Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med investering i strukturerede garantiobligationer (Tigerspring 2010).
| Sagsnummer: | 95 /2010 |
| Dato: | 31-08-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen, Torben Udsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med investering i strukturerede garantiobligationer (Tigerspring 2010). |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med rådgivning om investering i strukturerede garantiobligationer, der bl.a. var baseret på asiatiske aktieindeks (Tigerspring 2010).
Sagens omstændigheder.
Klageren var kunde i Jyske Bank fra 2002 til 2007. Klagerens engagement med banken omfattede en kapitalpension med tilhørende værdipapirdepot.
Den 4. november 2003 købte klageren nominelt 40.000 kr. JB Horisont 2006 obligationer til kurs 102 til depotet.
Banken har under klagesagen fremlagt en brochure om JB Horisont 2006 obligationer, hvoraf bl.a. fremgår, at obligationerne blev udstedt af Jyske Bank med en løbetid på 3 år, at obligationerne bl.a. var baseret på globale aktieindeks, at udstedelseskursen var 102, og at den garanterede indfrielseskurs var 90.
Den 9. november 2006 blev klagerens JB Horisont 2006 obligationer udtrukket til kurs 137,33, svarende til en samlet kursværdi for klagerens beholdning på i alt 54.932 kr.
Den 23. november 2006 købte klageren nominelt 70.000 kr. 0,00 % Tigerspring 2010 obligationer til kurs 104,5 til depotet. Af fondsnota sendt til klageren samme dag fremgik bl.a.:
"…
Papirnavn: 0,00 % Tigerspring 2010
…
Nominelt DKK 70.000,00 | Kurs 104,5000 | DKK 73.150,00 |
… |
Obligationerne var udstedt af Landesbank Baden-Württemberg og var bl.a. baseret på investeringer knyttet til aktieindeks fra Japan, Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hongkong. Banken har under klagesagen fremlagt en brochure om Tigerspring 2010 obligationerne, hvoraf bl.a. fremgår:
"…
- Ved udløb får du minimum 100 kr. for hver 104,50 kr., du har investeret
Tigerspring 2010 er sund fornuft – kan det friste?
- Et attraktivt afkast, hvis aktieindeksene stiger. Gevinstpotentialet er ubegrænset.
- Begrænset risiko for tab på 4,5 %, hvis du beholder obligationen, til den udløber
- Efter et, to og tre år er der mulighed for at få en gevinst på 2 %. Hvert år i november ser vi tilbage på, hvad der er sket siden start. Er ingen af de fem aktieindeks faldet, siden vi fastsatte startværdierne den 22. november 2006, får du en gevinst på 2 %.
…
En sikker investering
Du får mindst kurs 100, når obligationerne udløber. Har aktieindeksene ikke givet et positivt afkast på udløbsdagen, mister du kun de 4,5 kurspoint, der er op til introduktionskursen – plus de renter, du kunne have fået på eksempelvis en bankkonto.
…
Introduktionskurs:
104,5 – i øvrigt uden handelsomkostninger
…
Investeringsperiode:
5. december 2006 (udstedelsesdag) til 5. oktober 2010 (udløbsdag)
…"
Klagerens depot hos Jyske Bank udgik den 9. februar 2007, da klageren skiftede bank. Klagerens beholdning af Tigerspring 2010 blev overført til depot i klagerens nye pengeinstitut.
Af en af Jyske Bank fremlagt oversigt over kursudviklingen for Tigerspring 2010 i perioden 1. december 2006 til 1. januar 2008 fremgår bl.a., at kursen den 1. januar 2007 og den 1. januar 2008 var henholdsvis 104,68 og 120,96.
Af årsopgørelse vedrørende klagerens kapitalpensionsdepot i klagerens nuværende pengeinstitut fremgår, at kursen for Tigerspring 2010 pr. 30. december 2009 var 96, svarende til en samlet kursværdi for klagerens beholdning på 67.200 kr.
