Spørgsmål om meddebitors hæftelse for bevilget overtræk på kassekredit.
| Sagsnummer: | 124/2003 |
| Dato: | 30-09-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kassekredit - hæftelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om meddebitors hæftelse for bevilget overtræk på kassekredit. |
| Indklagede: | Sparekassen Faaborg |
| Øvrige oplysninger: | OF IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører, om klageren som meddebitor på en kassekredit hæfter for et bevilliget overtræk.
Sagens omstændigheder.
I 1992 ydede indklagede klageren og dennes nu afdøde ægtefælle, M, en kassekredit på 50.000 kr. Kassekreditten blev brugt til M's opstart og drift af en konsulentvirksomhed.
Ved kreditkontrakt af 22. november 1995 blev kredittens maksimum forhøjet med 25.000 kr. til 75.000 kr. Klageren underskrev igen som meddebitor. Kreditten skulle indestå uden nedbringelse til den 30. november 2000. Såvel klageren som M kunne hver for sig og alene disponere over kreditten.
Der blev efterfølgende løbende bevilget overtræk på kreditten. Klageren har anført, at aftalerne om bevilget overtræk blev indgået mellem indklagede og M. Klageren har under sagen fremlagt en del af korrespondancen mellem indklagede og M om bevilling af overtræk. Indklagede har anført, at klageren var bekendt med de bevilgede overtræk. Kunderådgiveren ringede ofte og talte med klageren, når overtrækket på kassekreditten udløb, hvorefter M fremsendte en telefax med anmodning om forlængelse af overtrækket.
Af klagerens årsopgørelser for årene 1999 - 2001 fremgår en gæld på kassekreditten på henholdsvis 148.813 kr., 140.466 kr. og 241.107 kr.
I foråret 2002 solgte klageren og M deres daværende ejendom og købte en ny ejendom med overtagelse den 1. juli 2002.
Indklagede har anført, at det under et møde med klageren og M om ejendomshandlerne blev aftalt, at af provenuet ved ejendomssalget, som udgjorde 250.000 kr., skulle 125.000 kr. anvendes til ejendomskøbet (inddækning af en udlægskredit hos indklagede) og 125.000 kr. til nedbringelse af det bevilgede overtræk på kassekreditten.
Den 19. juni 2002 blev der trukket 45.000 kr. på kassekreditten til dækning af udbetalingen i ejendomskøbet. Saldoen på kassekreditten var herefter 244.096 kr. (negativ).
Den 27. juli 2002 døde M.
Boet efter M blev behandlet som et insolvent bobestyrerbo. M's kreditorer modtog en dividende på 33,5%.
Ved skrivelse af 14. februar 2003 meddelte indklagede, at man efter modtagelse af boopgørelsen i boet efter M havde opgjort en restgæld på i alt 224.838,08 kr. vedrørende kassekreditten og en budgetkonto, hvorpå klageren var medkontohaver. Klageren blev anmodet om at rette henvendelse med henblik på at aftale en afviklingsordning.
Klageren gjorde indsigelse imod opgørelsen af gælden og tilbød at betale ca. 50.000 kr., svarende til 75.000 kr. med fradrag af dividende, til indfrielse af sin hæftelse for kreditten. Indklagede accepterede ikke tilbuddet.
Parternes påstande.
Den 26. marts 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfter for 75.000 kr. af gælden på kassekreditten, og at kravet mod hende skal nedsættes med dividenden på 33,5% af dette beløb eller 25.125 kr., der er betalt af boet efter M, således at hun alene er forpligtet til at betale 49.875 kr.
Klageren har i forbindelse med indgivelsen af klagen betalt 49.875 kr. til indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kassekreditten alene blev anvendt af M til dennes virksomhed. Omkostninger og renter blev altid medtaget i M's virksomhedsregnskab.
M bidrog til de fælles faste udgifter ved månedligt at overføre 12.500 kr. fra kassekreditten til deres budgetkonto. Hun bidrog ved månedligt at overføre 2.500 kr. til budgetkontoen og i øvrigt afholde udgifterne til den fælles husholdning via sin egen lønkonto.
