Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Anmodning om, at ejerpantebrev uden omprioriteringsklausul skulle rykke for flexlån.

Sagsnummer: 128 /1997
Dato: 25-08-1997
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Ejerpantebrev - rykning
Realkreditbelåning - rykning
Ledetekst: Anmodning om, at ejerpantebrev uden omprioriteringsklausul skulle rykke for flexlån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren og dennes ægtefælle håndpantsatte i august 1996 et ejerpantebrev på nominelt 260.000 kr. med pant i deres ejerlejlighed til sikkerhed for opfyldelse af deres forpligtelser over for indklagede. Ejerpantebrevet havde anden prioritet efter et kontantlån på 925.000 kr. fra Nykredit ligeledes optaget i 1996.

I marts 1997 afslog indklagede at lade ejerpantebrevet rykke i forbindelse med klagerens ønske om at ombytte Nykreditlånet med et flexlån på 1 mio. kr. fra Realkredit Danmark. I skrivelse af 20. marts 1997 anførte indklagede om baggrunden for afslaget, at familiens rådighedsbeløb det sidste års tid var "blevet væsentligt lavere, end ved vores sidste kreditvurdering. Ved optagelse af flexlån er der risiko for at Jeres tilbagebetalingsevne kan forringes ved rentestigninger."

Klageren har den 25. marts 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at påføre ejerpantebrevet påtegning om, at det respekterer flexlånet på 1 mio. kr. til Realkredit Danmark.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at der ved optagelse af flexlånet vil opnås en besparelse på 2.000 kr. månedligt før skat. Indklagedes afslag må anses som chikane, bl.a. under hensyn til indklagedes tætte samarbejde med Nykredit, af hvilken grund indklagede ikke ønsker, at det eksisterende realkreditlån ombyttes med et lån fra en konkurrent.

Indklagede har anført, at ejerpantebrevet ikke indeholder en omprioriteringsklausul, hvorfor indklagede ikke er forpligtet til at rykke. Under hensyn til at et flexlån efter sin natur medfører en risiko for ydelsesstigninger samt på baggrund af en kreditmæssig vurdering, ønsker indklagede ikke at respektere det ønskede flexlån.

Ankenævnets bemærkninger:

Det til indklagede håndpantsatte ejerpantebrev indeholder ingen omprioriteringsklausul eller anden form for respektklausul, og indklagede er ikke efter bestemmelserne i tinglysningslovens §§ 40 og 41 forpligtet til at respektere, at det eksisterende lån i Nykredit ombyttes med det omhandlede flexlån på 1 mio. kr. i Realkredit Danmark. Det bemærkes herved, at en sådan ombytning ville indebære en forhøjelse af restgælden og en risiko for senere forhøjelse af renten udover den for Nykreditlånet gældende rente.

Da der endvidere ikke er grundlag for at fastslå, at indklagedes standpunkt er udtryk for chikane eller lignende, kan klagerens påstand ikke tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.