Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod størrelse af rente og renteforhøjelser blandt andet med henvisning til forretningsmæssige grunde og øgede finansieringsomkostninger

Sagsnummer: 325/2012
Dato: 22-05-2013
Ankenævn: Kari Sørensen, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive og Astrid Thomas
Klageemne: Udlån - rente
Rente - udlån
Ledetekst: Indsigelse mod størrelse af rente og renteforhøjelser blandt andet med henvisning til forretningsmæssige grunde og øgede finansieringsomkostninger
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod udlånsrente og renteforhøjelser blandt andet med henvisning til forretningsmæssige grunde og øgede finansieringsomkostninger.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank. Ved tillæg til kreditkontrakt af 11. november 2009 blev klagerens kredit forhøjet med 25.000 kr. til i alt 100.000 kr. Renten var variabel, for tiden 7,7 % p.a.

Pr. 1. september 2011 udgjorde rentesatsen på kreditten efter det oplyste 8,2 % p.a., mens restgælden på kreditten udgjorde 104.666,20 kr. Ved gældsbrev af 1. september 2011 blev klagerens kredit forhøjet og omlagt til et lån "Danske Lån" på 124.081,63 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.900 kr. Ifølge gældsbrevet var renten variabel, for tiden 8,2 % p.a.

Ved gældsbrev af 15. september 2011 blev lånet forhøjet til 153.775,51 kr. Lånets rentesats og den månedlige ydelse var uændret. Ydelsen blev efter det oplyste betalt ved en fast månedlig overførsel fra klagerens lønkonto. Gældsbrevene af 1. og 15. september 2011 indeholdt følgende:

"… Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere gælder i det omfang, andet ikke er aftalt i de individuelle betingelser. …

… Det er aftalt, at banken hæver ydelser og eventuelle gebyrer fra konto [klagerens lønkonto] …

For lånet betaler jeg en variabel rente. At renten er variabel betyder, at banken kan ændre renten.

Renten for lån af kredittypen Danske Lån er for tiden 8,2000 procent pr. år. Renten beregnes efter bankens til enhver tid gældende vilkår for lån af denne type. Oplysninger om debitorrenten findes i Kreditoplysninger.

Renten er fastsat indenfor det rentespænd, som banken for tiden benytter for denne kredittype. …

Ændringer

Renten bliver ændret efter bankens til enhver tid gældende satser og vilkår for denne kredittype. …

I Almindelige betingelser – forbrugere står der mere om, hvordan banken kan ændre renten. …"

Af bankens almindelige forretningsbetingelser, gældende pr. 1. januar 2011, fremgik:

6 Rente …

II. Ændring af rentesatser …

A. Uden varsel

… Banken kan uden varsel … sætte de variable rentesatser på udlån op, hvis

1. penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- eller udland påvirker det almindelige renteniveau på en måde, der har betydning for banken

2. der sker anden udvikling i det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på penge- og obligationsmarkederne, på en måde, der har betydning for banken.

Renteændringerne sker i disse tilfælde på grund af begivenheder, der kommer udefra, og som banken ikke har nogen indflydelse på, f.eks. når Nationalbanken ændrer sine rentesatser.

B. Med en måneds varsel

Banken kan med en måneds varsel … sætte de variable rentesatser på udlån op, hvis

1. markedsmæssige forhold, herunder bl.a. konkurrencemæssige forhold i ind- og udland, giver grund til ændring for en eller flere kontotyper

2. banken – uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau – ønsker at ændre sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde. Det kan f.eks. være af indtjeningsmæssige årsager eller for at udnytte sine ressourcer eller kapacitet på en mere hensigtsmæssig måde. …

Banken annoncerer i dagspressen eller sender et brev, hvis vi ændrer vores rentesatser og gebyrer. Samtidig oplyser vi, hvad årsagen er – eventuelt ved at henvise til et af de ovenstående punkter i punkt 6. II. (Ændring af rentesatser) eller 8. III. (Ændring af gebyr).

