, at den månedlige udbetaling mindst udgør minimumsudbetalingen (den månedlige pristalsregulerede ydelse), der fastsættes i henhold til gældende lovgivning (bekendtgørelse nr. 1232 af 3. december 2009).

I et brev til klageren af 4. marts 2013 oplyste banken, at udbetalingen fra klagerens indekskonto kunne begynde enten ved det fyldte 65. år eller det fyldte 67. år. Af brevet og den medfølgende blanket fremgik, at udbetalingen mindst skulle udgøre den i loven fastsatte minimumsudbetaling, og at udbetalingsperioden kunne blive forkortet, uanset om klageren valgte udbetaling baseret på den normale grundrente på 4,25 % eller på den variable grundrente, der fastsættes en gang årligt af Økonomistyrelsen.

Klageren har anført, at han først ved modtagelsen af brevet blev bekendt med, at udbetalingsperioden kunne blive kortere end 15 år, og at banken burde have oplyst ham om dette på et tidligere tidspunkt, så han for eksempel kunne have flyttet sin indekskonto til et andet pengeinstitut, der gav en højere rente.

Banken har fremlagt en oversigt over udviklingen i rentesatsen på klagerens indekskonto sammenholdt med bankens højeste indlånsrente på almindelige konti uden særvilkår (Danske Indlån) i perioden fra december 2000 til den 14. oktober 2013, hvor klageren flyttede kontoen til et andet pengeinstitut.

Klageren har oplyst, at han først ønsker udbetaling fra indekskontoen fra det fyldte 67. år (i 2015).

Parternes påstande

Den 12. maj 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte hans tab ved mistet indekstillæg som følge af forkortelsen af udbetalingsperioden.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken burde have indset, at udbetalingsperioden på hans indekskonto som følge af det lave renteniveau ikke ville blive 15 år som aftalt. Banken burde have rådgivet ham om konsekvenserne af det lave renteniveau.

Han troede, som der også står i kontrakten, at udbetalingsperioden og dermed perioden for modtagelse af statens indekstillæg ville være 15 år. Han blev først opmærksom på, at der muligvis ikke var penge nok på kontoen til udbetaling over 15 år, da han modtog bankens brev af 4. marts 2013. Af brevet fremgik, at dette gjaldt, uanset om han først valgte udbetaling fra det 67. år.

Han har gennem mange år haft en aftale med banken om, at banken kunne kontakte ham, når det var tid til en gennemgang af hans økonomi og konti. Han har gennem tiden været til rådgivningsmøder i banken, hvor hans konti og depoter blev gennemgået for at se, om der skulle ske tilpasninger. Banken havde her en anledning til at rådgive ham om udbetalingsperiodens længde.

Han rejste indsigelse mod den manglende rådgivning efter modtagelsen af brevet af 4. marts 2013. På et efterfølgende møde oplyste bankens pensionskonsulent, at indekskontiene kunne sammenlignes med et produkt, som var udgået af en virksomheds sortiment, hvorefter det var sat på en hylde, hvor det stod og ”samlede støv”. Da muligheden for at tegne indekskontrakter ophørte, gik viden om kontrakterne og deres forløb i glemmebogen hos den enkelte rådgiver. Dette er bankens ansvar.

Hvis banken havde informeret ham om risikoen, kunne han have truffet foranstaltninger til at sikre udbetalingsperioden bedst muligt ved at flytte kontoen til et pengeinstitut, der gav en højere rente og ved at undlade at benytte den indlagte kreditmulighed gennem kontraktens løbetid, således at han havde haft det størst mulighed beløb stående til forrentning.

Banken har pådraget sig et erstatningsansvar ved den manglende rådgivning. Banken bør erstatte hans tab ved mistet indekstillæg fra staten som følge af forkortelsen af udbetalingsperioden. Tabet som følge af mistet indekstillæg i tre år ved udbetaling fra det 67. år udgør ca. 53.208 kr.

Danske Bank har anført, at banken har overholdt aftalen, herunder i relation til forrentning af klagerens opsparing, der blev forrentet med bankens højeste indlånsrente (indskud på længste opsigelse på almindelig konto uden særvilkår) med tillæg af en overrente.

Den kortere udbetalingsperiode er i overensstemmelse med og en konsekvens af udbetalingsbestemmelsen i aftalens pkt. 3 A og kan ikke lægges banken til last. Banken har ikke påtaget sig en forpligtelse til at overvåge, om klageren kunne opnå udbetaling i hele den aftalte udbetalingsperiode og havde ikke pligt til af egen drift at overvåge dette. Banken havde ikke pligt til at overvåge, om klageren eventuelt ville kunne opnå en højere forrentning i et andet pengeinstitut eller til at rådgive om flytning af ordningen. Klageren blev løbende underrettet om kontoens forrentning ved de fremsendte kontoudtog.

Banken har noteret sig, at klageren er enig i, at banken har overholdt de omhandlede indekskontrakter, og at klageren alene klager over bankens generelle håndtering for så vidt angår rådgivning. Banken har ikke handlet ansvarspådragende overfor klageren, hverken i relation til indekskontrakterne eller i øvrigt. Det afvises, at bankens pensionskonsulent har udtalt sig som anført af klageren.

Klageren har endvidere ikke dokumenteret at have lidt et tab.

Ankenævnets bemærkninger

Af aftalen om klagerens indekskontrakter fremgik, at de månedlige udbetalinger mindst skal udgøre 1/12 af den såkaldte årlige pristalsregulerede ydelse, og at udbetalingerne fortsætter, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode bliver længere eller kortere end den aftalte udbetalingsperiode på 15 år.

Klageren har oplyst, at han ønsker udbetaling fra det fyldte 67. år (i 2015), og at han først ved modtagelsen af brevet af 4. marts 2013 blev bekendt med, at udbetalingsperioden kunne blive kortere end 15 år.

Forkortelsen af udbetalingsperioden skyldes efter det oplyste de senere års lave renteniveau. Klageren har ikke rejst indsigelse mod den af banken tilskrevne rente på indekskontoen, men har gjort gældende, at banken på et tidligt tidspunkt burde have oplyst ham om risikoen for forkortelse af udbetalingsperioden.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Danske Bank af egen drift løbende og i forbindelse med generelle rådgivningsmøder med klageren om hans økonomi og konti i banken burde have oplyst eller rådgivet klageren om risikoen for forkortelsen af udbetalingsperioden, eller herunder have rådgivet klageren om muligheden for eventuelt at kunne opnå en højere forrentning ved flytning af indekskontoen til et andet pengeinstitut.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.