Krav om erstatning i forbindelse med investering i garantiobligationer.
| Sagsnummer: | 388/2008 |
| Dato: | 03-06-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning i forbindelse med investering i garantiobligationer. |
| Indklagede: | Forstædernes Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens investering i garantiobligationer formidlet af Forstædernes Bank.
Sagens omstændigheder.
I juni 2004 underskrev klageren tegningsblanket vedrørende tegning af nom. 500.000 kr. obligationer i Dexia Holger Danske 2004/2012. Tegning af obligationerne blev formidlet af Forstædernes Bank, hvor klageren er kunde. Af tegningsblanketten fremgår bl.a.:
"…
Bemærk !
I) Investor erklærer hermed at være bekendt med, at Investering er forbundet med risiko for tab, herunder evt. valutakurstab. Investor henvises til at søge rådgivning om skattemæssige konsekvenser af investeringen og mulige valutarestriktioner i investors retsområde hos egen revisor, skattemyndighederne el. lign. samt påse efterlevelsen heraf.
ii) Investor erklærer hermed forud for nærværende tegning at have modtaget resume om "Holger Danske", samt originalt prospekt vedrørende "Dexia Holger Danske 2004/2012".
…"
Forstædernes Bank har oplyst, at de pågældende obligationer, hvis tegningskurs var 100, blev udstedt af Dexia Banque Internationale á Luxembourg S.A. Obligationerne er variabelt forrentet med en garanteret udløbskurs på 100 efter højst otte år. Renten, der betales fire gange årligt, er variabel og beregnes som forskellen mellem seneste kvartals kuponrente fratrukket seks måneders CIBOR og tillagt en rentetrappe, der stiger årligt. Rentetrappen startede på 2,3 % p.a. Det første års kuponrente blev fastsat til 8,5 % p.a., og minimumsrenten var herefter 0,25 % p.a.
Forstædernes Bank har anført, at ifølge bankens bevillingsnotater havde klageren i juli 2004 en formue på 4.423.000 kr. bestående af værdipapirer for ca. 2 mio. kr. og friværdi i tre faste ejendomme samt en sommerhusgrund. Klagerens depot havde efter købet af Holger Danske papirerne en værdi på knap 2,2 mio. kr., hvoraf aktier udgjorde ca. 640.000 kr. Blandt obligationerne var andre strukturerede obligationer, nemlig 3 % Lbc Rating 100 Xtra 2008 og Zcp Man Multi-Strat Sr. 5 2015. Værdien af Holger Danske obligationerne udgjorde ca. 23 % af klagerens værdipapirer og ca. 11 % af klagerens formue beregnet i forhold til en formue på 4.423.000 kr., hvorved bemærkes, at klagerens samlede formue af banken dog reelt skønnes at være mellem 5 og 6 mio. kr.
Den 10. januar 2005 underskrev klageren tegningsblanket om tegning af 500.000 kr. obligationer i Dexia Dannevirke 2005/2016. Blanketten indeholdt en tilsvarende erklæring som ovenfor citeret vedrørende tegningen af obligationerne i juni måned 2004.
Forstædernes Bank har om Dexia Dannevirke obligationerne oplyst, at tegningskursen var 100. Obligationerne er udstedt af Dexia Hyhothekenbank Berlin. Obligationen er variabelt forrentet med en garanteret udløbskurs på 100 efter ca. 11 år. Rentebetaling finder sted to gange årligt. Renten fastsættes til forskellen mellem den europæiske 2-årige rente og den europæiske 20-årige rente ganget med faktor 3. Kuponrenten kan ikke blive mindre end 0,05 % p.a. Det første år var kuponrente 9,55 % p.a.
Forstædernes Bank har anført, at klagerens depot efter købet af Dannevirke obligationerne indeholdt værdipapirer for i alt knap 3,3 mio. kr.; Dannevirke obligationerne udgjorde ca. 15 % af værdipapirporteføljen. Samlet udgjorde Holger Danske og Dannevirke papirerne ca. 30 % af porteføljen og ca. 22 % af klagerens samlede formue med udgangspunkt i en formue på 4.423.000 kr., som banken dog vurderer reelt var mellem 5 og 6 mio. kr.
