Spørgsmål om regulering af rente i takt med diskontoen.
| Sagsnummer: | 242/1999 |
| Dato: | 18-11-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om regulering af rente i takt med diskontoen. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er forpligtet til at regulere renten på klagerens lån i takt med diskontoændringer.
Sagens omstændigheder.
I september 1996 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et boliglån på 250.000 kr. Af gældsbrevet fremgår:
"Forrentning:
Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente, for tiden 8,250% om året. Renten beregnes kvartalsvis bagud og lægges til restgælden ..."
Lånet skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 6.300 kr.
Ved skrivelse af 16. marts 1999 oplyste indklagede på forespørgsel, at boliglånets rente var variabel og p.t. 8,50% samt, at indklagedes "rentesatser følger diskontoen". Ved skrivelse af 18. s.m. til indklagede anførte klagerens ægtefælle, at forskellen mellem diskontoen og lånets rente ved etableringen var 4,75%, men nu 5,5%.
Som svar herpå anførte indklagede ved skrivelse af 27. maj 1999, at indklagede som udgangspunkt anvendte diskontoen ved fastsættelsen af udlånsrenten. Ved lånets optagelse var diskontoen 3,25% og lånets rente 8,5%. Forskellen mellem diskontoen og lånets rente var således 5,25%. Den 18. marts 1999 var diskontoen 3,25% og renten 8,75% på lånet svarende til en forskel på 5,5%. Differencen havde baggrund i, at indklagede ved en diskontonedsættelse den 29. maj 1998 på 0,25% ligesom andre større pengeinstitutter havde undladt at regulere sine rentesatser.
Den 10. maj 1999 indfriede klageren lånet.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. juni 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse imødekommet et andet klagepunkt.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at lånet blev optaget med diskontoen som referencerente. Indklagede har ikke reguleret renten i takt med ændringerne i Nationalbankens diskonto.
Indklagede har anført, at man ikke er forpligtet til at regulere renten på variabel forrentede lån i overensstemmelse med udviklingen i Nationalbankens diskonto.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af gældsbrevet, at lånet forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente. Indklagede har herefter ikke pligt til at regulere renten efter udsving i diskontoen. Idet Ankenævnet forudsætter, at indklagedes øvrige lån af tilsvarende karakter heller ikke blev ændret i forbindelse med diskontonedsættelsen den 29. maj 1998, således at der ikke er tale om en individuel renteændring, finder Ankenævnet herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge.
Ankenævnet finder dog anledning til at tilføje, at det efter Ankenævnets opfattelse var uheldigt, at indklagede ved skrivelsen af 16. marts 1999 oplyste over for klagerens ægtefælle, at indklagedes rentesats "følger diskontoen" uden at angive, at dette var den normale fremgangsmåde, som indklagede ikke altid fulgte.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.