Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Udlån, hæftelse.

Sagsnummer: 371 /1989
Dato: 13-03-1990
Ankenævn: Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Udlån, hæftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I januar 1987 optog klageren og hans daværende hustru in solidum hos indklagedes Rosenørns afdeling et blankolån på 25.000 kr. I foråret 1988 underskrev de samme debitorer yderligere to gældsbreve vedrørende henholdsvis et andelsboliglån på 27.730 kr., for hvilket en andelsboligforening kautionerede, og et kautionslån på 72.270 kr., for hvilke hustruens fader påtog sig kaution maksimeret til 50.000 kr.

Lånene skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på henholdsvis 1.000 kr., 550 kr. og 1.350 kr.

Ved dom af 6. december 1988 blev debitorerne skilt, hvorefter de indbyrdes fordelte engagementet således, at klageren betalte ydelsen vedrørende kautionslånet, og hustruen betalte ydelserne vedrørende blankolånet og andelsboliglånet.

I foråret 1989 flyttede hustruen sin lønkonto til et andet pengeinstitut, og ved skrivelse af 28. april 1989 meddelte indklagedes afdeling hende, at ydelserne vedrørende andelsbolig- og blankolånet pr. 1. april 1988 d.d. var tilbageført på grund af overtræk på hendes lønkonto. Efter at lånene var kommet i restance, krævede afdelingen samtlige ydelser betalt af klageren under henvisning til, at der var tale om solidariske skyldforhold.

Den 8. juni 1989 indbetalte hustruens fader 50.000 kr. i henhold til sin kautionsforpligtelse.

I skrivelse af 3. oktober 1989 rykkede indklagede andelsboligforeningen som kautionist for en restance vedrørende andelsboliglånet på 1.650 kr. Samtidig rykkede afdelingen debitorerne for indbetaling af restancer ialt 8.365 kr. for deres samlede udlånengagement.

Indklagede har herefter overgivet debitorernes resterende udlånsengagement til inkasso, bortset fra andelsboliglånet.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at sammenlægge klagerens låneengagement til ét lån, at afstå fra at spærre hans lønkonto, samt at fremsende en oversigt over samtlige posteringer vedrørende låneengagementet.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han, efter at hans fraskilte hustru havde flyttet sin lønkonto til et andet pengeinstitut, mundtligt indgik en tilbagebetalingsaftale med afdelingens bestyrer gående ud på, at han fortsat betalte en månedlig ydelse på 1.350 kr. Heraf skulle 550 kr. krediteres andelsboliglånet, og de resterende 800 kr. skulle indsættes på spærret konto, indtil ægtefællernes bodeling var foretaget. Det indgik i aftalen, at andelsboliglånet ikke måtte komme i restance, da klageren i givet fald frygtede, at han ville miste sin bolig. Endvidere skulle lånene sammenlægges, når en bodeling forelå, hvorefter den samlede månedlige ydelse skulle andrage 1.270 kr. Herefter overførte afdelingen ydelser fra kautionslånet til blankolånet og andelsboliglånet og gjorde kautionsforpligtelsen på 50.000 kr. gældende over for klagerens fraskilte hustrus fader.

Da bodelingen ikke umiddelbart kunne afsluttes, var det nødvendigt at opnå samtykke fra klagerens fraskilte hustru for at sammenlægge lånene. Da det blev klart, at dette samtykke ikke kunne opnås, begyndte indklagede at rykke klageren for restancerne vedrørende engagementet og spærrede klagerens konto omkring tidspunktet for de månedlige lønoverførsler, indtil afdelingen havde hævet låneydelserne. Disse låneydelser lod afdelingen i strid med en tidligere indgået aftale indgå på blankolånene, hvorved andelsboliglånet kom i restance. Klageren har ved private lån inddækket denne restance.

Indklagede har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at der ikke foreligger en formueretlig tvist. Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede gjort gældende, at der er tale om et solidarisk skyldforhold, og at indklagede efter den opstået situation derfor kræver samtlige aftalte ydelser betalt af klageren.

Som betingelse for at frigive klagerens fraskilte hustru som meddebitor har indklagede krævet anden sikkerhed i form af kaution eller pant. Dette krav har klageren ikke kunnet opfylde, så allerede af den grund har indklagede ikke kunnet imødekomme klagerens anmodning. Endvidere vil en sammenlægning af de anførte lån og en ændring af vilkårene kræve meddebitors samtykke, forudsat at hun ikke blev helt fritaget for sin forpligtelse. Dette samtykke har ikke kunnet opnås. Klageren er af afdelingen mundtlig orienteret om alle posteringer på engagementet.

Ankenævnets bemærkninger:

Med hensyn til indklagedes afvisningspåstand bemærkes, at klagen må anses for i alt væsentligt at vedrøre et formueretlig forhold.

For så vidt angår klagerens påstand om, at indklagede skal afstå fra at spærre klagerens lønkonto samt fremsende oversigt over samtlige posteringer, findes disse forhold at være imødekommet af indklagede under klagesagens behandling. Herudover findes klageren ikke at kunne kræve sit låneengagement sammenlagt til ét uden meddebitors samtykke. Ankenævnet finder anledning til at udtale, at der gennem en fornuftig dialog mellem indklagede og klageren om det samlede engagement bør kunne findes en for begge parter rimelig afvikling af engagementet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.