Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Check indløst i anden afdeling af det pengeinstitut, hvor checkudsteder var kunde. Returnering p.g.a. manglende dækning. Indløsende afdelings regreskrav.

Sagsnummer: 182/1999
Dato: 09-11-1999
Ankenævn: Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann
Klageemne: Check - indløsning
Ledetekst: Check indløst i anden afdeling af det pengeinstitut, hvor checkudsteder var kunde. Returnering p.g.a. manglende dækning. Indløsende afdelings regreskrav.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes krav om betaling af 2.520 kr. vedrørende en check, som klageren indløste i indklagedes Grindsted afdeling. Checken blev på grund af manglende dækning afvist af indklagedes Horsens afdeling, der førte konto for checkudstederen.

Sagens omstændigheder.

Fredag den 9. april 1999 indløste klageren en check på 2.520 kr. i indklagedes Grindsted afdeling. Checken var udstedt af en kunde i indklagedes Horsens afdeling. Klageren er ikke kunde hos indklagede.

Tirsdag den 13. april 1999 modtog Grindsted afdelingen checken retur fra Horsens afdelingen, som ikke ville honorere checken på grund af manglende dækning på checkudsteders konto.

Grindsted afdelingen rettede henvendelse klageren med krav om tilbagebetaling af checkbeløbet.

Parternes påstande.

Den 28. april 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav om tilbagebetaling af de 2.520 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun i god tro indløste checken hos indklagede, som er checkudsteders pengeinstitut. Indklagede er derfor ikke berettiget til at forlange checkbeløbet tilbage.

Indklagede har anført, at det følger af checklovens § 40, jf. § 15, stk. 5, 2. led, at Grindsted afdelingen som indløsende afdeling anses som almindelig checkerhverver og dermed har status som endossatar, mens Horsens afdelingen er betrukne afdeling (trassatbank). Grindsted afdelingen var derfor, da Horsens afdeling afviste at honorere checken, berettiget til at søge det udbetalte beløb tilbage fra klageren, der som endossent er checkskyldner.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af de grunde, der er anført af indklagede,

Klagen tages ikke til følge.