Jyske Bank har supplerende oplyst, at Tigerspring 2010 obligationer blev indløst til kurs 100 ved udløb i oktober 2010.
Parternes påstande.
Klageren har den 23. februar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale 3.150 kr., tabte renteindtægter samt 70.000 kr. ved obligationernes udløb i oktober 2010.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at han blev kontaktet telefonisk af banken, der anbefalede investering i Tigerspring 2010 obligationerne som en sikker investering til hans kapitalpensionsdepot.
Han gjorde banken opmærksom på, at han var tilfreds med kontantrente, og at han ikke ønskede at løbe en risiko. Han blev overtalt af banken til at købe for 70.000 kr. Tigerspring 2010.
Bankens rådgivning var misvisende og vildledende. Banken solgte ham en struktureret obligation, der frarådes til private.
Banken garanterede, at han ville få hele det betalte beløb tilbage. Banken lovede, at han ikke ville tabe én krone, hvis investeringen gik galt. Han pointerede, at han i værste fald skulle have de 73.150 kr. tilbage, hvilket banken bekræftede. Formentlig nævnte banken kurs 100, men banken gjorde ham ikke opmærksom på, at han ved kurs 100 ikke modtog hele det indbetalte beløb, og at han ville tabe 3.150 kr.
Banken oplyste ham ikke ved købet om, at der blev hævet 73.150 kr. fra hans kapitalpensionsdepot, men kun købt for 70.000 kr. obligationer. Han opdagede først dette på et senere tidspunkt.
Han troede, at der var tale om en obligation med rente. Banken lovede ham en bedre forrentning, 5-6 %, end indlånsrenten, der dengang var på 3 %.
Han modtog ikke noget udbytte på obligationerne.
Købet af obligationen kunne ikke være en god investering, da renten tilsyneladende var 0 allerede ved tegningen, og da han skulle betale 3.150 kr. ud over de 70.000 kr.
Han fik heller ikke rådgivning om, at den garanterede udløbskurs afhang af, om udstederen kunne betale. Havde han fået denne oplysning, havde han ikke indgået handelen.
I forbindelse med købet aftalte han med banken, at banken skulle holde øje med kursudviklingen med henblik på evt. salg, når kurserne var på vej ned, så han var sikret at få hele det indbetalte beløb tilbage. Han pointerede flere gange under samtalen med banken, at det var vigtigt, at banken sørgede for at sælge, når det var nødvendigt for at sikre et udbytte, hvis kursen begyndte at falde. Banken bekræftede, at man ville gøre dette og nævnte ikke, at en sådan aftale skulle være skriftlig. Banken overholdt ikke aftalen. Banken burde have solgt obligationerne, da kursen faldt. Kursen var på et tidspunkt steget, men banken kontaktede ham ikke, da kursen atter var på vej ned. Han kontaktede banken mindst 3-4 gange i perioden 2006-2007 og spurgte til investeringen. Banken oplyste, at investeringen som ventet gik fint.
Han modtog ikke udskrift eller andre papirer fra banken om investeringen efter købet.
Han fik først overblik over sine investeringer på et møde med sit nuværende pengeinstitut i januar 2010. Han bad ikke om at få overflyttet kapitalpensionsdepotet, da han skiftede bank. Han troede indtil for nylig, at depotet var i Jyske Bank.
Banken bør erstatte ham de 3.150 kr., tabte renteindtægter, svarende til gældende indlånsrente fra 2006 til obligationens udløb den 5. oktober 2010 samt 70.000 kr. til obligationens udløb den 5. oktober 2010.
Jyske Bank har bl.a. anført, at klageren var vidende om, at købet skete til kurs 104,5, og at der således var en overkurs på 4,5 %. Tegningskursen på 104,5 fremgik af såvel fondsnotaen som brochuren om Tigerspring 2010. Klagerens forklaringer om kurs og risiko er modsigende. Klageren oplyste således i sit indlæg af 23. marts 2010, at rådgiveren orienterede ham om, at hovedstolen var garanteret til kurs 100.