Den nye rentesats vil også stå på den første kontoudskrift eller kontoopgørelse, du får efter ændringen. …"

I brev af 3. oktober 2011 meddelte banken, at renten på klagerens lån pr. 20. oktober 2011 blev forhøjet med 0,50 procentpoint til 8,7 % p.a. med følgende begrundelse:

" … Vi forhøjer renten, fordi den negative udvikling i verdensøkonomien og gældskrisen i Sydeuropa skaber usikkerhed og stigende renter på de internationale finansielle markeder. Det gør det dyrere for banker i Danmark og Europa at låne penge til at finansiere kundernes lån og kreditter – også for Danske Bank, selvom vi er en af de banker i Europa, der har det bedste kapitalgrundlag. … Renteændringen sker ifølge bankens Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere. …"

Renteændringen blev endvidere annonceret i dagspressen den 20. oktober 2011. Banken har oplyst, at renteændringen blev foretaget uden varsel som følge af udefra kommende hændelser i henhold til de almindelige forretningsbetingelsers pkt. 6.II.A, og at Nationalbanken meddelte ændring af rentesatsen den 16. september 2011.

I brev af 20. december 2011 meddelte banken, at renten på klagerens lån pr. 3. februar 2012 blev forhøjet med 0,50 procentpoint til 9,2 % p.a. med følgende begrundelse:

" … Renteforhøjelsen er en følge af høje omkostninger til finansiering og kapital på de internationale pengemarkeder samt udsigten til en forværret sundhedstilstand i dansk og europæisk økonomi.

Danske Bank er en af de banker i Europa, der har det bedste kapitalgrundlag, og denne renteændring er med til at skabe grundlaget for, at vi kan blive ved med at fastholde vores position som en stærk bank, der kan understøtte vores kunder. …

Renteændringen sker med baggrund i bankens Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere punkt 6, II, B. …"

I brev af 19. marts 2012 meddelte banken, at renten på klagerens lån pr. 4. april 2012 blev forhøjet med 1,00 procentpoint til 10,20 % p.a. med følgende begrundelse:

" … Det er blevet dyrere at drive bank. Det skyldes især de fortsat høje omkostninger til finansiering og kapital på de internationale markeder. Omkostningerne er påvirket af udviklingen i dansk og europæisk økonomi, som har svært ved at komme op i gear igen. Det giver høje tab og svækker desværre indtjeningen i hele banksektoren, som vi er en del af – derfor ændrer vi nu generelt rentesatserne på udlån af forretningsmæssige grunde. …"

Renteændringen var forinden annonceret i dagspressen den 1. marts 2012. Banken har oplyst, at renteændringen blev foretaget med en måneds varsel i henhold til de almindelige forretningsbetingelsers pkt. 6.II.B.

I brev af 25. juli 2012 meddelte banken, at renten på klagerens lån pr. 15. august 2012 blev forhøjet med 0,50 procentpoint til 10,70 % p.a., svarende til en debitorrente på 11,14 % p.a. ved rentetilskrivning fire gange årligt, med følgende begrundelse:

" … Baggrunden for renteforhøjelsen er den fortsat svage danske økonomi og stigende omkostninger som følge af nye regler for banksektoren. Den økonomiske udvikling giver samtidig en større risiko for tab på udlån, og renteforhøjelsen er med til at skabe en bedre balance mellem omkostninger, risiko og forretningsomfang. …

Vi ændrer renten af forretningsmæssige grunde, og du kan læse mere om grundlaget for renteændringen i vores Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere. …"

Renteændringen var forinden annonceret i dagspressen den 29. juni 2012. Banken har oplyst, at renteændringen blev foretaget med en måneds varsel i henhold til de almindelige forretningsbetingelsers pkt. 6.II.B.

I august 2012 anmodede klageren om en rentenedsættelse, blandt andet med henvisning til, at renten var for høj i forhold til andre pengeinstitutters rente. Banken meddelte, at man ikke kunne tilbyde klageren en lavere rente.

Klageren har fremlagt en oversigt fra My Banker med rentesatser for forbrugslån i forskellige pengeinstitutter.

