Afgørelse

Rådgiveransvar. Låneomlægning. Kurssikring.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i september 2001 et låneomlægningstilbud til klageren. Af tilbudet, der var vedlagt informationsmateriale om kurssikring, fremgik det, at der normalt kunne tilbydes kurssikring af både udbetaling af nye lån og indfrielse af gamle lån. I tilbudet var der anslået et provenu på 92.779 kr. efter låneomlægning. Klageren indgik i september 2001 en prioriterings- og tinglysningsaftale, hvorefter instituttet skulle forestå tinglysning og udbetaling af det nye lån hurtigst muligt samt indfrielse af det gamle lån billigst muligt, idet der ikke var kurssikret, hvilket dog til enhver tid kunne ske telefonisk. I aftalen tiltrådte klageren at have modtaget rådgivning om kurssikring. Låneomlægningen resulterede i et overskydende provenu på 73.948 kr., idet kurserne generelt var steget. Klageren henvendte sig efterfølgende til instituttet, idet hun var utilfreds med rådgivningen, dels fordi hun var blevet anbefalet ikke at kurssikre, dels fordi instituttet ikke havde taget kontakt til hende, inden låneomlægningen blev gennemført til de ændrede kurser. Instituttet afviste klagen med den begrundelse, at instituttet blot havde orienteret om mulighederne, og at fravalget af kurssikring havde været klagerens eget.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig for det reducerede provenu ved låneomlægningen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det ikke på det foreliggende grundlag var muligt at vurdere den konkrete rådgivning, men at lånetilbudet og produktbladene indeholdt en fyldestgørende beskrivelse af kurssikring. Klageren havde i aftalen om prioritering og tinglysning bekræftet, at hun havde modtaget rådgivning om kurssikring af begge lån, og det var fremgået af de fremsendte dokumenter, at låneomlægningen ikke var kurssikret. Der var derfor ikke var grundlag for at fastslå, at klageren ikke havde modtaget tilstrækkelige oplysninger til at træffe beslutning om ikke at kurssikre låneomlægningen. Nævnet fandt videre, at det ikke kunne kritiseres, at instituttet ikke forud for låneomlægningen kontaktede klageren og orienterede hende om det lavere provenu. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det udbetalte beløb ikke adskilte sig betydeligt fra det beregnede provenu. Indfrielsesomkostningerne på det gamle lån var ganske vist blevet større (likviditetsvirkning), men det nye lån var til gengæld blevet billigere, idet det var udbetalt til en højere kurs end den, der fremgik af tilbudet (rentabilitetsvirkning). Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.