På fondsnotaen var anført "0,00 % Tigerspring 2010". Det fremgik heraf, at der ikke var nogen forrentning tilknyttet obligationen. Klageren blev endvidere oplyst herom af bankens medarbejder i forbindelse med købet af obligationerne. Det var muligt at opnå et afkast i løbetiden, men dette skete ikke, da forudsætningerne herfor ikke blev opfyldt. Ved købet oplyste banken endvidere, at man havde en forventning om et bedre afkast end placering på en anfordringsindlånskonto.
Klageren havde tidligere erfaring med investering i et tilsvarende produkt "JB Horisont 2006". Klageren modtog ikke renter i løbetiden for disse obligationer. På den baggrund forekommer det noget misvisende, når klageren anfører, at "jeg var tilfreds med rente og ikke ville risikere noget med mine hårdt tjente kroner".
Klageren bør indse, at bankens rådgivning, herunder anbefalinger om køb eller salg skete ud fra bankens forventninger til værdipapirets udvikling på det tidspunkt, hvor rådgivningen blev ydet. Det var klagerens eget ansvar at træffe beslutning om køb og salg af værdipapirer, og klageren bærer således selv risikoen for udviklingen i investeringen. Klageren bør indse, at der altid er en risiko forbundet med at investere.
Såfremt klageren får medhold og stilles, som om han ikke havde foretaget investeringen, vil klageren have spekuleret på bankens regning og uden risiko for ham selv.
Tigerspring 2010 var egnet til at tilbyde private investorer, særligt på grund af den garanterede udløbskurs på 100. Risikoen var dermed begrænset, hvilket stemte overens med klageren ønske om lav risiko.
Banken har ikke nogen generel pligt til løbende at orientere kunderne om udviklingen i deres investeringer, og har ikke indgået nogen særlig aftale med klageren herom.
Banken havde ikke indgået nogen aftale med klageren om, at banken havde en forpligtelse til at sælge obligationerne, når værdien var kommet under et vist niveau. Indgåelse af en sådan stop/loss aftale må kræve en klar og tydelig aftale mellem parterne. Det ville ikke give mening at indgå en sådan aftale ved investering i strukturerede obligationer, da de indbyggede finansielle instrumenter først slår fuldt igennem ved udløb.
Klageren har udvist passivitet ved ikke at reklamere tidligere og har derved fortabt muligheden for indsigelser.
Rådgiveren erindrer ikke at have været i telefonisk kontakt med klageren efter, at klageren skiftede afdeling i banken i december 2006.
Klageren modtog ikke udskrifter om Tigerspring 2010, da klageren ved pengeinstitutskifte valgte at overføre Tigerspring 2010 til et depot i sit nye pengeinstitut.
Kursen for Tigerspring 2010 lå i intervallet 101,9 til 123,25 i perioden 2006 til 2007, hvor klageren anfører at have kontaktet banken. Kursudviklingen var dermed i overensstemmelse med bankens forventninger, hvorfor det bestrides, at banken har ydet misvisende rådgivning om kursudviklingen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Obligationerne var garanterede i den forstand, at de ville blive indfriet til kurs 100 ved udløb i oktober 2010. Obligationerne blev efter det oplyste indfriet til kurs 100 ved udløb i oktober 2010.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken har tilsikret klageren et afkast i obligationernes løbetid, eller at klageren ville få hele det investerede beløb på 73.150 kr. retur ved obligationernes udløb i oktober 2010.
Klageren har ikke haft grundlag for at tro, at obligationerne var rentebærende.
Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at investeringen i obligationerne ville være tabsgivende, hvis obligationerne alene blev indløst til den garanterede kurs på 100, da tegningskursen var over 100.
Det findes ikke godtgjort, at Jyske Bank i forbindelse med klagerens investering i 2006 påtog sig at overvåge kursudviklingen af klagerens beholdning af Tigerspring 2010 obligationer eller at sælge obligationerne ved kursfald.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.