Hun har alene accepteret at hæfte for 75.000 kr. på kassekreditten. Aftalerne om bevilget overtræk blev indgået mellem indklagede og M. Hendes navn er ikke nævnt i korrespondancen mellem indklagede og M om overtræksbevillingerne.
Hun talte ikke med M om kassekredittens størrelse, og hun har ikke anmodet om forhøjelse. Selvom indklagede måtte have oplyst hende om overtræk på kassekreditten, medfører det ikke, at hun hæfter herfor.
De 45.000 kr. til udbetaling i ejendomskøbet er indeholdt i det beløb, som hun anerkender at hæfte for.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren hæfter for den fulde gæld på kassekreditten. Klageren var fuldt ud bekendt med overtrækket, som også fremgik af de kontooversigter, der løbende blev fremsendt.
I forbindelse med ejendomshandlerne blev det aftalt med både klageren og M, at halvdelen af provenuet ved salget skulle anvendes til nedbringelse af det bevilgede overtræk. Det blev endvidere aftalt, at udbetalingen i ejendomskøbet skulle finansieres over kassekreditten.
Klageren var fuldt ud bekendt med, at familien på grund af M's manglende indtjening levede for lånte midler, indtil ejendomshandlerne var på plads.
Der blev i flere år overført 12.500 kr. månedligt fra kassekreditten til den fælles budgetkonto, selv om der ikke var dækning på kassekreditten.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet. Kravet mod klageren støttes blandt andet på mundtlige aftaler om inddækning af overtræk i forbindelse med ejendomssalg, ligesom man mener at kunne dokumentere, at de beløb, der er hævet på kassekreditten, er kommet såvel klageren som M til gode. Vidneafhøring vil efter indklagedes vurdering kunne dokumentere, at klageren var fuldt ud bekendt med overtrækket på kassekreditten.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at klageren var bekendt med, at indklagede efter aftale med klagerens nu afdøde ægtefælle løbende bevilgede overtræk på kassekreditten, og den samlede gæld i henhold til kassekreditten fremgik af klagerens årsopgørelser. Disse forhold findes imidlertid ikke i sig selv at kunne medføre, at klageren anses at have påtaget sig at hæfte for overtrækket på kassekreditten, og det er ikke godtgjort, at klageren på anden måde har påtaget sig en sådan hæftelse. Det må derfor lægges til grund, at klageren alene har påtaget sig at hæfte for det maksimum på 75.000 kr., som fremgår af den af klageren underskrevne kassekreditkontrakt af 22. november 1995.
Selv om det i overensstemmelse med det af indklagede anførte måtte kunne lægges til grund, at midler fra kassekreditten er kommet klageren til gode, og at der var indgået en aftale om, at halvdelen af provenuet ved salget af klagerens og dennes ægtefælles ejendom skulle anvendes til nedbringelse af kassekreditten, kan disse forhold efter Ankenævnets opfattelse ikke føre til, at klageren hæfter for et større beløb end kassekredittens maksimum på 75.000 kr. Med hensyn til det sidstnævnte forhold bemærkes, at det må lægges til grund, at det var klagerens ægtefælles død sammenholdt med den omstændighed, at dødsboet var insolvent, som bevirkede, at aftalen ikke kunne gennemføres.
Som følge af det anførte tages klagerens påstand til følge, således at indklagede skal anerkende, at klageren ved betaling af beløbet på 49.875 kr., der svarer til hæftelsesbeløbet på 75.000 kr. med fradrag af den dividende af dette beløb, der er udbetalt af boet efter klagerens ægtefælle, er frigjort for sin hæftelse for kassekreditten.
Det bemærkes, at Ankenævnet efter begrundelsen for afgørelsen ikke har fundet grundlag for at tage indklagedes subsidiære påstand om afvisning til følge.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klageren er frigjort for sin hæftelse for den omhandlede kassekredit.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.