Ved brev af 30. juni 2008 rettede klageren henvendelse til Forstædernes Bank. Klageren kritiserede rådgivningen i forbindelse med sit køb af de omhandlede obligationer og stillede krav om, at banken holdt ham skadesløs. Der fandt herefter en korrespondance sted med banken. Dette førte ikke til en løsning af tvisten.
Under sagen er fremlagt bankens brochurer vedrørende de to obligationer samt prospekter for obligationerne.
Af brochuren vedrørende Holger Danske obligationerne fremgår:
"…
Holger Danske obligationen er rettet mod et meget bredt udsnit af opsparere og investorer – både private og virksomheder. Papiret er også meget interessant i forbindelse med virksomhedsskatteordninger, som et af de meget få alternativer til almindelige obligationer.
Udgangspunkt:
Kurs 100 og 6,10 %
Obligationens opbygning er meget enkel, og sikkerheden fås ikke meget større – især hvis der skulle opstå turbulens på obligationsmarkedet. Prisen for obligationen er kurs 100, og du er garanteret, at du får kurs 100 igen, når obligationen indfries. Desuden er du garanteret en kuponrente på 6,10 % * det første år og derefter en minimumsrente på 0,25 % årligt indtil obligationens udløb. Men forventningen er naturligvis at kuponrenten vil ligge langt højere i de følgende år, nemlig omkring 4-6 % p.a. – og det helt uden risiko for kurstab.
Løbetiden på den garanterede obligation er op til 8 år, men hvis markedsudviklingen betinger det, kan udbyder/garantistiller indfri obligationen til kurs 100 efter den sidste renteudbetaling i år 2 og herefter hvert kvartal. …
*1. års garanterede rente fastsættes endeligt den 22-06-2004. Emissionen gennemføres ikke hvis der ikke kan garanteres en minimumsrente på 5 % det første pr. Pr. 10/5-2004 var 1. års garanterede rente ca. 6,10 %.
Trappen til en bedre investering
Holger Danske obligationen er udelukkende afhængig af den korte rente (CIBOR 6 mdr.), som er bankernes korte referencerente. Derfor er din investering helt uafhængig af de markedssvingninger, der typisk går ud over de lange og mellemlange obligationer.
…
Positive fremtidsudsigter
Den optimale udvikling for det nye papir er en stabil eller let stigende kort rente. Vi mener at det økonomiske opsving har fået fat i USA. Og selv om Europa halter lidt bagefter, er det kun et spørgsmål om tid, før vi også ser tendensen her.
Når et opsving for alvor begynder, vil investorerne normalt forlade obligationer og flytte pengene over i det mere dynamiske aktiemarked. Resultatet vil være faldende kurser på især de lange obligationer. Og i dette tilfælde er det en god ide at have anbragt pengene i en obligation, der garanterer kursen ved udløb.
Den korte rente vil ofte være uforandret, indtil der er kommet rigtig gang i hjulene. Sandsynligvis vil centralbankerne herefter sætte deres ledende rentesats op stille og roligt for at kontrollere det økonomiske opsving. Netop denne udvikling giver Holger Danske obligationen de bedste betingelser for et godt udbytte gennem hele løbetiden.
…
Holger Danske obligationen er meget følsom over for ændringer i renten. Investor har mulighed for at sælge obligationerne tilbage før tid, såfremt dette ønskes. Udsteder garanterer dog ikke, at kursen i obligationens løbetid følger udviklingen i det underliggende aktiv, og ved salg før udløb kan kursen derfor godt falde til under kurs 100,00."
Af brochuren vedrørende Dannevirke obligationerne fremgår:
" Dit forsvar mod ustabile kurser
Dannevirke er en helt ny garanteret obligation, der kombinerer en høj sikkerhed med virkelig gode afkastmuligheder. Obligationen henvender sig til alle, der ønsker et godt udbytte på et ustabilt obligationsmarked.