Parternes påstande

Den 6. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal nedsætte renten på klagerens lån til 5,9 % p.a.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken bør pålægges at ændre renten på lånet til en rente, som svarer til markedsværdien. Renten i den oprindelige kreditaftale var 7,7 % p.a. Renten er nu steget til 11,14 %. Ifølge en sammenligning fra My Banker ligger renten for et tilsvarende forbrugslån i andre pengeinstitutter fra 5,9 % p.a.

Han ønskede en udvidelse af kreditten på 20.000 kr. efter uberettiget at være blevet trukket for to måneds billeje af et biludlejningsfirma. Banken anmodede om en række dokumenter, som han ikke tidligere havde skullet fremvise. Banken insisterede på at konvertere kreditten til et lån og insisterede endvidere på at spærre hans kort. Han følte sig truet og presset til at konvertere kreditten til et lån. Banken oplyste ham ikke om, at denne løsning ville blive langt dyrere for ham.

Banken fik øgede indtægter af konverteringen, og medarbejderen i banken fik en personlig økonomisk gevinst af denne forretning. Banken har ingen risiko haft.

Banken indførte et månedligt træk på hans lønkonto, uden at han har mulighed for at standse dette. Banken sikrede sig derved en fast tvungen månedlig indtægt på hans bekostning og udnyttede hans uheldige og ikke-selvforskyldte situation til at skabe en forretning for sig selv.

Danske Bank har blandt andet anført, at klagerens økonomi var presset i 2011 som følge af en skilsmisse. Henset til klagerens økonomi fandt banken, at klagerens kort burde lukkes, og at kreditten skulle omlægges til et lån med afdrag. Klageren havde brug for yderligere midler den 1. september 2011 til betaling af regninger. Det bestrides, at klageren blev presset til at konvertere kreditten til et lån med afvikling. Konverteringen var en forudsætning for at udvide engagementet. Klageren indgik herefter en aftale om et variabelt forrentet lån, hvor banken havde mulighed for at ændre renten i lånets løbetid. Allerede den 15. september 2011 havde klageren brug for yderligere 30.000 kr. til leasing af ny bil i stedet for leje. Banken imødekom klagerens ønske.

Kreditten, som lånet afløste, var også med variabel rente. Lånet havde samme rentesats, som kreditten havde ved oprettelsen af lånet. Klageren fik således ikke en højere rentesats som følge af konverteringen af kreditten til et lån med afvikling.

Renten på lånet var fastsat ud fra en række parametre, herunder for eksempel klagerens mulighed for at stille sikkerhed for lånet.

Bankens rentesatser er ikke urimelige, idet de afspejler klagerens samlede engagement i banken og bankens risiko ved lånet. Banken må tåle, hvis klageren mener, at bankens rentesats er for høj, og klageren derfor ønsker at flytte sit lån til et andet pengeinstitut, men Ankenævnet har ikke hjemmel til at nedsætte renten som krævet af klageren.

Bankens medarbejder fik ikke en personlig gevinst i forbindelse med konverteringen og klagerens to låneforhøjelser. Stiftelsesprovisionen er en del af bankens etableringsomkostninger, der fremgår af låneaftalerne, som klageren underskrev.

Til det af klageren anførte om, at banken har sikret sig en fast tvungen inddrevet månedlig indtægt bemærkes, at der er tale om månedlige afdrag på klagerens lån, der automatisk trækkes på kontoen.

De gennemførte renteforhøjelser er generelle renteforhøjelser, der blev foretaget og varslet i overensstemmelse med lånets vilkår, herunder bankens almindelige forretningsbetingelser – forbrugere.

Ankenævnets bemærkninger

Ved gældsbrev af 1. september 2011 blev klagerens kredit, der pr. 1. september 2011 havde en variabel rente på for tiden 8,2 % p.a., omlagt til et lån med en uændret rentesats. Renten blev efterfølgende forhøjet fire gange og udgjorde pr. 15. august 2012 10,70 % p.a.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Danske Banks renteforhøjelser.

Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte de oplyste rentesatser som urimelige.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort forhold ved omlægningen af kreditten til et lån, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af den indgåede aftale.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.