Gebyr.
| Sagsnummer: | 255 /1988 |
| Dato: | 09-06-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Gebyr - udskrift
|
| Ledetekst: | Gebyr. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med klagerens skilsmisse blev der foretaget en opdeling af hendes og hendes tidligere ægtefælles engagement med indklagede, ligesom indklagede udarbejdede engagementsoversigter til parternes advokater.
Som led i bodelingen skulle klageren overtage den hidtidige fælles bolig, i hvilken forbindelse et til indklagede håndpantsat ejerpantebrev skulle forsynes med rykningspåtegning og fremsendes til tinglysning.
I forbindelse med, at klageren herefter overførte sit engagement til Bikuben, debiterede indklagede herefter hendes konto et gebyr på 1.500 kr.
Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere hende det debiterede beløb helt eller delvist.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at såfremt det er korrekt, som anført af indklagede, at hendes forhenværende ægtefælle er blevet ophævet et tilsvarende gebyr, har indklagede ialt opkrævet et gebyr på 3.000 kr., hvilket ikke er rimeligt i forhold til det udførte arbejde.
Tinglysningsafgiften var på daværende tidspunkt 400 kr., og selv når et gebyr for rykningspåtegning tilføjes, er differencen til 1.500 kr. stor, specielt når der tages hensyn til, at engagementsoversigter udfærdiges via indklagedes EDB-system og derfor næppe er særligt arbejdskrævende. Endvidere har Andelsbanken og ikke indklagede forestået indfrielser og hjemtagelse af ejerskiftelån vedrørende den tidligere fælles bolig. Økonomiberegningen til vurdering af de fremtidige engagementer efter bodelingen er foretaget af advokater og ikke af indklagede, idet indklagede ikke ud fra de foreliggende oplysninger mente at kunne foretage denne.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klageren og hendes forhenværende ægtefælle er blevet debiteret et samlet gebyr på 3.000 kr. fordelt med 1.500 kr. til hver. Indklagede har i forbindelse med klagerens overtagelse af den hidtidige bolig forsynet et ejerpantebrev med rykningspåtegning og fremsendt pantebrevet til tinglysning. Standardtaksten for denne ekspedition udgør 150 kr. Endvidere er afholdt tinglysningsafgift 400 kr. Et hertil svarende gebyr er opkrævet hos klagerens ægtefælle i forbindelse med dennes køb af fast ejendom. De resterende 950 kr. er debiteret på basis af en timesats på 320 kr. Denne del af arbejdet har bestået af udarbejdelse af engagementsopgørelse, til hvilket brug man har måttet fremskaffe gamle mikrofilm, idet klagerens advokat udtrykkeligt anmodede om, at opgørelserne, der skulle udarbejdes skriftligt, skulle have en bestemt opgørelsesdato, der var forskellig fra forespørgelsesdatoen. Oversigterne kunne således ikke udfærdiges via indklagedes EDB-system. Endvidere har klageren fået bevilget henstand på et boligkøberfinansieringslån, hvilket kræver en bevillingspåtegning på gældsbrevet og forskellige systemændringer. Tidsforbruget har været påvirket af, at parterne og deres advokater har haft svært ved at nå til enighed om bodelingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indklagedes redegørelse for arten og omfanget af det udførte arbejde, findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere størrelsen af det herfor opkrævede gebyr.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.