…
100 % garanti for hovedstolen
Selv om der er store muligheder for et rigtig højt renteafkast, er obligationen 100 % sikker. Udstedelseskursen er 100, og denne kurs er garanteret, når obligationen udløber. Obligationen er udstedt på særlige vilkår af Dexia Hypotekenbank Berlin AG, og det giver dig en obligation med den højst opnåelige kreditvurdering (AAA) - det samme som danske statsobligationer. Du kan altså ikke få kurstab, uanset hvor meget markedskursen falder, hvis du beholder obligationen til udløb/indfrielse. Til gengæld mener vi, at du kan forvente en rente, der med stor sikkerhed vil udkonkurrere renten på kontant indestående samt på de fleste andre obligationsinvesteringer.
…
Til gengæld vil den lange europæiske rente med stor sandsynlighed følge den amerikanske udvikling og dermed stige. Spændet vil altså vokse, og det samme vil dit udbytte. Også i perioder, hvor både den korte og lange rente stiger, vil spændet traditionelt øges.
…
Hvem henvender Dannevirke sig til ?
Dannevirke henvender sig til et bredt udsnit af opsparere og investorer. Især alle, der har investeret i lange obligationer med risiko for store kursfald under den nuværende udvikling. Men også indehavere af kortere papirer eller investeringsbeviser baseret på korte obligationer kan med fordel vælge Dannevirke, der med stor sandsynlighed vil give et højere renteudbytte, med mindre investeringen løbetidsmæssigt er fuldstændig afpasset investeringshorisonten.
…
Dannevirke obligationen er følsom over for ændringer i renten. Investor har mulighed for at sælge obligationerne tilbage før tid, såfremt dette ønskes. Udsteder garanterer dog ikke, at kursen i obligationens løbetid følger udviklingen i det underliggende aktiv, og ved salg før udløb kan kursen derfor godt falde til under kurs 100,00"
Banken har oplyst, at pr. 26. januar 2009 var kursen på Holger Danske obligationerne 93,5 og kursen på Dannevirke obligationerne 83,00.
Parternes påstande.
Klageren har den 7. oktober 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Forstædernes Bank skal tilbagekøbe hans beholdning af Dexia Holger Danske obligationer og Dexia Dannevirke obligationer til kurs 100 og betale renteforskellen mellem den konkrete rente og en gennemsnitlig rente for investering i realkreditobligationer på 4,5 %.
Forstædernes Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Klageren har bl.a. anført, at bankens medarbejdere på det tidspunkt, hvor købet af de omhandlede papirer fandt sted, vidste, at han ikke ville binde sine penge i så langsigtede papirer, da han er født i 1940.
Banken orienterede ham ikke om, at renten kun var gældende det første år. Senere faldt den til ¼ %.
Han mener ikke, at han modtog noget særligt materiale om produkterne.
Forud for købet af papirerne blev disse drøftet med bankens medarbejder A, som ikke oplyste om den rentefølsomhed, der knytter sig til obligationerne.
Han gav udtryk for, at det var et vilkår, at han når som helst kunne afhænde sine papirer, hvis han fik brug for rede penge.
Først efterfølgende erfarede han, at et salg inden udløb ville ske til en lavere kurs.
Han har lidt et rentetab som følge af, at forrentningen af obligationerne efterfølgende faldt betydeligt.
Han havde et tæt forhold til medarbejderen A og ville kun have kendt begreberne Dannevirke og Holger Danske fra historien, hvis A ikke havde foreslået ham investeringerne.
I forbindelse med investeringerne belånte han sin faste ejendom.
Forstædernes Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at parterne på væsentlige punkter er uenige om rådgivningsforløbet, hvorfor Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, da en afgørelse forudsætter en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren blev informeret og rådgivet om obligationerne på flere møder. Klageren modtog relevante og nødvendig dokumentation om produkterne, herunder brochurer.
Klageren har erfaring med værdipapirhandel og havde således på tidspunktet for købet en portefølje på ca. 2 mio. kr. Han havde tilbage i 2003 optaget lån til finansiering af værdipapirinvesteringer.
Med henvisning til klagerens oplysning om sit personlige forhold til medarbejderen A som baggrunden for, at han besluttede sig for investeringerne, bemærkes, at A ikke deltog på mødet den 13. september 2004 vedrørende drøftelserne om Dannevirke obligationerne. Mødet blev afholdt af rådgiveren M.
Banken bestrider, at klageren stillede som en betingelse, at han når som helst kunne afhænde obligationerne uden ekstraordinære kurstab. Klageren har på intet tidspunkt stillet sådanne betingelser eller blot antydet, at han opererede med sådanne forudsætninger. Klageren har til enhver tid kunnet sælge obligationerne til gældende handelskurs, hvorved bemærkes, at obligationerne er børsnoterede.
Det er understreget over for klageren, at obligationernes hovedstol kun betales med kurs 100 ved udløb, men at et salg i den mellemliggende periode kan medføre kurstab.
Beregnet pr. 26. januar 2009 har klageren haft et samlet afkast på Holger Danske papirerne på 65.052 kr., idet et kurstab på 32.500 kr. ved et salg modsvares af en renteindtægt på 97.552 kr. For så vidt angår Dannevirke papirerne har klageren pr. samme dag et beregnet negativt afkast på 24.574 kr.
Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar i anledning af klagerens køb af obligationerne.
Banken har levet op til den faglige standard og omhu, der må forventes af en bank.
I forbindelse med udarbejdelse af bankens svar til Ankenævnet er A’s og M’s kommentarer til klagerens synspunkter indhentet.
Investeringen i obligationerne stod ikke i misforhold til klagerens økonomiske og personlige forhold, og der var en tilstrækkelige spredning i klagerens papirer.
Klageren blev gjort opmærksom på, at renten på obligationerne var variabel, ligesom han blev informeret om, hvorledes renten blev fastsat.
Klageren har underskrevet tegningsblanketter, hvor han erklærer at være bekendt med, at investeringen er forbundet med risiko for tab og at han har modtaget relevant information.
Klageren er en handlekraftig person, som er helt opmærksom på risici ved sine investeringer.
Såfremt klageren mener sig fejlrådgivet, burde han på et langt tidligere tidspunkt have reageret over for banken. Klageren har heller ikke begrænset sit tab, jf. herved almindelige erstatningsretlige principper.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
3 medlemmer – John Mosegaard, Karin Sønderbæk og Ole Jørgensen – udtaler:
Vi finder ikke grundlag for at fastslå, at den rådgivning, som klageren modtog forud for købet af nominelt i alt 1 mio. kr. Dexia Holger Danske obligationer i juni 2004 og Dexia Dannevirke obligationer i januar 2005, var forkert eller mangelfuld. Obligationerne var garanterede i den forstand, at de ville blive indfriet til kurs 100 efter 8 henholdsvis 11 år, men klageren måtte efter de oplysninger, han modtog, herunder i Forstædernes Banks brochure, være klar over, at der bestod en risiko for, at forholdene på rentemarkedet ville udvikle sig sådan, at obligationernes variable rente blev mindre end forventet, herunder mindre end markedsrenten på almindelige obligationer.
Vi finder det ikke godtgjort, at banken oplyste, at klageren når som helst kunne sælge obligationerne uden et ekstraordinært kurstab.
Efter det oplyste om klagerens formueforhold er der heller ikke grundlag for at fastslå, at klagerens samlede investering i obligationerne oversteg, hvad der ud fra et synspunkt om risikospredning kunne anses for forsvarlig.
Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer – Karin Ladegaard og Troels Hauer Holmberg – udtaler:
Vi finder, at en stillingtagen til den ydede rådgivning forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Som følge heraf stemmer vi for, at sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klagen tages ikke til følge.